Overgreb og andre slags krænkelser og overskridelser af den personlige integritet er noget nær det værste, der kan overgå nogen. Det kan invalidere børn og hører til alle forældres værste mareridt.
At give børn en teaterlektion i, hvor vigtigt det er for et barn at kunne sige nej på de rigtige tidspunkter, er derfor et forståeligt og helt igennem sympatisk projekt. Det lykkes bare ikke rigtigt for Teater Manifold. ‘
Nejno Nixen Bixen’ er en noget forpustet og strittende fornøjelse.
Totalt ternet
Modsat alt andet i forestillingen hersker der en nærmest døsig udflydende ro i det totalt ternede scenografiske look. En helt igennem skotskternet Lotte Lings Greir i habit og stumpebukser dukker indledningsvis – efter en kort forestillingspræsentation, som er lovlig pædagogisk – til cirkusgøgleristisk båndmusik frem bag en tilsvarende ternet kulisse, der ligner en opslået bog. Med resolut tantetrissende gangart manøvrer hun ind på arenaen med sin trolley, der er akkurat lige så ternet.
Men fra det øjeblik Greir åbner munden, til hun en god halv times tid senere afslutter historien, er det lige før vi mister vejret, fordi ordene vælter ud af tanten i en lind strøm, hvor både vejrtrækning og pauser synes bandlyst.
Var historien dramaturgisk set i orden og blev den spillet med figurmæssig variation og præcision, ville vi måske holde vejret i optagethed og spænding. Men der går kuk i historien og skår i fornøjelsen, når historien halter, og iscenesættelsen ikke byder på gennemarbejdede figurer og overraskende scener.
Hvad med den sårede søster?
At lade historien handle om drengen Ib, der forsvinder helt væk fra en konstant knevrende og overkyssende tante tappet for jordforbindelse og situationsfornemmelse, er udmærket som billede på, hvad der sker, hvis man ikke har evnen til at sige fra. Ligesom det giver mening at indføje en Nixen Bixen-mand med speciale i at kunne sige fra på rette tid og sted.
Problemet opstår, fordi historien undervejs bliver abstrakt på en mystificerende måde, knækker i sin logik, og gør det vanskeligt for børnene at følge med i, hvilke figurer Greir spiller på de forskellige tidspunkter, og hvorfor de forholder sig til hinanden, som de gør.
Ikke mange af de små klasser, jeg så forestillingen sammen med, synes fx at være med på, at Ib skulle være hoppet ind i en usynlig historieæske, som Greir mimer, at hun tager ud af sin tomme kuffert og sætter på en imaginær hylde i baggrunden. Replikker som fx ‘Han er spærret inde i historien’ befordrede heller ikke forståelsen. Og de synes ikke det var specielt spændende, men nærmest snyd, at Greir som historiefortæller tog imaginære høretelefoner og fjernbetjening til hjælp.
At forestillingen også glemmer at fortælle, hvordan det går Ibs søster, der ligesom Ib kommer til skade, var der også et vakst barn, som spørgende kommenterede.
Tvivlsom flødeskumsfest
Drabelige hændelser bliver turbo-tjept iscenesat i en komisk happyending thriller. Ib, som ret pludseligt lærer at sige nej, løber ud af den usynlige historie og ind på sit værelse igen, fordi historien om, hvor vigtigt det er at sige nej, er blevet fortalt.
Og Nejno Nixen Bixen og tanten drager forelskede til flødeskumskagefest hos Ib. Men hvordan det hele lige hænger sammen, tvivler jeg på, at børn som flest får fat i.
Og helt vanskeligt blev det under den forestilling, jeg så, fordi forestillingen blev afbrudt flere gange undervejs af lærere og elever, som vadede ud og ind.
