En stråhatklædt Ole Barkentin inviterer publikum ind og ‘snart’ (så snart det kan blive, når man som Barkentin giver sig god tid til at drive lidt gæk med både sig selv og publikum) befinder han sig selv i centrum af en stor stråhat-scenografi. Herfra går det i Tøf-Tøf-Suttog-fart rundt i hattemanegen med farvefyrig lokomotivkørsel på hattens skygge, med hund og fisk tronende live på den store hattepulds top, og med en sikker og respektfuld nonverbal kontakt med de voksne og børn, Barkentin lige har guidet ind at sidde side om side med en de kender: for så kender man én man kan dele oplevelsen med.
Som ene fortæller taler Barkentin ikke meget undervejs i forestillingen. Faktisk har hans optræden nærmest karakter af stumfilm, overført til scenen. Med lystelig (bånd)musik, fokus på mimik og universalmenneskelige komiske detaljer. Såsom hvilken vej det lille lokomotiv med både passagervogn, godsvogn, spisevogn og sutholdig ladvogn kører. For at drille Fortæller-Ole. For at give en rund og cirkulerende rytme til forestillingen. Og for at bringe de tre gange sutter videre i et gear, som alle fra de 1,5 år, som forestillingen spiller for, kan følge med i.
Tre suttekapitler
Ingen er i tvivl om, hvor vi er i historien. Ved ‘kapitlet’ om den røde sut, som hunden fru Madsen dovent afviser. Den blå ditto, som fisken svømmer ignorerende forbi. Eller den gamle hvide, som Fortæller-Ole selv viseligt dropper. For i stedet – som den voksne han samtidig viser at han er – at vælge en majspibe. En pibe han viser er en behagelighed for ham, men også en han gerne vil kunne, men ikke rigtigt magter, at lægge fra sig. Helt genkendeligt parallelt til mange børns forhold til sutter. Og herligt befriet for belærende pegefingre.
Ingen er heller i tvivl om handlingsforløbet, fordi Ole som stum fortæller bladrer sig gennem forløbet ved at vende bladene i en stor sort bog, som han har anbragt på et kunstfærdigt nodestativ. Den store sorte bog varsler trin for trin med enkle fine illustrationer, der ikke gør stads af sig, men ofte morer med tegninger af fx hund med sut, fisk med sut, hvid sut og pibe, hvad der næst står på programmet. Mens mellemliggende sider med små ord og korte sætninger stumfilmsagtigt supplerer forløbet med overskrifter som ‘Sulten!’, ‘Sove’ og ‘Slut’.
Nydelse og samvær
Ole Barkentins force er roen, charmen og den enkle historie ‘om livets store værdier’ som der står i programmet. På den ‘ydre’ indholdsmæssige side fortæller ‘Suttog’, at sutter er nogle, vi holder af, men også nogle det er godt at lukke inde i et Suttogs gule godsvogns rum og eksportere væk. Og at mad og søvn er helt essentielt rare ting.
Og på det ‘indre’ indholdsplan er forestillingen ude i en helt fysisk og stemningsbaseret visning af at livet, når det er bedst, handler om at nyde, tage den med ro, give plads til fantasi, og skabe og holde liv i en god og gensidig kontakt til sin næste. En kontakt, som publikum helt i stil med forestillingens åbne og kommunikerende form – fra en tekst i den sorte bog – opfordres til at udfolde i samtale med hinanden under hele forestillingen.
Sagt med jysk underdrivelse er budskabet altså ikke så ringe endda. Især ikke når det tillige begås i en scenografisk kulisse som pointefyldt forbinder Barkentins hullede stråhat med scenografiens tilsvarende kæmpehat, som også lukkes op i hattepulden og bliver det rum hvorfra selv samme ‘hattemand’ formidler historien.
