And og ælling, mor og barn – vi ser begge dele på én og samme gang, og det er det som er så fascinerende ved Teater Refleksions helt ordløse animationsteaterforestilling ‘Den grimme ælling’.
Indledningsvist nyder vi det, når mor-and i en blanding af menneskelige bevægelser og svømmefodstrin nærmer sig det store æg, som ligger og skinner i lyset foran os.
Der er både humor og menneskelig psykologi på spil når den herligt skumgummiagtige, vraltende fuglekrop nærmer sig ægget og i en blanding af nysgerrig tilnærmende omsorg og fremmedangst afvisning omsider får placeret sin rugende mave hen over det æg, der på grund af sin størrelse sætter mor-ands krop i sjove slingrende bevægelser. Og når ægget klækker og den grimme ælling kommer til syne begynder den musikledsagede og helt igennem mimisk fortalte historie om hønsegårdlivets knægtelse og udstødelse af alt der er anderledes. For tre kvarter efter at ende med at den lille klodsede ælling forvandler sig til en stor og smuk svane. Grundstammen i H.C. Andersens eventyr følges med andre ord. Det er formen, udtrykket, som gør forskellen.
Høns med tangenttryk
På det visuelle og kinæstetiske plan ser og mærker vi helt muskelfysisk genkendeligt hvordan den lille ællings liv i hønsegården føles. Andekroppe stavrer på stilkede ben, svømmer rygcrawl og skyder bryst. Små flade fodsåler nærmer sig tøvende, dansende, selvsikkert. Halse bøjes, strækkes, ranker sig, ‘lytter’ og ‘skræpper op’. Små gule næb ‘rækker andre en hjælpende hånd”, snadrer i vandet, eller er små aggressive våben, der skyder undertrykkende fra sig. Sindsstemninger og hvad der rører sig indeni de små dukkefuglekroppe, som vi lynhurtigt aflæser som var de os, vises gennem de fysiske bevægelser og pauseringer, som Outi Sippola og Sif Jessen Hymøller dygtigt animerer objekterne med. En af de velfungerende steder er der, hvor halsene på fire rugekassehøns rytmesikkert og morsomt som hidsige klavertangenter fiser op og ned og i alle retninger på de dovne kroppe, som emsigt kridter territoriet af over for den grimme ælling.
Mundharpe-mums og Bolero-kitsch
At Teater Refleksion i den grad er et sindsstemningsteater, frem for et illustrerende teater, forstærkes her i udpræget grad af den musikalske lydside. En lydside, hvor Jacob Nielsen og Jacob Venndt på primært klaver og med ‘mundharpe-mums’ kreativt har arrangeret klassiske værker som fx Ravels ‘Bolero’ og Tjakovskis ‘Blomstervalsen’ og ‘Nøddeknækkersuiten’. Det tvist de gamle værker har fået er en kvalitet i sig selv. Musikken spiller mestendels organisk godt sammen med de øvrige fortælleelementer. Med den måde hvorpå Mariann Aagaards dukker på humoristisk vis bærer menneskelige sider som klodsethed, tristhed, magt, afmagt med mere. Med Morten Ladefogeds lysdesign, som enkelt og præcist fører os fra grumset landjord ud på klare blå vande og ud i lilla og rødt lysende abstrakte magt- og sensualitetssfærer.
Svagheden opstår der, hvor længden af et musikstykke kommer til at styre udtrykket i en grad, så fokus går fra fortællesubstansen og svækker forestillingens flow, ved at vare for lang tid. To høns dans til ‘Bolero’ får fx karakter af løsrevet kitschagtig balletoptræden.
Det er lejlighedsvis støj i en animeret helhed, hvor styrken er, at forestillingen giver sig tid til at gå ind bag overfladen, materialisere det at fornemme hinanden, det at overskride hinandens grænser, når ælling kanøfles, og det varsomt og ømt at mødes med ydmyghed for den anden, som det afslutningsvis sker mellem den ælling, der godt nok ret brat folder sig ud som en sensitiv og smuk svane i et hjerteligt møde med en ditto indrettet artsfælle.
