Af: Kirsten Dahl

18. december 2021

Sympatisk forestilling med scenisk vanskelig tekst

Teaterhuset Filurens adventsforestilling er en sympatisk fortælling om en syrisk drengs håb om at blive genforenet med sig mor. At teksten primært består af fortællepassager vanskeliggør skabelsen af en interessant teaterforestilling, men Daniel Bevensee formår heldigvis at løfte forestillingen med sit skuespil.

Drengen Ahmed forstår tingenes tilstand med sit hoved, men i kroppen har han et stort tomt hul på størrelse med sin mor. Ahmeds far kalder det savn. 

Ahmed savner sin mor, som måtte blive i Syrien, da Ahmed flygtede til Danmark sammen med sin far, dengang der udbrød krig i landet. Moren kunne ikke tage med af flere årsager. Hun blev blandt andet i Syrien for at passe sin gamle syge mor. 

Den fjerde adventskalenderforestilling på Filuren spiller under overskriften ’håb’. Længe syntes den lige så vel at handle om ’savn’, som var overskriften på den anden adventskalenderforestilling. Den første og tredje havde henholdsvis overskriften ’nærvær’ og ’omsorg’. 

Kvaliteten af de tre foregående skal være usagt her. Om den afsluttende kan man sige, at historien er meget let begribelig. Til tider næsten for udpenslet og i en fortællestil, der trækker tingene lidt i langdrag – fx fortællingen om dengang Ahmed som lille i befippelse proppede sin mormors gebis i munden, fordi moren, der sov til middag lettede på det ene øjenlåg akkurat på det tidspunkt, hvor Ahmed legede med mormorens gebis. 

Den fortælling virker en kende malplaceret, eller som en, der skal fylde tiden ud. 

Som noget velfungerende er Ahmeds håb puttet ind i en ramme – en ramme, hvor Ahmed ser på stjerner i en stjernekikkert sammen med sin far, der forklarer sin dreng mange fine ting om stjernerne. De kalder det at hente stjerner ned. 

Faren siger fx til Ahmed, at det er de samme stjerner man ser uanset hvor på jorden man befinder sig. En information Ahmed kan bruge til at forestille sig, at hans mor og mormor sidder i Syrien og ser på stjerner samtidig med at han ser på dem sammen med sin far i Danmark. På den vis er de i en slags kontakt. 

Et kækt kikkert-greb

Det virker også fint, at forestillingen slutter med, at Ahmed i julegave ønsker sig en ”menneskekikkert” – en kikkert, som man kan hente mennesker ned med. Og her tænker Ahmed selvfølgelig på sin mor. 

Dalsgaard har tillige fået flettet flere forskellige dimensioner ind, som man måske ikke umiddelbart ville tro muligt. 

Fx gør historien det klart, at der er forskel på savn. Da Linea, som er en af de voksne i Børnenes Hus (som man vist skal opfatte som den institution eller fritidsordning, som Ahmed går på) en periode på fire måneder er sygemeldt, længes Ahmed efter hende. 

Linea er ramt af stress og det beskrives meget konkret. Fx hører vi, at hun, da hun vender tilbage, kun er i Børnenes Hus tirsdag og torsdag. Og at hun laver ting men Ahmed som går meget langsomt. Det er lige noget der passer Ahmed. For han er ikke – som mange af de andre børn – lynhurtig til tingene. Fx tager det ham lang tid at binde sine snørebånd. 

Fløjtespil og alfestemning

I Morten Kamuk Andersens landskab af et kuperet og drømmebølget skakbræt bevæger skuespiller Daniel Bevensee sig flittigt rundt, mens komponist og musiker Johanne Buus Andersen mestendels befinder sig i scenens ene side. Her spiller hun på tværfløjte og rytmeinstrumenter. 

Indimellem og kortvarigt går hun i dialog med Bevensee. Det mest interessante er imidlertid den karakter af alf eller spejling af den savnede mor, som man kan opleve i den måde, Andersen er iscenesat. 

Svær at iscenesætte

Bevensee optræder mestendels som fortæller. Sådan er teksten udformet. Det gør forestillingen lidt træg, og det må have været noget af en udfordring for Isabelle Reynaud som forestillingens instruktør.

For at skabe liv har hun eksempelvis bedt Bevensee om at markere afstanden fra Syrien til Danmark på den måde, at han taler meget højt – nærmest råber, når han er løbet helt op på scenografiens top i baggrunden og så skrue ned for sin stemmes volumen, når han løber ned mod publikum.

Helt fremme på forscenen hvisker han nærmest. Det fungerer med en vis effekt og er overraskende første gang det sker. Men mister effekt ved de mange gentagelser. 

Skuespillet løfter 

Frederik Dahl Hougs sætter som lys- og videodesigner visuel kolorit på udtrykket med roterende flettede julehjerter og risengrød i skåle, der drejer rundt på bagvæggen. Og han lader moren tone frem som en dansende skikkelse. Lyset og tørklædet, hun har om hovedet, skaber sammen med musikledsagelsen en arabisk stemning. 

Allermest er det nu Daniel Bevensee, der løfter oplevelsen ved med en livfuld og opmærksom optræden at puste maksimal energi ind i en iscenesættelse, som ofte – givetvis grundet tekstens meget fortællende karakter – bliver ret stillestående og fattig på scenisk dynamik. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.
En venlig teaterversion
Teater Next:
'Peter Kanin'
Teater Next byder med ’Peter Kanin’ på endnu en forestilling, der tager afsæt i kendt børneunderholdning, og det er blevet til en smuk og vellydende forestilling med enkelte mangler under overfladen.
En forrygende ventetid
HumanLab:
'Terminus'
’Terminus’ er et medrivende snapshot af et samfund, der er kørt af (tog)sporet.
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.
En venlig teaterversion
Teater Next:
'Peter Kanin'
Teater Next byder med ’Peter Kanin’ på endnu en forestilling, der tager afsæt i kendt børneunderholdning, og det er blevet til en smuk og vellydende forestilling med enkelte mangler under overfladen.
En forrygende ventetid
HumanLab:
'Terminus'
’Terminus’ er et medrivende snapshot af et samfund, der er kørt af (tog)sporet.