Passepartout Theatre Productions udviser en vidunderlig æstetisk beskedenhed. Ikke noget med avanceret udstyr hos dette internationale dukketeater. Næh, når Jacques S. Matthiessen bare får lov til at lave teater sammen med en badesvamp og en tandbørste, så sker der mirakler. Og det er skønt at opleve, hvordan han med de mindste objekter kan skabe den største kærlighedshistorie.
I ’To BE’ skildrer han samtidig den mest aktuelle kærlighedshistorie globalt set lige nu: Nemlig historien om to mennesker, som forelsker sig i hinanden, men som ikke må få hinanden, fordi de kommer fra forskellige kulturer. Derfor må de flygte fra deres land – og forsøge at få asyl et andet sted…
En fjern mundharmonika
’To BE’ er en uimodståelig forelskelseshistorie. Når den yndige badesvamp med nydelig elastik i taljen møder den maskuline tandbørste til en fest, opstår der i hvert fald en hed forelskelse.
Deres rørende kærlighedshistorie udvikler sig hurtigt til skægge lyde og eksotiske rytmer – og til skønne strejf af melodistumper fra en fjern mundharmonika eller en kontrabas et sted.
Og mens tandbørsten plukker en særlig smuk blomst til sin kærestes hår, står månen op…
Flygtningebåd af avispapir
For børnene er det altså den perfekte kærlighedsidyl, der er etableret, da krisen indtræffer, og krænkelserne begynder. Da parret må flygte ud af landet og forsøge at passere en grænsestation, ser det dog ret sort ud. Ikke mindst fordi grænsevagten er en barsk blyantsdukke – og bommen er en lineal, der kun accepterer at vippe op og ned mellem to korkpropper på kommendo.
Alligevel klarer flygtningeparret alt dette. Og da de endelig når ud til havet, klatrer de op i en farlig båd foldet af avispapir…
På denne enkle måde får Passepartout Theatre Productions skabt en forestilling over den flygtningestrøm, der er et af verdens mest presserende problemer lige nu. Forenklet og formidlet, så også de 6-årige kan forstå, hvad der er dilemmaerne ved at flygte.
Det er godt gået. Og forestillingen har en fin dramaturgisk opbygning, så performeren nærmest får fortællingen til at opstå af sig selv gennem de opfindsomme, små objekter.
For meget FN
På en videoskærm bag performeren bliver der samtidig projiceret små ’tegnsprogstegn’ for de ting, der sker i forestillingen – tegn for ’at være’ og ’mødes’ og ’hjem’.
Forestillingen har tydeligvis en etisk agenda. Den handler om Menneskerettighederne – det er indlysende. Men man mærker, at det ikke bare er menneskerettigheder i daglig tale, der her er på spil, men FN’s konkrete formuleringer fra 1948.
Det gør det hele ret firkantet. Når forestillingen ikke bare fortæller kærlighedshistorien, men tvinger ekstra sidehistorier med for at kunne proppe begreber som ’samlebånd’ og ’ligeløn’ ind i skolestarternes bevidsthed, bliver det lovlig manifestagtigt. Og det tager altså noget af poesien fra forestillingen.
Men selve flugthistorien og kærlighedsfortællingen har det fint. Med den yndigste stribe af nuttede svampetandbørstebørn. Og med badesvampemor med blomst i håret.
