'Tænk at du har solgt mit cirkus, mens jeg sov!'
Elvis er tydeligvis ikke tilfreds med sin mor Mercedes’ beslutning om at forlade cirkuslivet og slå sig ned i sin afdøde mosters hus i Lilleby. For at leve 'et helt almindeligt liv'. Kanonkongen bedstemor Lola har forskanset sig i sin kanon i protest over projektet. Der er ikke just forsoning i luften.
Deres ankomst til Lilleby udnytter den stemningsfulde og kontrastfyldte scenografi. Stakittet, der løber tværs over scenen og senere udgør hegnet om deres nye have, er også den vej, deres miniaturebil ankommer ad. Foran lyser en modelby af hvide huse op – Lilleby.
Proportionerne i Marianne Nilssons scenografi understreger, at der er mange skel og hegn der skal forceres, og det kan være svært at finde plads eller passe ind i Lilleby.
Venner kan man tale med
For en dreng, der er vant til at gå på line dagen lang, og hvis bedste ven er en elefant, som er blevet solgt, så synes udsigten til en tilværelse i Lilleby ikke videre ophidsende. Lige indtil nabodrengen lille Finn gør sin opsigtsvækkende entré – på flugt fra Kriller, der driller ham.
En som Finn har Elvis aldrig mødt, men måske kan han blive den ven, Mercedes synes, at han skal få sig: ”En rigtig ven kan man tale med”. Underforstået: modsat elefanter. At Mercedes er en mor, der ønsker det bedste for sin søn, er der ikke tvivl om, men hendes egne forliste drømme om en barndomsven farver måske nok hendes idé om, hvad det bedste er.
En som Mercedes har lille Finn heller aldrig mødt. I Susanne Storms skikkelse emmer hun af showbiz, flirt og sjov, og får ham rent til at miste mælet. Det balancerer på grænsen til tåkrummende lummert, til stor morskab for publikum.
Venskabelighed gør sig dog mildt sagt ikke gældende for de voksne. Lille Finns far, Finn, hadede Lolas afdøde tvillingesøster inderligt, og er ingenlunde tilfreds med at se flere Saragossa'er i hendes hus. Endsige lade dem øve indflydelse på hans søn.
Bedstemor Lola bryder sig hverken om Finn eller sin afdøde tvillingsøster. Ragnhild Kaasgaard gør en herlig Lola med mange nuancer af stædighed, snuhed og elskværdige bedstemor pakket ind i kedeldragt og motorhjelm.
Modsætninger mødes
For Finn og Elvis er deres forskelligheder ikke et problem, men udgangspunktet for inspiration og fascination. Historien om deres blomstrende venskab udfoldes fint i de sekvenser, hvor de hver især beundrer hinandens respektive egenskaber og formåen.
Som når Elvis begejstret opfordrer Finn til at fortælle om at gå i skole. Og er helt oprigtig, når han – verdensstjernen – siger: "Det er sejt, at du kan læse”. Det vi tager for givet i vores egen tilværelse, er måske ikke så selvfølgeligt for andre.
Troels Ullerup Kortegaard og August Issac Carter klæder hinanden godt som den verdensvante Elvis og den nørdede Finn og mødes troværdigt i deres gensidige nysgerrighed.
For Finn er Elvis’ eksotiske linegængerevner som sendt fra himlen. Hvis Elvis kan gå tværs gennem byen, på en line fra kirkespiret til rådhustårnet, så kan lille Finn få has på sin plageånd, Kriller. Faktisk lover Finn Kriller, at Elvis vil gøre det, før han har spurgt Elvis. Lidt af en prøvelse for deres spæde venskab, for ”Det er jo livsfarligt”, som Elvis så nøgtern konstaterer.
Men han brillerer (naturligvis), når han på tåspidser tripper fra tag til tag tværs over den lille hvide by. Den måde, som det spillede linedansenummer appellerer til forestillingsevne og indlevelse, rammer plet hos målgruppepublikummet af halvstore børn, der holder vejret imens Elvis 'balancerer' og er nær ved at falde ned. De hujer og klapper begejstret, da det lykkes ham at gennemfører.
Den dumsmarte Kriller må se sig slået, og lunte slukøret væk. I virkeligheden er han måske den, der trænger allermest til en ven? Både Far Finn og Kriller spilles af Peter Hald, der herigennem når godt rundt om både usympatisk, provokerende og bedrevidende.
Hvor er hjem?
Finn er dog ikke den eneste modgang i byen. Mercedes’ overskæg vækker mishag. Det skæg som har været hendes stolthed, fra hun var teenager! Lola er dybt forarget. Trumfen sættes dog af et skilt, som Finn har hængt op: 'Rejs hjem hvor I kommer fra!'.
Elvis’ forundrede: ”Men hvor er det?” svider lidt. For hvor er hjem for de børn, hvis forældre af den ene eller den anden årsag har valgt at tage dem med. På flugt eller på (livs)rejse. Og hvem har retten til at vise dem bort?
I en tirade af eder kalder Finn ligeledes Mercedes, Lola og Elvis for 'laverestående tabere'. Begge udsagn giver ubehagelige mindelse om virkeligheden uden for teatret, som man kun kan håbe, at fremtidens voksne måske kan blive klogere end at gentage.
Mercedes’ tålmodighed med Lilleby slipper op – nu rejser de! Inden det når så vidt, får Finn, tilskyndet af sin søn, dog afleveret en undskyldning for sin opførsel og sine antagelser om Elvis’ dårlige indflydelse på lille Finn.
Den lykkelige slutning, der følger, kommer lidt abrupt og fremstår lidt tam ovenpå forestillingens mange finesser, men får i alle tilfælde cementeret, at vi godt kan mødes i vores forskelligheder, tydeligt gennem det nu vidt åbne stakit.
Lidt har også ret
Når Elvis går på line på rækværket og tværs gennem byen på miniaturehusenes tage, bliver cirkus elementet nærværende – uden at det kræver særligt akrobatiske forudsætninger.
Det handler ikke så meget om akrobatikken eller cirkussets ekvilibristiske elementer, som det handler om at være anderledes, rodløs og gjort af noget andet stof, der giver end andre forudsætninger. Når der fyres op under bedstemor Lolas kanon til slut, og hun kommer røgfyldt til syne i indgangen til salen, smeltes cirkus og ældgamle teatertricks fint sammen.
Cirkuskonsulent Mads Panik har fået sneget en diskret duft af savsmuld ind i teatermanegen. Det er dog svært ikke at ærgres lidt over, at de to trapezer, der sænkes ned til den afsluttende scene, ikke kommer mere i spil. Forventningerne stiger på sin vis i takt med at de sænkes ned.
Med skæg og kanon
'Cirkus Saragossa' er en forestilling, der spiller på at trække linjerne skarpt op, både i kostumer og karakterer, men med blik for nuancerne. At forfatter og dramatiker Camilla Hübbe lader cirkussets rariteter som den skæggede dame og den kvindelig kanonkonge være et kritisk perspektiv på Lillebys konformitet og normativitet er et velkomment greb.
I Geir Sveaass’ instruktion illustrerer Susanne Storm, at kvinder kan bære overskæg med stil – og Ragnhild Kaasgaard at hverken køn eller alder sætter grænser for en kanonkonge.
Det er forfriskende at se en nissefri forestilling i december. Der stadig handler om venskab og familiebånd og om, hvor svært det kan være at passe ind, hvis man ikke er som de andre.
Den stemningsfulde scenografi, ikke mindst den lysende Lilleby, skaber et sansemættet rum, der både ejer fornemmelsen af klaustrofobi og tryghed og skaber ramme om og kontrast til julens kærlige budskaber om hjerterum og næstekærlighed. Uden at blive spændt for julemandens kane.
Resten af året fungerer det grangiveligt lige så godt.
