21. januar 2025

Storm over Teateravisens lukning

Meddelelsen om den kommende lukning af Teateravisen (se artikel) har affødt en masse reaktioner på Facebook og en række lange og harmdirrende indlæg på selve portalen, der har gjort Teateravisens debatspalte til en veritabel kampzone: Fyldt med kritik af beslutningen og den manglende forklaring fra og manglende forståelse hos udgiverne fra Teatercentrum over på den måde at fjerne den selvstændige nyhedsportal gennem over 50 år alene dedikeret til børne- og ungdomsteaterbranchen.

Med ord som ’Falliterklæring’ og ’Endnu en milepæl på vej til usynlighed og glemsel’ og meget mere – suppleret med stigende bekymring over situationen for de store årlige festivaler (nu KLAP kaldet), hvis nuværende status beskrives som en reduceret weekend-begivenhed og endnu en brik i udsultning af området.

I et længere indlæg replicerer Teatercentrums direktør, Dorthe Bébe, så på nogle af de mere konkrete kritikpunkter fra de øvrige debatindlæg. Lukningen af portalen forklares bl.a. med behovet for en ny formidlingsstrategi, der handler om en intern kommunikationsplatform fremfor et frit og uafhængigt medie, mens de økonomiske udfordringer både her og omkring KLAP-festivalen inddrages i forklaringsrammen for Teatercentrums aktuelle ageren.

Det anbefales således at studere de mange indlæg nærmere og få en fornemmelse af, hvor fronten befinder sig på begge sider af den aktuelle situation: https://teateravisen.dk/debatter/

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne