Af: Kirsten Dahl

16. februar 2023

Sukkerglaseret ælling

Livsnerven i H. C. Andersens eventyr ’Den grimme ælling forplumres af et egohenvisende fokus på børne-tv-stjernen Motor Mille, af små søde balletpigers elevoptrin, og af de alt for mange fjollerier, Mikkel Reenberg er sat til at peppe eventyret op med.

Mille Gori, bedre kendt som Motor Mille fra børne-tv-programmet Ramasjang, er et hit for mange børn. En star. En sej banan. En pige, som brænder gennem skærmen og bliver husket og dyrket for sit høje humør, sit store gåpåmod og sin åbenlyse begejstring. 

Nu har Odense Teater har gjort hende til trækplastret i deres småbørnsforestilling – den første af slagsen for børn helt ned til tre år. Jeg medgiver gerne, at Motor Mille er en skikkelse med krudt i og at hun har børneappel. Men sådan som hun indgår i ’Mille og den grimme ælling’, spolerer det guldkornene i det gamle eventyr, som er afsættet. 

Showtime og smalltalk 

Titlen røber til dels miseren. Det er et stilvalg, at Mille Gori åbner forestillingen med at tale direkte til børnene og stille dem spørgsmål. Antageligt for at vise imødekommenhed og varme de små op til teateroplevelsen. Men det virker tendentielt tale-ned-til-børnene-agtigt, når det første hun siger er: ”Nåh, hvor er I søde og så stille. Har I det godt? Har I glædet jer?”. 

Og selvhenført, når hun fortsætter: ”Det er allerførste gang jeg skal spille her på Odense Teater. Jeg har sommerfugle i maven…”-  inden hun tilføjer lidt snak om scenetæppet (at det er 108 år gammelt og kun bliver hængt op til helt specielle lejligheder). 

Der er dog i small-talk-strømmen herlig humor i hendes spørgsmål til børnene om, om der er nogen, der har taget en stikkontakt med. Da det ikke giver pote, klapper publikum sammen med hende lyset i salen væk. Tæppet går op og fra at Gori står med en lille billedfattig eventyrbog forvandles scenen nu til en arena, hvor en kæmpestor bog fylder næsten det hele. 

Hvorfor også en voksen-svane(star)? 

Det er vigtigt og en kunst at kunne indlede en forestilling med sans for, at teater er et levende medie. Lige så afgørende er det, at man er sig bevidst, hvilke signaler man sender, og hvad man vægter skal have fokus.

 Her fylder Mille Gori som svanefigur alt for meget. Der er en lille balletpige, som har rollen som den grimme ælling. Men mindst lige så meget fokus – om ikke mere – tager Mille Gori. Hun er lige fra begyndelsen klædt som en svane inderst inde.

Gradvist lader hun cirkusjakken og andre overtøjsdele falde for til sidst at stå frem som en svane i tyl-skørt. Godt nok ikke lyserødt som på plakaten. Men i hvide, cremefarvede og gule nuancer. Og godt nok sammen med balletpige-ællingen. Men hvorfor ikke give barnet det fulde fokus? 

Med den kæmpestore bog som scenografisk grundstamme udfolder Mille nu sit yndlingseventyr sammen med Mikkel Reenberg og seks små piger fra Det Kongelige Teaters Balletskole-Odense. Ved et piano anbragt i scenens ene side akkompagnerer Anders Ortman spillet i sort hat og mørkt jakkesæt. Såvel hans kompositioner som hans spil er dygtigt og velfungerende. 

Indholds-essensen drukner 

Mille Gori optræder undervejs som den gamle and i eventyret. Det spil fungerer ikke ret godt. Andefiguren bliver skabt via en applikation på en kappe, som Gori tager på, og et andehoved som hun med ryggen til publikum fører med sin arm som andens hals. 

Det kunne givetvis fungere for nogen. Men her fattes Gori evner som dukkefører. Spillet er ganske enkelt for upræcist. 

Mestendels af tiden er Gori nu historiefortæller. Omkring-springende på scenen mellem balletpigerne eller svævende i en luftline som en flyvende Peter Pan vender hun sider i den store bog. Siderne er til tider dekoreret med print af eventyrteksten.

 Til andre tider åbnes der op til de rum, handlingsepisoderne udspiller sig i. Stedet hvor andemor (Mikkel Reenberg) ruger på sine æg. I andegården, hvor den grimme ælling bliver kanøflet. Hos bondekonen med hønen og katten, osv. 

Grundstammen i H. C. Andersens eventyr er bibeholdt. Problemet er desværre bare, at det essentielle i eventyret forbliver blegt eller drukner i nuttethed, glasur og pjank. 

Tyl og florlette ballettrin

Det har selvsagt kvaliteter, at elevskolens balletpiger får lov at vise, hvad de kan – tilmed i en iscenesat form. De optræder i glimmer og tyl, danser med tåspidssko, snurrer i små piruetter, springer op i luften med flot strakte ben og løfter elegant deres arme i vejret. Pigerne kan så afgjort noget. De indgår som endnu ikke udrugede æg, som nyudklækkede ællinger, som børn, jagthunde og svaner. Dygtigt og sødt. 

Problemet er imidlertid, at balletpigerne er sat til at fylde alt for meget. Den forsinkelse, hvormed de udfører deres gestik, sløver den dramatiske spænding i fortællingen. En dramatik, som på nogle af de mest essentielle steder, slet ikke slår igennem. 

Når vi fx får at vide, at den grimme ælling bliver kanøflet, bidt og puffet, dur det ikke, at det blot bliver svagt antydet med florlette eller demonstrative bevægelser fra balletpigernes side. Hertil sniger der sig hurtigt en træghed ind, i og med at forestillingen er fyldt med dobbeltkonfekt: Gang på gang både hører (via Mille Gori som fortæller) og ser (via balletpigerne og Mikkel Reenberg) vi det, som sker. 

Fantasifattigt

Reenberg er bestemt ikke nogen ueffen skuespiller. Men her er han sat til at klovne alt for anstrengt meget. Som hønemor, der løfter op i skørterne for at æg og ællinger kan spadsere ud. Som bondekonen, der stikker ansigtet ud af en bogside og vifter med sin håndholdte æglæggende høne(dukke), og som bonden, der spurter rundt i cirkelløb for at fange sine små børn, der igen jagter den grimme ælling, der boltrer sig i både smør, mel og mælk. 

Forestillingen slår, via det Mille Gori siger, på, at ville bringe både magi og fantasi i spil. Gori taler i begyndelsen om at kombinere den lidt livlige fantasi, hun siger, at hun har, med teatrets magi. Desværre er det ikke let at få øje på særligt store doser af nogen af delene. 

På det udvendige plan iværksætter og formulerer ’Mille og den grimme ælling’ en fortælling, der matcher forestillingens undertitel: ’ – et modigt eventyr om at finde sine vinger’. På oplevelsesplanet planter den derimod en følelse af fejlfokus og tomhed. 

Børn på tre år og deromkring behøver ikke blive starstrucked. Befri dem for det. Tilbyd dem i stedet oplevelsen af det, som et velskrevet eventyr kan i en kunstnerisk gedigen iscenesættelse.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang