På Østre Gasværk Teater indledes historien om migranterne Pelle og Lassefar, der tager fra Skåne til Bornholm, flot og stemningsfuldt. Stående i hver sit spot sætter de smukt spillende musikerne en moderne folkemusikalsk ramme om forestillingen, der med mange variationer holder hele vejen.
Det gør de visuelle omgivelser også: En nøgen ufrugtbar høj af gråbrun jord og sand fylder det enorme scenerum og giver plads til landarbejdernes trøstesløse liv i slutningen af 1800-tallet.
Men på det gamle gasværks mægtige, mange meter høje mure breder drømmene og håbet om et bedre liv sig ud i frodige farver og former. Det, der sammen med en inderlig kærlighed gør en ældre enkemand og far og hans lille søn i stand til at overleve i en ubarmhjertig verden, der lader dem bo i en kostald. Et tema, som nu i andre udgaver er rykket så tæt på os, at unge tilskuere sikkert vil opleve det som noget, der ikke kun hører fortiden til.
Pelle er hovedpersonen, der, da Teateravisen så forestillingen, blev spillet overbevisende sikkert af Julian Horta Meier Clausen. Men det er Lassefar, der fra første sekund løber med opmærksomheden. Thomas Bo Larsen spiller sig ud af sin egen skygge som en skuespiller, der er førende i fremstilling af hårde negle. Han har før givet barske typer bløde sprækker. Nu tager han hele sin rige palet af store følelser og små nuancer i brug i en bevægende usentimental præstation.
Lassefars hjælpeløs harme og smertelige erkendelse af egen uformåenhed og mangel på mod gør indtryk. Det er tragikomisk, når han prøver at dække over den ubærlige virkelighed med svulmende billeder af fremtidens lyksaligheder. Men de faderlige formaninger, den kærlige omsorg og troen på den begavede søn kan få ethvert barn til at vokse. Og nok må faren selv må bøje nakken, men hans rørende stolthed over Lasse kan ingen tage fra ham.
Godt ensemblespil
Undervejs bidrager fantastiske scenebilleder til en række korte grumme sidedramaer fra livet på Stengården, hvor datidens proprietær har hånd- og halsret over sine folk. Det gælder Ikke mindst de kvindelige, hvis uønskede afkom har hjerneskader, bliver sendt væk eller det, der er værre. Et overgreb på et purungt familiemedlem får Stine Prætorius’ heftigt spillede drikfældige frue til for evigt at stække gemalens evne til utroskab.
Da hævnen rammer, synes Morten Suurballes suverænt klamme og modbydelige overklassebonde helt fysisk at skrumpe for øjnene af os. Hans håndlanger kan i skikkelse af Kristian Halkens skønt underspillede, æblegnaskende forvalter fortsætte mishandlingen af gårdens folk. Det har allerede forkrøblet Kristian Rossens unge oprørske Erik på krop og sjæl, så man tror på forvandlingen. I det hele taget yder skuespillerne en stor indsats for at gøre personerne nærværende.
Det opleves også i det gode ensemblespil, som er en af forestillingens styrker, selvom de få medvirkende ikke kan fylder scenen og rummet ud. Denne teaterudgave af 'Pelle Erobreren' er mere et intenst kammerspil end stort musikteater med folkemængder og halløj.
Ind i mellem fortættes stemningen mærkbart, når især Pelle og Lassefar er helt fremme i scenebilledet. Men det meste af tiden kommer tilskuerne ikke rigtig tæt på den dramatiske dynamik.
Bearbejdelsen har gjort Andersen Nexøs værk enkel og tilgængelig for store børn. Det ville forestillingen også være uden sangene, der – helt modsat den gennemgående musik – mest opleves som overflødige showstoppere. Måske fordi det kun er Birgitte Raaberg og i særdeleshed Kaya Brüel, der har vokal formåen til at forløse dem.
Det spolerer dog ikke indtrykket af en familieforestilling, der vil andet og mere end at underholde.
