’Kontrol over jer selv! Magt over andre! Succes overalt!’
Sådan lyder mantraet hos jakkesætmanden med det ulastelige, grå jakkesæt og den nymalede, røde kuffert. Teenagerne på Rosenlundskolen griner lidt tøvende. De synes klart, at manden er for meget med sine overdrevne bevægelser og sit business-sprog. Men de er tydeligvis også fascinerede.
Rasmus Thorup strammer grebet om dem. ’Hvordan kan vi lave om på jer, så I bliver en fuldkommen succes?’ spørger han frækt. Og han tilføjer kækt: ’Før var jeg ligesom jer: En taber’.
De unge svarer ikke. Men på bageste række hvisker en fyr halvhøjt: ’Han er gal!’
Det standser nu ikke Rasmus Thorups mappedreng, der hurtigt kastes sig ud i fortællingen om sig selv i ‘Vejen til succe$’.
For det er en monolog, dette her. Som performer holder Rasmus Thorup sig langt væk fra trenden med interaktivt teater. Han fastholder sin fiktion om en mand, der skal holde et foredrag om succes. Og han får teenagerne til at tie stille, netop med sin autoritet og sin mærkelige, stiliserede opførsel. Han spiller på talkshowets selvglæde og stand-up’ens arrogance. Og i glimt opstår Søren Sætter-Lassen’ske transformationer af en almindelig mand, der afslører sig som nørd. Dermed kaster Rasmus Thorup sig modigt for tilskuerne i denne timelange solo – uden andet at holde sig til end en ghettoblaster og en mappe.
Seje soundtracks
‘Vejen til succe$’ bliver en ganske underholdende forestilling. Judith Rothenborg har iscenesat med stor variation rundt om det bord, der udgør fortællingens beskedne, scenografiske ramme. Og Søren Haahr har fundet seje soundtracks, som rammer rent hos tilskuerne.
Rasmus Thorup har selv skrevet historien, der dog er blevet noget uegal i sine scener, men som alligevel stråler takket være hans charme og præcision som skuespiller. Det er i karikaturerne, at hans figur virker bedst: Karikaturen på ’den lukkede medarbejder’ og ’den døgnåbne medarbejder’ går lige ind hos teenagerne. Men også den (forudsigelige) karikaturfortælling om topbossen Mester, der gav ham ønskejobbet, der hurtigt blev fulgt af supervillaen og drømmehustruen. ’Jeg var så stolt,’ siger han. ’Endelig havde jeg alt.’
På speed
Dramatisk set er der selvfølgelig kun éen udvej på denne forløjede idyl: Nedturen. Og den gennemlever Ramus Thorups jakkesætsmand med skræmte skuldre og krybende blikke som stærk kontrast til hans hidtidige, storskrydende ejendomsmæglerattitude. Historien bliver herefter lovlig kulørt med både overfald og fængselsstraf, men nuvel. Så er der i hvert fald nok at snakke om bagefter i klassen.
Som i alle gode eventyr, fortsætter denne succesdrengs nedtur, indtil han får vendt sit liv og folder sit rigtige jeg ud: Som transvestit, endda i et danseshow i Paris. Det er unægtelig overraskende og også dramatisk ubegrundet, men det får klar effekt hos tilskuerne. Da han smider jakkesættet og kryber i Niels Sechers farvestrålende danseskrud, hviner pigerne. Og en dreng siger højt: ’Han er på speed!’ Sådan nærmest for at punktere det med at skille sig ud fra mængden. For mænd går altså ikke med dametøj i Ballerup…
Men alle klapper begejstret, da turbodrengen flipper ud i langhåret paryk og højhælede sko i et dansenummer over ’Voulez-Vous coucher avec moi?’. Måske fangede teenagerne forestillingens opfordring til at folde sig ud som sig selv. Måske blev forestillingens udsagn om ’succes’ både for bastant og for abstrakt. Måske kom trans-dansen til at overskygge for den første del af historien – og til at få handlingen til dramaturgisk at knække som en stilethæl.
Uanset hvad, så formåede Rasmus Thorup at påvirke de unge med et stærkt nærvær og en insisteren på at fortælle dem noget. Derfor lyttede de.
Eller som en pige spontant udtrykte det på vejen ud af lokalet: ’Fuck! Det var nice!’
