'Livet er en morgengave. Sjælen er et pilgrimskor'.
Sådan åbner Halfdan Rasmussen sit heltekvad i 'Noget om helte'. Men livet er også 'blot en dråbe i universets store ocean', som Teater Kapok formulerer det i programteksten til forestillingen 'Requiem'.
Og netop sådan en dråbe – eller sådan en lomme af at være et andet sted, i et andet rum for et øjeblik (på små 30 minutter) at være hensat til et andet univers, formår Teater Kapok med dukkefører Loui Danckert at skabe i 'Requiem'. En forestilling, der, som titlen henviser til, kan oversættes som en dødsmesse eller rettere en dødscabaret med dukkespil og objektanimation.
'Velkommen til en forestilling om mellemrummet mellem liv og død', siger Danckert også et stykke inde i forestillingen. På et tidspunkt hvor en sådan stemning allerede har lagt sig rundt om en i det mørke, vi sidder i. Et mørke, der stort set og meget af tiden udelukkende er oplyst af to stearinlys i rødt glas anbragt på et lille bord, hvor en lille sort kiste med et lyst kors, udgør forestillingens næsten eneste rekvisit. Som en bekræftelse lister replikken ind i øret på en i denne meget særlige forestilling.
En modig forestilling af Danckert. I al fald for de yngste i målgruppen, de 13-årige. For 'Requiem' er mørk og meget andægtighedsfyldt – selvom der er elementer af humor og sjov og mærkelige væsner som dukker op af og bag den lille sorte kiste.
Smuk lyd og dygtig dukkeføring
Som lydoplevelse er 'Requiem' også meget smuk. Med passager af klassisk musik, opera og Carl Viggo Meinckes 'Hvorfor er lykken så lunefuld' fra 1937. Brugen af den sidste skurrer dog (ligesom Hamlets 'At være eller ikke være'-replik) lidt i sammenhængen. Selvom ideen med teksten er klar nok, virker teksten, når den bliver ekspliciteret i sammenhængen her, for kendt i betydningen brugt eller slidt.
At Loui Danckert er en professionel dukkefører (uddannet fra Hochschule für Schauspielkunst Ernst Busch) fornægter sig ikke. Hun fører meget præcist og udtryksfuldt alle dukker og objekter.
Hvad sker der så egentlig i denne dødscabaret? Tja. Det er lidt vanskeligt at gengive. Det kan muligvis klargøres en kende uden at øge vold på forestillingen. Men det er omvendt nok heller ikke meningen fra teatret side, at det skal kunne defineres så klart. Det beror meget på, hvad man hver især oplever i mødet med de objekter og væsner, der dukker frem fra kisten og bag den. Den store lodne fugl, der klør sig på sin lodne mave. Kvinden med sløret der synger kærlighedssangen. Det lille sorte handskevæsen med de runde øjne på stilke. Den lille tynde kvindeskikkelse som Danckert selv lægger ansigt til og derved gør fascinerende proportionsforvrænget.
