Af: Anne Middelboe Christensen

20. oktober 2008

Stjernedrys for livsbegyndere

Mette Roslev tænder glimtet i øjnene hos de allermindste med sin poetiske forestilling om at undre sig over livets skønhed. Med eller uden ord – og med eller uden bare tæer.

Teater My får stjernerne til at drysse ned fra himlen. De ligger på gulvet, så strømpesokker i størrelse 24 kan følge dem som en lille sti – hen mod et hvidt, rundt telt uden loft. Her sidder en kvinde i hvid silkekjole og smiler. Hendes hår er mørkt og helt kort, og hendes øjne stråler. Og hun har en lykkestjerne på sin kjole.

Når Mette Rosleff tager lykkestjernen af og folder den ud, begynder eventyret i ‘Himmelsange’. Så bliver stjernen til et skib, og skibet sejler ind i en stjerne af lys – og en funklende barnestemme siger enkeltord som ’sol’, ’dig’, ’måne’, ’søstjerne’, ’sne’…

Det er i denne enkelhed, at Teater Mys poesi ligger. Og i en respekt for de 2-4-årige tilskuere, der selv netop har fået styr på alle navnene på tingene, men som hele tiden er på jagt efter flere ord. Da kvinden finder en lillebitte flaske med et stykke sammenrullet papir indeni, nøjes et opvakt barn da heller ikke med at sige ’flaskepost’. Næ, barnet spørger: »Hvad står der?’. Men kvinden svarer bare underfundigt: ’Et brev! Det er til mig.’

Den 38-årige Mette Roslev formår tydeligvis at skabe billeder, så ungerne bliver helt tændte. Samtidig skaber hun en dynamik med et musikalsk flow gennem hele forestillingen, så ungerne vitterlig kommer til at lade sig føre med den blideste strøm af sanseindtryk ind mellem scenerne i hendes ‘Himmelsange’. Fint støttet af bløde meddigterlyde eller jazzede guitarstrenge af komponisten Martin Vognsen.

Samtidig er denne forestilling vidunderligt fordomsfri. Ingen belæring, ingen erklæring, bare glædesudbrud over sære fænomener i verden. Skønnest er måske søstjernen, der gemmer et helt lille akvarium inden i sig – med minidukkefisk og minidukkealger og den sødeste minidukkesøhest. Men kun et glimt får man af herligheden, så lægges søstjernelåget på igen. Hemmeligheder huskes bedre, når de gemmes væk.

Den smittende skønhed

Ved Børneteaterfestivalen i Horsens var der særligt fokus på forestillingerne for vuggestuebørnene og de mindste børnehavebørn. Festivalens pris gik netop til Mette Rosleff, og ‘Himmelsange’ var da også et af de fineste eksempler på denne svære teaterform: Den, hvor alt skal udgøre en helhed, og hvor forestillingen samtidig skal bestå af små, afsluttede historier og gentagelser, fordi tilskuerne kun kan magte op til en halv times koncentration – og fordi selv den mindste forstyrrelse kan tage pippet fra både resten af publikum og spillerne.

Selv er Mette Rosleff bemærkelsesværdig tyst. Som om hun bar på en stor sorg, som er blevet til skønhed. De voksne smiler ærbødigt til hende – som om de kan mærke, at hun mere tilhører stjerneverdenen end den jordiske verden. Og selv om hun smiler, når hun taler om gummistøvler – og om at få våde tæer i gummistøvlerne – så virker hun lykkeligt langt fra institutionsvirkelighedens omklædningsrum. Hos Mette Rosleff dyrkes skønheden.

De bare tæers teater

Den hvide teltscenografi af Mariann Aagaard har samme renhedseffekt. Det er vitterlig som at træde ind i et himmelrum, når man går ind i denne lysverden, uanset om den er opstillet i et teater eller i et klasselokale. Og Jesper Hasseltofts lysdesign – og lyslege gennem teltdugen – holder følelsen svævende kosmisk. Derfor kan Mette Rosleff også slippe afsted med sine sære associationshop og sine papirdukkeflyvninger gennem rummet: I denne himmelverden er alt muligt. Samtidig giver forestillingen sine tilskuere nogle uundværlige oplysninger undervejs. Ikke mindst den om, at ’fødder uden sko på hedder bare tæer
’. Perspektivet er konsekvent børnenes – og forestillingens dynamo er deres iboende undren.

Teater My har en beskeden placering i den danske børneteaterverden. Og med sine max. 40 tilskuere pr. forestilling er Teater My ikke lige dét, der kommer til at løbe med publikumsrekorden. Til gengæld tilbyder det altså de mindste og deres voksne en poetisk oplevelse, som de fleste andre teatre kun rammer i strejf. Oplevelsen af undren og stjernedrys.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.
Når svampe slår kolbøtter
MYKA & Anemonen:
'Mycelium'
MYKA har skabt en dansende sansegrotte for babyer i ’Mycelium’. Med svampenes underjordiske liv som tidskorrekt inspiration.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.
Når svampe slår kolbøtter
MYKA & Anemonen:
'Mycelium'
MYKA har skabt en dansende sansegrotte for babyer i ’Mycelium’. Med svampenes underjordiske liv som tidskorrekt inspiration.