Tør du at gå ind i mørket? Helt derind, hvor de grimme tanker og de svære følelser får frit løb. Det var der én, der ikke turde denne formiddag på Aprilfestival 2019, hvor Cantabile 2 har stillet op til forestillingen ’På mørkets bund’.
I det tætte mørke høres en tiltagende snøften og hulken i begyndelsen af forestillingen. Det er en skoleelev, som efter nogle minutter heldigvis bliver ledsaget ud af sin lærer.
Det er altså værd at bemærke, at forestillingen 'På mørkets bund' faktisk foregår delvist i totalt mørke og delvist i meget lav belysning. Det bør man nok forberede publikum på, for de to medvirkende, Siri Facchini Haff og Karolina Pietrzykowska, forholder sig ikke til den enkelte publikummers mørkeangst.
Er der en terapeut til stede?
Faktisk forholder de sig slet ikke til de følelsesmæssige reaktioner, som denne forestilling kan medføre hos sit publikum.
Der bliver skabt et rum, hvor nogle af de ’tunge ting’ kommer frem i lyset. Efterhånden høres den ene elev efter den anden snøfte et sted i mørket. Og denne gang er det ikke det fysiske mørke, der gør dem kede af det, men simpelthen at sidde og grave i følelser, der kan virke store og uforståelige.
En sten bliver sendt rundt iblandt publikum, og når vi får den i hånden, kan vi fortælle ud i mørket, hvornår vi har følt os udenfor, usikre og utilstrækkelige. Værsgo’ at bryde sammen.
Heldigvis er læreren som sagt årvågen nok til at føre sin mørkerædde elev ud, og tilsyneladende er der heller ikke nogen uhåndterbare følelsesudbrud iblandt børnene. Men hvis det en dag skulle opstå, er der intet, der tyder på, at de medvirkende ville være klar til at gribe nogen som helst.
Gør mørket lidt lysere
Sådan tænkte denne anmelder i den første halvdel af forestillingen. Men efterhånden som forestillingen nærmer sig slutningen, kan vi mærke, at det måske ikke er de to medvirkende, men i stedet selve forestillingen, der skal gribe sit publikum.
Som vi sidder dér og virkelig lader os opsluge af mørket, kan alting føles så tungt. Men forestillingen har et ceremonielt udtryk, der ved hjælp af stammedans, rituelt ansigtsmaling, bøn og en kasse med sten, løfter forestillingen op til et nærmest terapeutisk arbejdsrum.
Hvis vi nu antager, at en børnepsykolog har sagt god for forestillingens metode, så viser det sig faktisk at være en temmelig genial forestilling. For ’På mørkets bund’ lykkes med at gøre de uhåndgribelige følelser nemmere at forstå, og den lykkes med til sidst at gøre mørket lidt lysere.
Derudover virker forestillingen ganske udmærket som en interaktiv performance. Den er veliscenesat af Sandra Yi Sencindiver, og de medvirkende har en behagelig tilstedeværelse i det mørke rum. Vi skal ikke være bange for vores følelser, og det er måske pointen med Cantabile 2’s forestilling.
