I år er det 100 år siden, at Niels Bohr hentede den første Nobelpris i fysik hjem til Danmark. Blandt andet i den anledning er 2022 udråbt til nationalt videnskabsår, og som en del af programmet præsenterer det lille storbyteater GLiMT Amager forestillingen ’Bohr’.
Det er blevet til en kombination af taleteater, musik, nycirkus og dans. Konceptet ligner på mange måder en såkaldt lecture-performance, der bruger sceniske greb til at formidle viden og fakta. Nogle scener i ’Bohr’ er foredragslignende, fysikteoretiske og historiske monologer, mens andre skildrer nedslag i Niels Bohrs liv igennem dialoger og koreograferede gimmicks.
Imellem disse faktuelle scener kommer en række indslag med forskellige performances, som relaterer sig til det faktuelle stof. Det tydeligste eksempel på det – og forestillingens absolutte højdepunkt – er, da akrobaten Margherita Mischitelli snurrer rundt inden i en stor hulahopring og på den måde illustrerer dét atom, som vi lige er blevet fortalt om. Samtidig er det et imponerende, smukt og nervepirrende artistnummer, som bliver en hel forestilling i sig selv.
Ganske klar i spyttet bliver det også, da de alle fire står på en række i skikkelse af Niels Bohr, mens hans pibe forsvinder fra den enes hånd for at dukke op i en andens. Her er kvantemekanikken illustreret vældig tilgængeligt, uden at det bliver alt for forsimplet.
Ugebladsagtigt portræt
Foruden de rent fysikvidenskabelige overflyvninger formidler forestillingen også Niels Bohrs livshistorie. Og især hans teoretiske kontroverser med Albert Einstein, samt Bohrs mere eller mindre tilsigtede andel i udviklingen af atombomben, er så åbenlyst sensationelle, at de også vækker vores interesse.
Knapt så interessant er de mere private forhold omkring hans familie og fritidsliv. Det bliver som et tandløst portræt imellem strikkeopskrifterne og krydsogtværserne i et ugeblad. Hvad han kunne lide, og hvem han elskede, synes underligt overflødigt ved siden af kvantemekanikken.
Selvfølgelig kan det give mening at tegne et billede af hele mennesket Niels Bohr i en biografisk forestilling. Men efter den første del af forestillingen, der er udpræget videnskabsformidlende, bliver detaljerne om hans privatliv som irrelevante sidespor.
For fremmelige 13-årige
På den anden side er indføringen i Bohrs videnskabelige arbejde og teorier også indimellem for viderekomne. Denne anmelder blev i hvert fald sat af flere gange, hvor helt centrale men også usædvanlige begreber blev brugt uden yderligere forklaring.
Min forståelse af atomfysik og kvantefysik er nok nogenlunde gennemsnitlig for en voksen, så visse ting kunne jeg sætte i kontekst med den lægmandsviden, jeg har i forvejen. Men i forhold til forestillingens målgruppe, så skal man altså være en fremmelig 13-årig, hvis man skal forstå et kuk af eksempelvis komplementaritetsteorien.
Der er absolut sceniske kvaliteter i forestillingen. Der er smukke scenebilleder, musikalitet, dygtigt artisteri, fysiske gags og et par velvalgte tryllekunster. Og lad mig da understrege, at forestillingen ’Bohr’ sikkert også gør de fleste af os væsentligt klogere på den danske nobelpristager, end vi var, før vi kom ind i salen.
GLiMT Amager imponerer også denne anmelder med sin bredde i de fysisk bårne scener. Men et skarpere formål med forestillingen, samt et manuskript der ikke kun veksler imellem ugebladsportræt og doktorafhandling, kunne givetvis løfte helhedsoplevelsen.
