Vi skal lige tage skoene af ude i foyeren. For det er dér, rejsen begynder. Midt imellem os. Rejsen ind i tiden. En hvidklædt, lidt science-fiction-agtig pige fortæller os, at hun går i skole inde i teatersalen – Kosmos’ skole, at hun i øvrigt hedder Terpsichore og at hendes far hedder Janus. Og vil vi ikke med indenfor i hendes skole, hvor hun er eneste elev?
Jo, det vil vi sandelig gerne. Også selv om det, der for alvor er frydefuldt for ungerne, fremkalder fortvivlede blikke hos de voksne. For vi skal ned på knæ, vi skal kravle og vi skal sno os. Ind i en iglo-agtig labyrint af hvide stofgange kravler vi. To tavse og mystiske venner, Godtid og Bedretid, hjælper os. Vel ankomne oplever vi flimrende nordlys og raspende lyde – som af is, der kælver. Eller måske er det noget helt andet.
En temmelig filosofisk historie begynder. Om tid og sandhed, noget svær at følge med i, lige som det aldrig bliver forklaret for os, hvor og hvorfor de tre personer hedder det, de gør og taler som de gør. Hvorfor går Terpsichore (Loa Carlslund) i skole hos Kosmos (Josef W. Nielsen), hvorfor er Kosmos samtidig lidt af en trussel for hendes far Janus (Thomas Guldborg Madsen), og hvad er det med den tid, der både går frem og tilbage – og står stille!
Her vil en pædagogisk klog investering nok være at bruge dele af undervisningsmaterialet som forberedelse inden forestillingen.
Heldigvis kommer der mere konkret kød på historien lidt senere. Janus arbejder vistnok med at holde styr på fortid og fremtid, mens hans datter er mere rebelsk og gerne vil udforske tiden og ikke mindst de nu-huller, der findes rundt omkring. Risikoen er åbenbart, at hun falder i et af disse nu-huller og at Kosmos vil lukke hullet over hende.
Ja, det forstod jeg ikke helt, men det gør ifølge forestillingen heller ikke så meget, for den vil hellere stille spørgsmål end at give svar. Sikkert klogt, for det med tid er som bekendt noget underligt noget, som de færreste nok kan formulere begavede forklaringer på. Men undren er heller ikke så tosset en begyndelse.
Sindrigt gangsystem
Undervejs i forestillingen kravler vi videre. Rundt i gange og huler, hvor forskellige scener spilles. Forbløffende som vi taber vores fornemmelse af, hvor stort dette gangsystem egentlig er. Hvorfor vi befinder os i dette hvide univers, bliver aldrig klart, men fascinerende er det, og ganske anderledes end hverdagen udenfor. Samtidig hører vi lyde fra fortiden og klange fra fremtiden – og pludselig er Terpchicore væk.
En jagt sætter ind, små grupper af børn sendes på ekspedition ud i gangene, mens vi andre sidder tilbage, lytter og rapporterer. Senere kommer vi alle sammen ud i gangene, hvor vi opdager de nu-huller, som Terpsichore er så optaget af – ja, vi kan faktisk kigge ind i dem.
Små eventyr gemmer sig inde i hvide kasser, og det er i kraft af dem, at Janus til sidst bliver overbevist om, at nu-tiden med alle dens huller måske ikke er så farlig endda og at Kosmos nok er god nok.
Mere passion
Formen optager tydeligvis ungerne; de svarer så godt de kan, når de bliver spurgt om, hvad og hvem de har set. Så historien virker, selv om fornemmelsen af skoletime med elever, der rækker fingeren op og skuespilleren, der peger ud, hvem der skal svare, måske ikke er voldsomt befordrende for den eventyrlige side af sagen.
Og nu vi er ved formen. Når jeg ikke er helt oppe og ride på en bølge over forestillingen, er det dels på grund af den lidt uskarpe historie, dels fordi den dramatiske side af sagen kunne være stærkere. Jeg savner simpelthen noget passion og noget bedre replikarbejde hos de tre skuespillere – det ville gøre historien langt mere intens og gysende frydefuld, tror jeg. Mange af ordene afleveres bare, så fornemmelsen, hørt med voksne ører, virker fladere end nødvendigt. Her må instruktøren ind og spænde dramaet op.
Jeg nåede også undervejs at fundere over, hvad der ville være sket, hvis det havde været tre almindelige mennesker og ikke tre mytologiske og en lille smule højtidelige figurer, der var aktører i historien. Om oplevelsen af tid og rum måske derved var kommet langt tættere på børnene.
