Der er vildt i Thy – og meget smukt. Måske derfor hedder Limfjordsteatrets første Thy-producerede forestilling ’Vild’. Pointen i forestillingen er i hvert fald, at mange mennesker føler sig vilde – og at især børn tit kaldes for ’vilde’ som noget negativt. Så forestillingen undersøger, hvad det egentlig vil sige at være ’vild’.
Idéen er sympatisk. Samtidig passer den ind i den trend, der i øjeblikket inddrager naturen som del af tidens vigtigste fortælling i scenekunsten.
Det er instruktøren Steen Nedergaard Haugesen, der som kunstnerisk ansvarlig af Limfjordsteatrets nye afdeling i Thy står bag forestillingen. Han har skabt det iltre, men også ret strittende manuskript sammen med resten af holdet på forestillingen.
’Dengang jeg var barn, var jeg faktisk ret vild’, lyder en af de første replikker – og så er forestillingen i gang…
Børnene griner højlydt med, når performerne derefter begynder med at undersøge, hvad der sker, hvis man sætter ordet ’vildt’ foran andre ord. Som i f.eks. ’vildt fjollet’, ’vildt skør’ og ’vildt glad’. På den måde udvikler forestillingen sig underholdende som en abstrakt leg med ord.
Munter trio
Performerne udgør en munter trio. Skuespilleren Asger Kjær er den mest larmende på scenen, og han kommer hele tiden til at lave ballade med sin høje, ekspressive krop. Som han selv siger det: ’Typisk! Det ender med skældud, og det er mig, der får det – hver gang’.
Danseren Stisa Søgaard har masser af energi i sine hoppende ben. Hun forsøger at styre slagets gang, og hun har en god præcision i sine bevægelser. Samtidig kan hun slet ikke lade være med at fortælle om underlige ting, hun har oplevet, når hun som barn lå og ikke kunne sove – og var bange for tanken om at gå ud i mørket alene…
Musikeren Jimmy Nyborg spiller sjovt rollen som ham, der gerne vil lege med de andre, men som også altid lige tillader sig at træde ud af handlingen for at spille et lækkert nummer – eller fordi han er lækkersulten.
Sammen skaber de tre performere en jævnbyrdig ping-pong i rollen som venner med masser af legeglæde. Og de spiller dynamisk musik på en hel håndfuld af kække instrumenter fra keyboard til guitar.
Som fabeldyr
Scenografien af Klara Espersen består egentlig bare af nogle kasser. Tricket er, at fladerne bliver belyst med projektioner, der forandrer rummet fuldstændig, nærmest som det sker i vores fantasi. Så det er her, at den store, mørke skov pludselig toner frem – gennem flotte billeder af træers grene og kviste set i silhuetter op mod en hvid himmel.
Kostumerne består af traditionelle skjorter og bukser i brune og mørkegule naturnuancer til mændene og en matchende kæk bluse og nederdel til kvinden, i hvert fald så længe performerne spiller sig selv ved navn. Men da forestillingen pludselig glider ind i en drømmeverden, optræder der også tre skikkelser i fantasifulde kæmpekostumer, der nærmest ligner fabeldyr eller drømmevæsner.
Bare for sjov
Dramaturgisk set har forestillingen mange løse ender, for den punkterer sin egen historie igen og igen. Men der opstår også en konsekvent stilisering, der virkelig giver mening. Ikke mindst i de groteske replikker, hvor performerne prøver at overgå hinanden i overdrivelser. Som i dette replikskifte:
’Jeg har stået op en hel uge’, siger den ene.
’Jeg har ligget ned et halvt år’, svarer den anden. Tag den!
Forestillingen bliver dog ret højtråbende undervejs, og det gør ikke noget godt for forestillingen, der skal balancere mellem en barnlig nysgerrighed og en voksen ro. Desuden sker der ofte to handlinger på samme tid: En symbolsk handling med ting, der agerer dukker – oven i performernes eget spil. Det virker både distraherende og unødvendigt.
På et tidspunkt freaker en fortælling desuden ud i replikker om kraniesplat, der virker temmelig grotesk. ’Det var bare for sjov!‘ vil performerne nok indvende. Men det føles altså bizart. Ikke mindst midt i en beretning om at være modig.
Og det forbliver en gåde, hvorfor de tre figurer skal snakke så meget om Brasilien, når vi tilskuere faktisk er lige ved at tænde på historien om vildskaben derhjemme hos dem selv – på en ganske særlig bakke i det eksotiske Thy.
Kageteater
Under hele forestillingen udspiller der sig en parallelhandling, når performerne rører dej sammen til en kage – og bager den i en ovn på scenen. Det er sjovt, men det virker næsten hyperaktivt. Desuden får bagedysten på sin vis forestillingen til at minde mere om en god dag i SFO’en end om en uforglemmelig oplevelse af scenekunst.
Samlet set bliver forestillingen dog mest af alt et varmt møde med tre livsglade voksne, der tydeligvis indgyder tillid og glæde hos de 7-12 årige. Pointen om, at det er fint og naturligt at have vildskab i sine tanker og sin krop, skaber lettelse og smil under applausen – og såmænd også under den velduftende kageudskæring.
For ’Vild’ har en skøn energi – og en mærkbar nysgerrighed, der smitter.
