Det handler om forventninger. Ofte urealistiske forventninger. Til livet og karrieren. Om at blive blandt de ti bedste i verden til det, man gør.
Teater Dyrelabs to spillere præsenterer sig selv og deres forventninger til den forestilling, vi skal se. At det bliver en af de bedste teateroplevelser i verden. Fordi de har investeret en masse penge i scenografien, fordi kostumerne er så designede og deres ambitioner på egne skuespillermæssige vegne skyhøje.
Og så går vi ellers i gang med historien om Frøken Mærkværdig og hendes forsøg på en fantastisk karriere.
Forestillingen, der tager afsæt i den svenske forfatter Joanna Rubin Drangers billedroman, åbner med lille Mærkværdigs fødsel og hendes fars store forventninger til hende.
De to skuespillere skiftes til at være Frøken Mærkværdig, kreere musik og spille de andre personer i historien. Fra veninden, der får at vide, at det gælder om at være fokuseret, hvis man vil blive til noget; til eksamenssituationen, da Frøken Mærkværdig som den yngste nogensinde er blevet optaget på en fin designskole, hvor det opdages, at hun pludselig er spejlblank, hvad det kreative angår.
Præstationspresset er blevet for stort – ingenting kommer ned på det blanke stykke papir til eksamen. Nedtur for Mærkværdig, der pludselig føler sig som den mest kiksede pige i verden.
Hun etablerer sig som fritstående designer i et kontorfællesskab – det bliver heller ikke til noget – hun går til psykolog, forsøger sig som succesforfatter uden succes, forholder sig til sin fars urealistiske forventninger og ender helt nede på fortvivlelsens ensomme bund, inden hun beslutter sig for at smide alle disse karrierekrav over bord. Brænde dem, simpelthen. Og vi inviteres til at gøre det samme. Ja, for vi er med i forestillingen, hvilket er et af dens mange problemer.
Ikke skarp nok
Men lad os tage dem i rækkefølge. Grundlæggende er replikføringen og ordene simpelthen ikke skarpe nok. Vil man være designerkold i røven, må replikkerne smælde og figurerne stå mejslet i lækker elegance. Her er der for megen slap småsnak og ufokuserede roller, så man i perioder føler sig hensat til en skolekomedie, hvor to velmenende spillere gør det så godt de kan.
Jeg fornemmer også, at forestillingens målgruppe er sat for højt. De 13-årige og opefter kræver et stilistisk raffinement, en fortællemæssig stringens og en sejhed i udtrykket, som denne forestilling slet ikke kan leve op til – det bliver simpelthen barnligt med parykker og små forklædninger undervejs, ligesom de musikalske indslag lyder for hjemmestrikkede til at blænde et teenager-publikum.
Samtidig er de indlagte stilbrud, hvor skuespillerne kommenterer hinanden og Mærkværdig-rollen slatne i udformningen, hvilket betyder, at når vi skal lege med i historien – kommentere hendes eksamensopgave, redde hende gennem et psykisk minefelt med masser af sorte huller, vurdere hendes skrivekunst og forholde os til forestillingens succes eller mangel på samme – kan de to skuespillere ikke styre processen eller fastholde vores koncentration.
Igen er iscenesættelsen slap, overgangene uskarpe og replikkerne for løse. Scenografisk arbejdes der med store hvide papirruller og sorte pletter. Slet ikke tosset, selv om scenegangen og håndteringen af de scenografiske elementer heller ikke virker specielt elegant.
På den måde ender forestillingen ufrivilligt med at bekræfte sin egen pointe – at det også på teaterområdet gælder om at afstemme sine ambitioner i forhold til sin kunnen. Eller mangel på samme.
