At blive stukket i armen med en nål, det kan man blive rigtigt, rigtigt bange for. Det må da alle kunne forstå! Og det hjælper ikke, at det hedder noget fint: At blive vaccineret. Pigen er bange, bange, bange!
Men Dukken, der så gerne vil være Pigens allerbedste dukke, forstår det ikke – hvad ved vel dukker om at være bange? Så Pigen har ingen at dele sin gru med, og Dukken bliver smidt hårdt i gulvet. Det giver et gib i det 3-6-årige publikum: Det kan man da ikke?
Stilhed opstår ikke bare, det skabes!
Der følger et laaaangt øjeblik af åndeløs spænding og stilhed. Hvad skal der ske? Åbne munde og store øjne hos publikum hele vejen rundt om den centrale spilleplads. Det er i sådant et øjeblik, at teatermagi opstår. Hvor teatret viser, at det kan så meget mere end tegnefilm og TV. Dukken begynder at tale! Og Pigens forundring bliver en umiddelbar oversættelse af publikums forbløffelse. Og godkendelse.
De to fremragende skuespillere og deres instruktør har skabt et univers, så enkelt, så enkelt – men det er rent trylleri. Denne anmelder bliver både glad og taknemmelig. Man føler sig tryg – man bliver taget hånd om og gelejdet videre gennem historien, for sådan ser verden ud, når man har gode vejvisere som giver en de rigtige briller på.
Og så kan historien begynde.
En lille historie – enkel, og godt fortalt
Dukken, der så gerne vil være Pigens allerbedste dukke, gør sit bedste i samtalen med Pigen og forstår lidt efter lidt noget fundamentalt: At hvis den skal være den allerbedste dukke, så skal den kunne forstå de følelser og tanker og kvaler, som Pigen kæmper med til bunds. Hvad vil det sige at være bange? At have ondt i maven af ængstelse? At ikke kunne sove for skræk og rædsel?
Det vil dukken selv erfare. Altså giver den sig ud på en længere rejse. Jeg kvier mig for at røbe for meget af historien, men dukken møder et charmerende gadekryds af en hund (som vakte jublende latter hos publikum), en yndig linedanser med mange farlige kunster, nattens uhyggelige mørke i skoven, og andre skumle ting. Men hunden bliver dens følgesvend, og månen lyser, så den ikke farer vild, og omsider finder den tilbage til det vindue, den sprang ud af – og til Pigen. Med ny erfaring og ny forståelse.
Søren Skjold har leveret en indlevet tekst og dertil – som instruktør – givet historien et poetisk og sjovt scenisk liv.
Henriette Rosenbeck og Henrik Steen Larsen tager fortællingen i strakt arm og lever og oplever den sammen med publikum. Anne-lis Skipper har skabt et rom fyldt af magi med de enkleste midler.
Kort sagt: en dejlig lille forestilling (35 minutter) og der er ingen løse ender til sidst!
