’Del Dit Lort! – en forestilling om bæredygtighed’. Tydeligere kan det vist ikke siges. Netop direktheden, det at lægge tingene åbent frem, er en af forcerne ved Bornholm Teaters forestilling.
I begyndelsen synes jeg, at det trak noget fra i oplevelsen, at man så kort efter start tydeligt aner, hvilket svar forestillingen vil give på emnet. Bæredygtighed er, at man kan dele sit lort på nye måder. At være noget for hinanden. At dele goderne. Og at bære det man kan. Det vises undervejs og det formuleres direkte tilslut. I den finale, der bekræfter at bæredygtighed starter ved os selv. I den måde hvorpå vi håndterer livet og hinanden.
Forestillingens credo er åbenhed og synlighed. I et og alt. I tekst, iscenesættelse og skuespil. Niels P. Munk har gennem flere år excelleret på samtlige fronter. I forestillingen her skal han have kredit for tekst og instruktion. Trin for trin pakker han temaet ud i en tekst, så fiktionen synes som taget direkte ud af virkeligheden. Og som iscenesætter er han tilsvarende direkte.
I en slags virkelighedens åbenhjertige 'nu skal I høre'-modus entrerer spillets to medvirkende, Anne Bærskog Hauger og Anne Katrine Andersen (herefter Anne og Katrine) scenen og fortæller om den idé, som teatrets leder Jens Boutrup har givet dem frie tøjler til at udforske. De vælter alle de rekvisitter, som de bruger undervejs, ud af en stor rød kuffert – igen intet slør. Og de kaster sig energisk ud i spillet som de to piger, der via deres forskellighed og handlinger sporer os ind på, at bæredygtighed er uløseligt knyttet til vores valg.
Facts og cases
Men vores valg hænger sammen med virkeligheden – med andre mennesker, forhold og fordeling af goder. Og her kommer de næste to fine ting ved forestillingen ind. Den skildrer uligheder og paradokser i virkelighedskonkrete episoder. Og publikum, som sidder i tændt lys i en rundkreds rundt om spillet, bliver draget med ind i spillet.
Anne og Katrine flyver (siddende på kufferten) til destinationer verden over for at udforske og hjælpe bæredygtighed på vej. De deltager fx som frivillige i en hjælpeorganisations vandforsyningsprojekt i Nepal. De flyver til Kina, hvor nobelfredspriste folk fængsles. Og de lander i Kenya, hvor børn dør af sult, sygdom og underernæring.
Ligesom en blandt publikum i starten blev bedt om at holde en A4-lomme med et foto af Jens Boutrup op, deler spillerne billeder rundt af de mennesker, de har at gøre med på deres rejse. Fremtrædende skikkelser og menigmand. Det skaber nærhed. Især billederne af de døende børn i Afrika gør indtryk, når de sammenstilles med Anne, som redder sit liv ved at rejse til velstandslandet Danmark, da hun får en infektion, man dør af i Afrika. Historien om nepaleseren Jaya, som Anne og Katrine forærer penge til uddannelse i Danmark, rammer også plet, når vi hører, at hun bruger pengene på en øjenoperation til sin far, der ellers ville være blevet blind.
Ved at spinde facts og cases om overforbrug, klima- og naturkatastrofer, CO2-udslip og hungersnød m.m. sammen med relationerne mellem de to piger kommer stykket frem til sin pointe. Den pointe vi nok vidste ville komme.
Men heldigvis berører og maner spillet til eftertanke. Bæredygtighedstemaet forstærkes i kraft af fiktionens flet (som endda som en lille krølle 'fucker op' i starten ved at spillerne begynder at spille en scene som hører til langt inde i stykket). På grund af de to skuespilleres nærværende og naturlige spil. Og som følge af Nils P. Munks ligefremme iscenesættelse.
