Danseforestillinger for de helt små er meget ofte fyldt med blid- og blødhed. Nedtonede. De toner langsomt frem. Og de tager kontakt med blebørnepublikummet med stor varsomhed. MYKA har lavet flere af den slags. Fx ’Ocean’ og ’Natten’. I ’Untz Baby Untz’ er meget imidlertid anderledes, – men ikke alt.
Det nye er, at det er techno, som dans, musik og samværsform, son er i fokus. Måske og sandsynligvis er der mange i målgruppen, som ingen erfaringer har med techno. Modsat os voksne, som kender til det.
Enten i kliché-udgaven, hvor techno opfattes som buldrende hårde og monotome rytmer og et dansegulv proppet med mennesker, der på samme tid bevæger sig staccato i takt til musikken i et rum, der er badet i skarpt neonfarvet lys og blændende lysglimt fra roterende discokugler. Alt er i ét væk bastant trommeregn, skinger synthesizer-lyd og stødvis puls.
Eller i en anderledes nuanceret forståelse, hvor techno begribes som musik med mangeartede lyde og stemninger, som skaber mange forskellige dansemåder og atmosfærer i danserummet.
Fire velkendte trin
Holdet bag ’Untz Baby Untz’ kan åbenlyst lide og har forstand på disco. Og de ønsker med forestillingen at dele glæden med publikum i særdeleshed de alleryngste.
MYKA – og i øvrigt ganske mange andre producenter af forestillinger for de helt små – sætter oftest, sagt meget generaliserende, deres udtryk sammen i et forløb i følgende fire trin:
Allerførst introduceres de medfølgende voksne for det særlige ved forestillingens koncept (at det står alle frit for at forlade rummet undervejs og komme tilbage igen, at børnene er mere end velkommen til at interagere undervejs, og at forestillingen slutter af med, at alle inviteres op at danse med hinanden og de medvirkende).
Derpå sluses de små og deres medfølgende voksne ind i et typisk mere eller mindre lukket og huleagtigt scenerum, hvor forestillingen først leverer det forberedte, som altid har indbyggede direkte fysisk interaktive passager. Og så inviteres alle med til dans og udforskning af rummet.
Techno-sans
Titlen signalerer techno-puls og byder babyer og småbørn op til denne specielle form for dans. Og som værk har holdets koreograf, komponist, kostumedesigner og lysdesigner tilrettelagt præsentationen, udfoldelsen og meddeltagelsen i techno-festen meget nøje. Helheden er tydeligt designet ud fra en viden om, at techno er ukendt eller nyt land for mange af de yngste.
De små publikummer varmes klogeligt langsomt op. Til at høre musikkens egenart. Til at møde skiftende stærke farver. Til fysisk at fornemme technodansens rytmer og udtryk. Og til at blive budt op til dans.
I et rum, hvor halvtransparent stof udgør alle væggene, er der skabt enkle blikfang. Serpentiner i sølv hænger glinsende ned fra loftet et par steder. Små lysende lamper sidder tæt på række og skinner ned i rummet.
Og på et blankt gulv bevæger Andrea Deres og Ray Roa sig rundt på en abstrakt, men også meget babyagtige måde. Iført orange dragter med lange frynser kravler og slænger de to dansere sig blidt hen over gulvet, mens de laver hviske- og smaskelyde. I takt med at den stødvise rytme, som musikken har, varieres, og der bliver skruet op for volumen, begynder danserne at bevæge sig mere i stød.
I en dans, som mikser bounce, groove og noget, man kan kalde mere fri kropsenergi, øger de deres tempo og deres fysiske bevægelsesrum. De veksler mellem at bevæge sig liggende, halvt oprejste og stående. De danser i kontakt med hinanden. Og de begynder at henvende sig til børnene. Med blikke. Og ved fx at holde et sølvpaillet-tæppe som et fælles huletag, hen over flere publikummer af gangen.
Lyset forvandler sig også. Roterende lysfiltre panorerer neongrønne geometriske og kridhvide runde mønstre hen over gulv og vægge. Projektører lyser i kraftige farver – rød og lilla. De to dansere finder noget rundt orange frem. Noget, som de overraskelsesfyldt slår ud, så det bliver til paraplystore hatte, som de tager på og danser med. Og tilslut inviteres alle – som nævnt – op at danse med.
Styrke og skrøbelighed
Det er dejligt forfriskende, at MYKA har mod til at udfordre det unge publikum med udtryk, som har en anden rytme og voldsomhed end de sædvanligvis afdæmpede og mere trygge. Om det var fordi, jeg oplevede ’Untz Baby Untz’ en eftermiddagstime (fra 15.30-16.15), hvor trætheden melder sig for de små; om det var fordi, der kun var få i aldersgruppen tilstede – eller om det har noget at gøre med valget af techno, konceptet eller udførelsen, kan jeg ikke rigtigt lure. Men fakta var, at de små ikke rigtigt lod sig engagere og drage med i universet.
Skal jeg komme med et bud, tror jeg, det har med alle tingene at gøre. Det giver mening og er en god ide, gradvist at fylde på med techno i såvel farver, lyd og bevægelser. Men alligevel virker konceptet nogle steder lidt tyndt.
My Grönholdt er en begavet og habil koreograf og Andrea Deres og Ray Roa er dygtige og publikums-opmærksomme dansere. Men undervejs var det som om de ikke havde nok koreografisk spændende at byde på og ikke kunne finde frem til en måde at få etableret kontakt til publikum.
Sandsynligvis vil forestillingen fungere, måske endda blomstre, under andre omstændigheder. Det er den slags scenekunstneriske udtryks store styrke og skrøbelighed.
