Bevidst uhåndgribelig. Sådan vil Teater OMs forestilling gerne fremtræde. Som en stribe drømmende indtryk af tidens gang, vi selv kan digte videre på. Store urskiver i den ene ende – rundt og rundt drejer de, knirkende ubønhørligt fremad – og en pottemager ved sin drejebænk i den anden – sindbilledet på en ro, der måske hører fortiden til.
Imellem en række scener, hvor to figurer fra dette verdens-ur angiveligt kommer frem som mekaniske dukker. Og endelig er der to kvinder – de ligner nærmest de lerfigurer, pottemagersken drejer – som forsøger at finde en vej frem, mens uret – dommedagsuret – rykker nærmere verdens undergang. Vi er tre minutter i tolv, mener nogen, deraf forestillingens titel.
Det meste af ovenstående kan man læse i pressemeddelelsen. Selve realiseringen har det sværere med sine udtryk og sin aldersgruppe. Sidstnævnte først. Fra 15 år og opefter, er '3 i 12' sat til. Men store dele af forestillingen, ikke mindst den syngende fortæller oven på uret, signalerer i mine øjne mere aldersgruppe 5-10 år.
Udsagnene om de forskellige opfattelser af tid – et tiår føles helt anderledes mellem 20 og 30 end mellem 50 og 60 år – tidens generelle beskaffenhed og ideen om at rejse for at finde noget eller komme væk fra noget, lyder som noget, den yngste aldersgruppe fint kan relatere til, mens teenagere nok vil finde det lovlig barnligt.
Den entusiastisk-pædagogiske fortællerstemme, de melodiske sange i vise- og folkemusikstil og den generelt klovneagtige spillestil sender samme signal.
Mange spørgsmål
Og så de enkelte scener. Sekvenserne med figurerne fra uret er simpelthen ikke stramme og tydelige nok. De er pudsige – to middelalderlignende personer sprinter ind og bevæger sig rundt om hinanden – men hvad skal vi med dem? Hvad er de andet end en sjov ide på papiret?
De lerfarvede kvinder kommer også frem bag uret – det er de samme to spillere – men det slører unægtelig ideen. For er de så også bare figurer fra uret eller er de levende kvinder? Og hvad er deres projekt og dermed relationen til os?
Flere spørgsmål tårner sig op. Hvilket forhold til hinanden har fortælleren i den ene ende og pottemagersken i den anden? Og hvad betyder den potte, der bliver knust til sidst? Eller at de to forskræmte kvinder pludselig hvirvles ind i en slags mareridtscirkus, hvor to af urskiverne fungerer som platforme for et stepnummer! Hvad er det lige, at step har med tidens gang at gøre?
Jeg er sikker på, at såvel de enkelte scener som helheden giver god mening for de medvirkende, men den glipper altså for mig. Jeg sidder med en fornemmelse af, at de enkelte medvirkendes talenter er blevet brugt – sangstemme, pottemageri, step – uden at logikken i anvendelsen er gjort helt klar.
Jeg savner kort sagt en dramaturg, der kunne have stillet ovennævnte spørgsmål og forhåbentlig på den måde gjort forestillingen renere og skarpere.
Præcist og stramt eksekveret
For her er ikke tale om sjusk eller ikke-gennemarbejdethed af de enkelte elementer. Det hele virker præcist og stramt eksekveret, koreograferet i hver en bevægelse. Resultatet føles bare usikkert balancerende mellem det avancerede og det banale. Måske fordi de mange løsrevne enkeltdele ikke for alvor samler sig til en helhed – som brikker i et puslespil, der aldrig bliver lagt.
Lettere har holdet heller ikke gjort det for sig selv ved at spille på langs, så vi sidder og ser over på de andre tilskuere. Der skal virkelig skabes meget magi og energi i det sceniske mellemrum, hvis vi ikke skal distraheres. Her havde en baggrund i klassisk kukkassestil og dermed en fast fokusering af blikket uden tvivl gjort forestillingens visuelle udtryk stærkere.
