Skyggespil i papirteaterversion er et velegnet format til formidling af H.C. Andersens eventyr 'Nattergalen' om den vidunderligt syngende nattergal. Det har Svanens dukketeater næse for. Øjet får lov at dvæle ved en række små skiftende sort-hvide billedcollager, som illuderer eventyret om den lille uanselige og vidunderligt syngende nattergal i bunden af kejserens have.
Patricie Homolová skifter rutineret scenebilleder bag den bogreol, indenfor hvis lille åbne firkant skyggespillet finder sted. Det har i sig selv en udmærket effekt, at spillet indrammes af en bogreol fyldt med store gamle guldprægede eventyrbøger.
Et eventyr – mange eventyr
Indledningsvist, umiddelbart efter at en lille gong-gong har lydt og der er kommet lys i lampeskærmen i scenens ene side ved en stol og et lille bord, træder Kim Westi ind og tager en tyk bog ud af reolen og vipper den øverste del af reolen ned, så rammen for skyggespillet kommer til syne.
Så sætter han sig på stolen og slår op i bogen, som han har lagt på bordet, klar til at fortælle. Han ser opmærksomt ud på publikum, mens han fortæller og skæver undervejs over mod rammen, hvor Homolovás skyggespil-billeder illustrerer handlingsgangen.
At han tager bogen fra en fyldt reol, skaber en fin, underliggende association af, at 'Nattergalen' blot er et af mange eventyr. Kim Westi skaber tryghed og tillid. Han er mild i mælet, trind i kroppen og glad i blikket. Roligt men også med energi i stemmen, som er velartikuleret, formidler han den gamle eventyrdigters eventyr.
Stemningsbefordrende ord og sprogklange
Mange af nutidens teaterversioner af 'Nattergalen' er moderniseret. Gjort nutidsaktuelt i sproget. Syntaksen er ændret. Ord skiftet ud. Nye ting er tilføjet og oprindelige taget væk.
Men ikke hos Svanen. Her laves intet om. Man er tro mod originalen. Westi leverer eventyret, som det står skrevet i H.C. Andersens samlede eventyr. Med de sproglige vendinger og den syntaks som hørte datiden til. Og med alle de spidsfindigheder og detaljer H. C. Andersen har med.
Der er ingen ord, som er svære eller umulige at forstå for målgruppen. Måske ord, som de ikke har hørt før. Men ud fra sammenhængen er der ingen tvivl om, hvad der sker eller bliver sagt.
Til gengæld mener jeg, at teksten i al fald tendentielt gør et større indtryk end hvis den havde været på nutidsdansk. Når helheden er så klar, som den er her, skaber det nogle huller til eftertanke og nogle nye og befordrende stemninger at høre et sprog fra en verden, som var engang.
Ved at holde fast i originalteksten opnår Svanen den kvalitet, at vi kommer til at tænke tilbage i tiden – til et Kina med skrøbeligt porcelæn, klingende sølvklokker, tjenestevillige kavalerer og en slotspark, hvor en lille nattergal i skoven ved den dybe sø er kendt af fattige fiskere og kokkepiger. Samtidig med at eventyrets almengyldige budskaber – om frihed, taknemmelighed, lyttende hjerter og livgivende sang fra nattergale-næb træder tydeligt frem.
Humoristisk trappe og livgivende skelet
Patricie Homolová har designet skyggespillets figurer, som kigger man på en stribe gækkebreve af den gamle danske digter. Samtidig fører det tanken østpå. Til gamle kinesiske malerier og figurer. Her er mestendels store rum med filigran-detaljerede skikkelser og møblementer. Kejserens gemakker med tronstol og guldpind til Nattergalen. Udendørsområder med forgrenede trækroner og søen, hvor nattergalen sidder og vipper med halen.
Ligesom Wisti lægger mere humor ind i fortællingen, der hvor det halve hof med hofjunkerne i spidsen tror at først koen er nattergalen og derefter frøen, så annullerer Homolová alle detaljer og viser udelukkende en lang, stejl trappe på det sted i eventyret, hvor hoffet får at vide, at de alle sammen bliver dunket på maven, hvis de ikke inden næste morgen har fundet nattergalen og bragt den til kejseren.
Mod slutningen, når kejseren ligger syg i sin seng og urværket i den mekaniske, prydgenstands-nattergal, som kejseren har fået af Japans kejser er gået endeligt itu, dukker et skelet op som billede på døden.
Den forviste, naturlige nattergal vender tilbage. Den gør stort indtryk på døden, som får hjemlængsel og forsvinder igen, samtidig med at kejseren får fornyede kræfter. Det giver plads til at nattergalen kan sige til kejseren, at han ikke behøver at undskylde, at han har bortvist den: ”Jeg har fået tårer af dig. Det er de juveler, som gør et sangerhjerte stærkt”.
Svanens 'Nattergalen' revolutionerer ikke med nyskabt, stor teaterkunst. Men forestillingen åbner med lune og sans for at formidle originalfortællingen, et hjertevarmt og tankevækkende eventyr.
