'Den lille båd' er svampeteater. Ikke kun fordi at nærmest alt i den lille scenografi med snilde og enkelhed er klippet og skåret ud i rengøringssvampe, men også fordi forestillingen på sin egen lavmælte måde suger publikums opmærksomhed til sig.
Ikke at dette er stor og revolutionerende scenekunst. Men nærværet er tilstede, og en lille meget enkel idé bliver udfoldet på godt en halv times tid med små fiffige greb og et fint indhold med flere nuancer end man lige umiddelbart skønner.
Kristian Dinesen gør en god figur ud af den lille rengøringsmand som iført kittel, sixpence og karkluds-charme-klud i brystlommen let bliver fantasiforført af de ting, han støder på, når han ruller af sted med sin rengøringsvogn.
Hvad Dinesen mangler i skuespilprofessionel præcision kropsligt og vokalt, har han til gengæld i evnen til at skabe kontakt til de små på publikumsmåtterne.
Sejltursfantasi
Når vi møder ham denne dag, er det en stor tyk bog med titlen 'Den lille blå båd', som fører ham ind i fiktionens verden.
Det første, som møder os, er en lille velkomst som skaber tillid og opmærksomhed. Sjovt og gelinde skaber Dinesen sin rengøringsmandskarakter ved åbenlyst at placere og genplacere to hvide (kanin)fortænder i flaben. Det dansante mundsving, hvormed han lige giver tandsættet en lille flyvetur fremad, så tænderne får et vaks strittende look, tager kegle.
Så er det ellers tid til at gøre rent efter devisen: Store ting vaskes og børstes med store svampe. Små ting med små svampe. Og til en god og grundig rengøring hører en ordentlig omgang grønharker-spyt! Små og større publikumsfodtøj får en tur med svampene, og så er det at bogen dukker op…..og rengøringsmanden kryber ind i historien som fortællingens hovedperson: Kaptajnen på det lille skib.
Drilske skyer og kildrende englevingefjer
Det fascinerende ved 'historien i historien' er, at den verden, som rengøringsmanden folder ud som skibskaptajn, er større, end man lige tror – også fordi form og indhold spiller så uopblæst nøgternt humoristisk sammen.
Bogens verden folder sig ud visuelt. En kedelig rengøringsmåtte bliver vendt om og bliver til et trafikknudepunkt i en by med asfalterede veje med hvide midterrabatstriber og lysregulering, huse, butikker og (skumgummirengøringssvampe)biler af mange forskellige slags. Biler som drøner af sted i farlig og højlydt fart. Biler som tøffer bedstefarlangsomt af sted.
I en butik i byen finder den fiktionsindtrådte rengøringsmand en lille (svampe)båd med (strikkepinde)mast og (skumvaskekluds)sejl. Et blåt bølgemønstret klæde kastes hen over gulvspandsstativet og sejladsen kan begynde – med sydvest og merskums(svampe)pibe.
Sejlturen byder på forgæves fiskefangst, uartige røde gasblusflammer og en slurk suppe – inden båden synker og giver kaptajn, rengøringsmand og publikumsbesætning adgang til himmelske paradishøjder med drillesyge skyer og englefjer, som kildrer på ryggen.
'Den lille båd' er ikke helt tip top rent teaterhåndværksmæssigt set. Men forestilligen tager respektfuldt og med enkelhed og humor sin målgruppe – som også bliver nænsomt inddraget – med på en oplevelse, som rummer indholdsmæssige nuancer og sanselig intimitet.
