Holdet bag 'ByeBye Baby' vil os noget. Det er man ikke i tvivl om. Men hvad det er, de vil – ikke mindst i forhold til en målgruppe fra 9 år – er noget mere tvivlsomt. Forestillingen kaldes en poetisk collage og handler angiveligt om det at miste som et livsvilkår. Samtidig skal publikum opleve, at der altid er håb.
Så meget for intentionerne, der kun kan vække sympati. Det forholder sig noget anderledes med resultatet.
Christian Maglenfeldt og Michelle Elmhøj Pedersen præsenterer sig som henholdsvis skuespiller og sanger/performer. I forestillingen er det ét fedt. Der opleves de begge som udprægede performere, der agerer, men ikke spiller roller. Individuelt og i samspillet skaber de forestillingens udtryk med krop og lyd på et tæppe af musik, som bassisten Peter Skibsted ruller ud. Hans solide indsats gør musikken til det mest interessante i TeaterSignaturs performance eksperiment
De to performere er glade for at optræde. Som den mandlige part virker Maglenfeldt også meget glad for sig selv, og han er da også imponerende mobil og veltrænet i sin hvide trikot med geometriske mønstre. Michelle Elmhøj Pedersen er i sort med tilsvarende mønstre, der visuelt tager sig flot ud mod et lækkert dybrødt gulv. Men ingen af dem har en kunstnerisk udtrykskraft, der kan fylde rummet.
Badutspring og forvredne sange
Det er flot, at Christian Maglenfeldt kan gå ned i en stram ret vinkel og blive stående. Men det er noget af et postulat, at et barn kan opleve det som et følelsesmæssigt dækkende udtryk for deres egne savn og håb.
Michelle Elmhøj Pedersen er forestillingens komponis. En rolle, som hun udfylder betydeligt bedre end sin optræden på scenen. Hendes himmelhøje skrålesang har ubetinget chokeffek. Men synger hun af sorg, smerte eller glæde, det er umuligt at gennemskue. Det er sang blottet for udtryk, som hverken gør noget godt for forestillingen eller for ørerne.
Men pyt med badutspring og forvredne sange. Pyt med zapperiet fra det ene ultrakorte situationsspil til næste, hvis det samles til et scenisk udsagn, der udtrykker følelser og fortællinger. Det gør det så langt fra.
Teksterne, og dem er der en del af, er korte og løsrevne fra enhver dramtisk sammenhæng. De jappes af sted, som om de medvirkende ikke selv ved hvorfor. Det er ikke sindsoprivende at opleve oplæsning fra en af Gyldendals røde ordbøger, som i øvrigt næppe er genkendelige for nutidens skolebørn. Det er derimod ulideligt studentikost og umorsomt og et af alt for mange steder, hvor 'ByeBye Baby' rammer helt ved siden af sin målgruppe.
Til gengæld er det både originalt og skægt, når forestillingen spinder en ende over tabet af elektricitet. Hvad vil vi stille op, hvis det skulle ske. Vil det moderne menneske overhovedet kunne overleve uden elektricitet?
Et spændende emne, som kunne have dannet basis for en hel og mere fokuseret forestilling. Som det er nu, er de to performeres entusiastiske energi og musikken forestillingens eneste styrke. Dens store svaghed er, at de kan for lidt, så form og indhold stritter i alle retninger.
