Teater med trælegetøj er en variant, Jytte Abildstrøms Teater synes at have specialiseret sig i. Enkle trædukker i klare farver – ofte kan de vendes og drejes, klappes ud og foldes ind, og dermed blive til noget andet. Fabulerende, firkantede, udskårne trædukker af den svenske scenograf Enid Björklund efter noget, der ligner et byggeklods-princip i langt over ti forskellige eventyr- og myte-forestillinger for de mindre aldersgrupper. Og åbenbart populære, siden genren har været på repertoiret de sidste tyve år, løbende suppleret op med nye historier, fortalt med den samme type trædukker og i samme enkle udformning med en scenografisk konstruktion og en enlig spiller, Erik Olsen, der klarer det hele.
Man kan vel ikke tale om metaltræthed, men måske nok om træ-træthed i det kunstneriske udtryk. Også selv om Erik Olsen virker fortsat vældig oplagt i fremlæggelsen af denne seneste historie om et drabeligt uhyre, der kræver en ung jomfru for at blive tilfreds, garneret med en prinsesse, en fattig familiefader, nogle manglende sko, og en flok unge mænd, der drager af sted for at slå uhyret ihjel og redde prinsessen.
Historien fortælles og spilles omkring en slags klap-ud-træ, hvor grønne og røde gardiner fungerer som let abstrakte tæpper og afskærmninger.
Det bliver aldrig helt klart eller logisk, hvornår eller hvorfor disse gardiner skal foldes op over de små afsatser eller trækkes fra igen, lige som udførelsen af træ-konstruktionen ikke virker specielt meddigtende, men mere synes at fungere som en slags abstrakt rampe for forestillingen.
Energisk dukkeføring
Undervejs får vi en del digressioner fra kernehistorien, der fortælles i en slags arkaisk, let underfundigt sprog i klassisk Riddersals-stil med filuragtige vendinger og pudsige ordstillinger, mens dukke efter dukke gør sin entre på de forskellige etager i det scenografiske træ. Ud klapper både grenene og dukkerne, og ind igen, som det nu passer til historien om uhyret, der sluger små tapre krigere og bagefter forvandler dem til besynderlige dyr. Klap, klap, så er manden blevet til en ko! Til sidst er uhyret borte, prinsessen befriet og de forvandlede mennesker tryllet tilbage til deres egen skikkelse igen.
Trods nydeligt klaverakkompagnement og Erik Olsens energiske dukkeføring og gode fortællestil fornemmede jeg alligevel en vis distance med de røde og grønne gardiner og det abstrakte scenebillede i en forestilling, der på overfladen gerne ville være let tilgængelig for sit publikum, men som samtidig tilsyneladende havde ambitioner om at løfte sig op over den ligefremme fortællestil og derved fremtræde avanceret i sin stilisering.
Fornemmelsen er muligvis helt forkert, set med teatrets øjne, men resultatet virkede under alle omstændigheder en anelse tørt på mig. Jeg manglede noget ægte saft og kraft, noget vildskab, noget knap så pædagogisk og konstrueret. Og måske ikke mindst noget teater, hvor det var mere indlysende, at forestillingens dukker og visuelle indpakning så ud, præcis som de gjorde af hensyn til historien – i stedet for, som her, at ’Helten og Filuren’ blot lignede det seneste skud i en lang række af byggeklods-forestillinger, skabt ud fra de præcis samme scenografiske og fortællemæssige grundprincipper.
