Af: Anne Middelboe Christensen

29. september 2022

Svinehundens dansende triumf

Uppercut Danseteaters ’Plejer er død – KALINKA’ er frygtindgydende manipulationsdans til lyden af russisk stemmeret. Imponerende fysisk og lige til grænsen af det mulige

Hvem lader sig netop nu inspirere til at skabe dans ved at lytte til Ruslands mest berømte folkesang? Det gør Uppercut Danseteater. Selvfølgelig. Resultatet er ’Plejer er død – KALINKA’, der er den sidste del af trilogien, der indledtes med svinehundsforestillingen ’SAMBA’ og dødsritualforestillingen ’LIMBO’.

Og ’KALINKA’ er blevet årets stærkeste danseforestilling: En truende voldelig og imponerende fysisk magtkampforestilling. Med alle kropsudtryk lige fra breakdance til moderne dans, klatreteknikker og alverdens slags kampsport.

’Kalinka’ er bogstaveligt talt skabt over den russiske folkesang ’Kalinka, kalinka…’ Omkvædet strømmer tilskueren i møde ude i Dansekapellet på Bispebjerg. Men først efter, at tilskueren har fulgt forestillingens særlige indgangsrute og aflagt besøg i en stemmeboks, hvor fremtidens kropstype er på valg: Den nølende, den ivrige, den mismodige, den energiske – eller bare den mest truende?

Dans hos Uppercut Danseteater er nemlig ikke bare for sjov. Dans er sanseudtryk. Dans er satire. Dans er ritual. Og dans er dødelig alvor.

Rød og sort

’KALINKA’ er endnu en triumf for koreografen Stephanie Thomasen og hendes medskabende dansere. Forestillingen er sprudlende original, og alt foregår i turbofart. Scenebillederne er voldsomme og fyldt med stærke kontraster – konsekvent i farvekontrasten mellem sort og rød.

Musikken er inciterende og besnærende populistisk, prydet med overraskende finesser. Og danserne er intet mindre end fabelagtige: Dedikerede, kraftfulde, smidige, fandenivoldske – og med en kompromisløshed i deres afsæt, så alle deres sære spring og angreb på hinanden virker mindst lige så fysisk farlige, som de formodentlig også er.  

’Kalinka’ er en danseforestilling om magt. Om medløben og voldsmagt – og om den umulige position, som magthaveren ofte ender med at placere sig selv i. Med forholdene i Rusland og Ukraine som tikkende aktuel reference.

Konkret er ’KALINKA’ en danseforestilling for fem dansere med hver stemmeboks som hjemsted. Scenografen Johan Kølkjær har skabt en enkel rød-sort verden som en klart aflæselig parodi på fascismens fjendedyrkende verdensbillede.

Over danserne hænger en kæmpe lysekrone besat med små staldlamper – en degenereret, aristokratisk prydlampe med emmer af fortidens elegance, men som nu fungerer som overvågningsudstyr og muligt selvmordsredskab i samme ophængning. Enkelt og makabert.

Det flotte og nærmest natklublokkende lysdesign af Peter Bodholdt Løkke styrker lysekronens symbolske dobbelthed i rummet, og samtidig skaber løsrevne lyskegler deres egne rum af isolation og ensomhed undervejs. Og dramaturgen Betina Rex har tilsvarende skærpet forestillingens dramaturgi, ikke mindst så bruddene mellem de uforudsigelige scener er præget af en uforklarlig, tvungen dynamik. 

Krølle på halen

I stemmeboksindledningen i ’KALINKA’ står vi tilskuere under rækker af små staldlamper. De ligner varmelamper til smågrise, og de sender rødt lys ned over os, mens vi står og venter på at komme ind i den verden, vi lige har stemt om.

Samtidig bevæger danserne sig én efter én ind i det sorte rum på dets røde gulvbaner iført sorte jakkesæt. Når de vender sig om, stritter deres haler ud under jakken. Hov! Jo, den er god nok. De har alle fem grisehaler med krølle på halen – påmonteret solidt og industrielt på den menneskelige krop. 

Så lyder de tre kendte taktslag i musikken: ’Kalinka, kalinka…’ På mundklaver, på trommer og med alverdens instrumenter i nærheden – og så brager musikken gennem rummet. Komponisten og musikeren Alexander Skjold har skabt et hav af varianter over Kalinka-temaet – begavet og varieret, så sangens indbyggede tempoacceleration uundgåeligt bliver en del af musikkens dynamik.

Alexander Skjold er et vildt fænomen i dansk dans. Han er både danser og musiker, og her er det forrygende at se, hvordan han med en mikrofon og en bordplade som instrumenter – tilsat lyden sit eget åndedrag eller dansernes brystkasser – kan skabe en musikalsk solo, der er så frisk og nuanceret, som om den var improviseret på stedet. 

Uforglemmeligt headspin

Den stærke danser Linn Fletcher spurter omkring som stuntkvinde og kommer i klammeri med de andre dansere – med hurtige og voldelige bevægelser. Den frygtløse Adam Tocuyo hamrer sit hoved mod stemmeboksen i bizarre hak, inden han maser stemmeurnens røde spand ned over hovedet – og danser blindet videre. Den lynhurtige og splitsmidige Giorgia Reitani klamrer sig til stemmeboksens sider og kæmper sig op ad de flade sider mod lyset, uanset hvor meget de andre forsøger at holde hende nede.

Og den uovervindelige Mark Philip banker de andre på plads, én efter én, hvorefter han klynger sig selv op i magtens overvågningsposition – befriet for enhver medmenneskelig svaghed, men også befriet for enhver livsgejst. Da han uventet afslutter sine halsbrækkende, akrobatiske spring med et uforglemmeligt headspin, der spidder mandens kranium ned i jorden i lodret totalperfektion, bryder publikum ud i overrumplende bifald. Det kan næppe gøre smukkere. Eller mere bedrøveligt.

Men danser disse dygtige dansere virkelig svin? Eller danser de faktisk dig og mig? Det får vi ikke svar på i Stephanie Thomasens ækle verdensbillede. Men hendes vulkaniske koreografiske skaberkraft er umiskendelig og tilsyneladende grænseløs. Hun behøver tilsyneladende aldrig at gentage sig selv; hun opfinder bare noget nyt i stedet.

De utrættelige Uppercut-dansere rammer tidens skam og frygt i hendes bevægelser med kvalmeskabende præcision.

Hvor ’SAMBA’ skabte et ulækkert svineunivers, og ’LIMBO’ en hvidklistret dødskamp, så formår ’KALINKA’ at fuldende trilogien med en verden som én stor, musikalsk styrkekamp. Som en valgkamp om retten til at myrde først. Som en krig mellem svin. Gerne i magtens besværgende cirkelkraft.

’KALINKA’ er endnu en overrumplende Uppercut-forestilling, der forhåbentlig vil få international bevågenhed. Dramaturgisk set er ’KALINKA’s’ svaghed, at den har svært ved at slutte. At der efter den egentlige slutning kommer endnu én – og endnu én. Men måske er det bare sådan, det må være. Det virker nærmest, som om denne krigsdans først vil kunne få sin definitive slutning, når Putin har danset sin sidste dans.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.
Hyggeonkeloptræden
Ishøj Teater:
'Fødselsdagsbamsen'
Ishøj Teaters ’Fødselsdagsbamsen for de 1,5-3-årige er en halv times tynd fortælling holdt kørende af publikumsinddragende fællessange på bløde melodier og med fysiske fagter.
Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.
Hyggeonkeloptræden
Ishøj Teater:
'Fødselsdagsbamsen'
Ishøj Teaters ’Fødselsdagsbamsen for de 1,5-3-årige er en halv times tynd fortælling holdt kørende af publikumsinddragende fællessange på bløde melodier og med fysiske fagter.