Måske er det meningen, at man skal forestille sig, at det, som foregår i den times tid forestillingen varer, sker på 'sølle' to sekunder. Måske er det hele en drøm. Måske er ’Djævelens Lærling’ en eksponering af, at så meget kan der ske på et splitsekund?
I Peter Holsts sublime præstation udi såvel fortælleteater som elektrisk guitarspil og komposition bliver man i al fald ført et fantastisk sted hen. Et sted hvor det grangiveligt er, som om tid og rum opløses.
Man bliver helt svimmel af glæde, hjertet jubler nærmest, når man er med i en oplevelse, som så overbevisende suger en med ind i det rum, som er fiktionens vidunderlige kammer. Ikke et kammer at gemme sig i. Ikke et rum at ty til for at flygte fra virkeligheden. Men et æstetisk fermt og fiktivt rum, som udvider ens blik på såvel teaterkunstens kunnen, som vigtige aspekter i hverdagen, både lav-praktisk og overordnet set.
Seriøs og skælmsk
Peter Holst er alene på scenen. Han optræder lige fra begyndelsen med stor integritet, seriøsitet og en ikke-overlegenheds-præget elegance. Samtidigt smiler han skævt og skælmskt. Et lune og noget hemmelighedsfuldt strømmer samtidigt en i møde i en nærværende modtagelse.
Inden Host tager hul på selve fiktionen, kaster han et blik ud på publikum, fæstner det på en, derpå på en anden, og spørger: ”Er du god?”, ”Er du ond?”
Vi bliver så at sige varmet op til den tur ned i Helvede, hvor alt vender anderledes, end vi tror, og hvor kriminalistiske gåder kommer for dagen og bliver løst.
Hvilke skal selvopleves i et forløb, som opruller, hvad der sker den dag, eller det øjeblik, Djævlen ved en fejl får sendt den forkerte dreng ned til sig. I stedet for Søren med øgenavnet Djævel-Søren, ryger Filip derned.
Lektier og livslektioner i Helvede
Som en skøn og ikke tilfældig ting ligner Helvede på en del punkter utroligt meget livets dagligdag. Et liv med ”lektier, opvask og sengetider”, som Holst udtrykker det. Men det er også liv, hvor Djævlen vælger at se stort på, at det er den forkerte dreng, som er ankommet, og sætter Filip i lære som hans efterfølger.
Noget af en udfordring for en dreng som Filip, der uegennyttigt er vant til at gøre alting godt og være god ved andre. Men ”alle har en skyggeside” og ”Det onde er nødvendigt…” som replikker i fortællingen lyder.
Via alskens prøvelser og møder med djævel-yngel forandrer Filip sig til det værre. Gennem en dramaturgisk spændende fortælling, som ikke sparer på hverken maleriske eller humoristiske beskrivelser af, hvordan der ser ud, og hvad der finder sted i Helvede, opnår Filip flere ting. Ting som hænger indbyrdes sammen.
Han redder fristedjævlen Satina, som han hurtigt bliver lun på. Hans egne onde sider spirer frem. Han får både små horn og sorte vinger. Og han finder ud af en afgørende sammenhæng: Hvem der har svækket og vil Djævelen til livs i håb om selv at bemægtige sig tronstolen i Helvede.
Metalskab og sort neglelak
Det er en lyst at følge fortællingen. Den er i sig selv spændende. Og den bliver forjættende god takket være Holsts suveræne fortælletalent, som her suppleres af hans evner som komponist og musiker.
Simon Boberg har også som iscenesætter til fingerspidserne formået at holde spillet i en dynamisk og stram tømme. Alt foregår på få kvadratmeter. Holst, som er iført sorte bukser og tjekket elegant blazer, sidder på en smart, høj taburet betrukket med rødt læder. Neglene på den ene hånd er malet sorte og han har en elguitar om halsen. Herudover er der blot lidt teknisk grej til lys og lyd. Andet behøves ikke for at vi følger med rundt.
Først til virkelighedens skole i en indledning, som effektfyld giver os ”blod på tanden” . Med Holsts variation i stemmen og gennem hans en utroligt intense og varierede mimik sendes vi fluks ind i kroppen på Filip, der spærret ind i skolens cykelkælder forsøger at gemme sig bag pedellens metalskab for at undgå Djævel-Sørens nederdrægtigheder.
Verbalt lægges der ikke fingre imellem. Vi synker en klump af både spænding og barsk humor, når Djævel-Søren truer Filip med at skulle hjælpe ham med en lektie under overskriften ”Totur i middelalderen” og taler til Filip om både stegegaffel og batteridreven stavblender, mens han forsikrer den skræksagn dreng om, at man også bliver straffet hvis man tilstår.
Strømførende
’Djævelens Lærling’ pirrer af mange årsager. Via fortællingens og den mundtlige fremstillings miks af humor og gru. Og via det seje spil på elguitar, som Holst lægger for dagen.
Klassisk spansk guitarspil ville også have været helt forfejlet. Ved at sætte strøm til, spiddes historien. Vi får endnu større ører. Også fordi kompositionerne ikke er underlægningsmusik, men i momenter står i front og er dem, som alene skaber universet. At musikken via loops føres ind over fortælleteater-delene, fungerer tillige menings- og stemningsforstærkende.
Alt i alt hitter ’Djævelens Lærling’. Som sidegevinst vil guitar-spillende unge givetvis flokkes om Holst, når forestillingen er slut, for at få fif til at blive bedre på strengene.
