I 1960’erne blev der udviklet en teaterform bestående både af film og teater. Formen blev rendyrket, af det tjekkiske kompagni Laterna Magica, som også gav den dets navn.
I filmsekvenserne kunne man se skuespillerne optræde ’on location’, for så pludselig og meget præcist komme ’ud’ af lærredet og fortsætte spillet på scenen. Resultatet var ofte forbløffende.
Niels Grønne og Taastrup Teater er kommet på den udmærkede idé at lade historien om alle de fortrædeligheder, som de to unge, Kamal og Maria, kommer ud for, udspille sig med samme teknik – både som sort/hvid stumfilm og som rigtigt (men stumt) teater på scenegulvet.
Indviklet og mangfoldigt
Kamal er portør på et sygehus. Hans muslimske forældre vil have – uha, uha – at han gifter sig med sin kusine, ’den skønne Soraya der læner sig op af sidste salgsdato’. Kamal flygter, det kan man ikke fortænke ham i, og får efterhånden en række forfølgere i hælene.
Højgravide Maria triller rundt på en kørestol med sin ismugrygende, drikfældige og krakilske far, der venter – uha, uha – på en hjerteoperation hos den fordrukne Dr. Riesling. Hun vil skilles fra den voldelige Carlo, der nu er flygtet fra fængslet og – uha, uha igen – vil bøllebanke sin kone. Så Maria drives også på flugt med forfølgere i hælene.
Og selvfølgelig mødes de to, altså Kamal og Maria, hvilket ikke gør livet enklere, i hvert fald ikke i første omgang, men alt løser sig som det skal, de to får hinanden, og se om ikke også andre kan smedes i Hymens lænker.
Med hjælp af løsskæg og falske tænder og diverse udgåede parykker samt sjal og hijab’er og hatte og ikke at forglemme selve filmmediet, lykkes det for de medvirkende (plus det løse) at gestalte en utrolig mængde rollefigurer: Rockere med lav tolerancetærskel, brovtende wallah-wallah-fætre, uskyldige postbude, politi à la Chaplin, døddrukne læger, en tjener med åbenbar reference til Basil Faulty fra ’Hotel Faulty Tower, i særklasse, drøvtyggende skraldemænd, og tyvagtige tredjegenerationsindvandrere.
I og for sig imponerende!
Indbyggede begrænsninger
Til dette sammenfiltrede kaos af en historie er det ikke unaturligt at vælge stumfilmen som bærende form. Den borger for højt tempo, groteske figurer, og tilgiver alskens usandsynlig ballade. Alt er tilladt bare det er sjovt!
Og så er det jeg må sige: Det bliver egentlig ikke særlig sjovt. Og hvorfor ikke?
Det har simpelthen med formen at gøre. Den giver nemlig to hovedproblemer:
Til dels er stumfilmen baseret på et hæsblæsende tempo. Det vil sige, at tilskuerne er med på et runaway train, der bare buldrer derudad. Der bliver ingen tid eller plads til personlige reaktioner – for eksempel latter. Når Harold Lloyd hænger i urviseren på Big Ben, eller når Buster Keaton sidder forrest på togets bumper, sidder vi med livet i hænderne, fordi selve situationen er ekstrem. At det hele var sjovt, ser vi først bagefter, når filmen er slut.
I ’Da Kamal mødte Maria’ satses der på, at situationerne er sjove her og nu, på lærredet eller på scenen. Men tempoet tillader ikke reaktioner. Vi følger bare med som det tynde øl uden at få chancen til skabe med, uden at få lov til at give de medvirkende der oppe på scenen en latter, et gisp, et gys, en afsky, et smil, med på vejen.
Det føles frustrerende. Vi bliver reduceret til ’publikum’ – massen der sidder der ude i salen.
For det andet er det yderst kompliceret at gøre teater-scenerne, dvs. det, der foregår på scenegulvet med de rigtige spillere, stumme ligesom i film-sekvenserne. Skuespillerne – der utvivlsomt kan bedre – bliver henvist til at mime og mundaflæse replikkerne og til gestiske klicheer.
Hvis handlingen er voldsom eller grotesk nok, kan det sagtens fungere, men til den ’naturalistiske’ dialog bliver udtrykket simpelthen for fattigt. Scenen bliver hverken beriget eller morsom, selv om skuespillerne aldrig så meget slår ud med hænderne eller hæver øjenbrynene.
Virtous klaverbokser
Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor de sceniske indslag skal være stumme. Det lader til, at formen har taget magten fra både Niels Grønne og Torkild Lindebjerg og Taastrup Teater, og til alt uheld også fra resten af teamet.
Når alt dette er sagt, er det en fornøjelse at sige, at jeg er dybt imponeret over gennemførelsen af forestillingen. Forholdet mellem film og teater – selve Laterna Magica-illusionen – er suverænt og præcist. Inklusive synkroniteten mellem lydeffekter og sceniske handlinger.
Og, ikke mindst, Mathias Grove Madsen ved klaveret giver en ægte følelse af stumfilm med virtuost spil, dramatisk, poetisk, voldsomt og stille, fartfyldt og roligt. En stor gevinst for forestillingen.
