’The Ancient Mariner ’ er først og fremmest en musikoplevelse. En skøn en af slagsen. Chris Jordan, Bo Gryholt, Mads Rømer Brolin-Tani, Steffen Schackinger, Christian Baltzer og Guy Moscoso kan deres musikalske lektie til UG med kryds og bolle, for nu at udtrykke det med fortidens karakterskala. Som seks velklingende herrevokaler giver de ‘The Ancient Mariner’ vinger med fire-, fem-, og seks-stemmig sang.
Og når Guy Moscoso på saxofon og som gummielastisk musikhenført entertainer vrider ‘Is That The Man?’ i gang, spilkoger koncertkedlen. Akkurat med den sang er det, som om forestillingen bliver sat fri fra det noget tunge og matte drev, som den de første 15-20 minutter har befundet sig i.
Et skæbnedigt
Vi er med den nobelt habitklædte sekstet ombord på et skib, hvor en sømand har begået den skæbnesvangre fejl at skyde en albatros, – den fugl som for havets folk er forbundet med lykke og held.
Ja, egentlig begynder vi til lands. Lige før et bryllup hvor en ung mand tryllebindes af en sømands fortælling om akkurat denne Albatrosfadæse. En fadæse som sender hele skibets besætning i døden og dømmer sømanden til altid at skulle flakke om og fortælle om den fejl han begik.
Scenografisk er ’The Ancient Mariner’ en relativ enkel og udmærket løst affære. Det maritime illustreres auditivt med lyden af knirkende skibsmaster. Via bagvæggens skiftende billeder af hav, svævende fugle og kirkemosaikker. Via stumfilmslignede små tekstfragmenter som i overskriftform i sirligt slyngede rammer slår scenerne an som små tematiske kapitler. Og via et lille modelskib, som er anbragt i scenens baggrund mellem to skibsbænke.
Mere musik end skuespil
Skuespillet, hvis man overhovedet kan tale om det her, er sammen med iscenesættelsen forestillingens absolut svageste dele.
De medvirkende er åbenlyst i langt højere grad sangere (der med meget forskelligartede stemmer både imponerer når de synger alene og sammen) og musikere (endda seks multiinstrumentale af slagsen). Det er en fornøjelse af opleve så behændigt de skifter mellem veludført spil på el-guitar, bas, harmonika m.m. Og så dygtigt de begår sig i al fra kabaretmusik, over gospel til symfonisk rock og funk, m.m. Især funkpartierne er meget velfungerende.
Når de derimod er sat til at gestalte personer og situationer i fortællingen mister forestillingen både troværdighed og attraktion. Så er det ligesom spillernes kroppe stivner eller tager sig meget manierede ud.
Anders Nyborg overbeviser ikke her som instruktør. Udover at have iscenesat de medvirkende meget opstillingsagtigt, kommer albatrossen på scenen på en ret fantasiløs måde – i form af en uskyldshvid kjole. En kjole som siden dubleres af en blodplettet kjole, som ligesom den første holdes alt for demonstrativt og længe op i luften.
Det er altså gennem de engelsksprogede sange og de varierede musikkompositioner at vi fornemmer Sømandens skyld, straf og anger. Det han har gjort mod menneskene og naturen og den pris han har måtte betale for det. Det er på det musiske klaviatur, ’The Ancient Mariner’ spiller sig hjem – vel at mærke efter en noget tam start, der ligesom resten af forestillingen som teater betragtet er ret mager og mangelfuldt.
