Pigen Tone, også kaldet Prinsesse Himmel i Mund, kan synge stjernerne frem med sin vidunderlige stemme. Men alle andre i byen Tonelund stræber så højt efter at kunne synge akkurat som Tone, at de helt glemmer hvem de selv er.
Helt galt går det da byens troldmand stjæler Tones mund. Men så tager søskendeparret Louise og Carl (som for øvrigt er de to eneste i byen som synger med deres egen mund) affære. Og sammen med en vis Mister Danny og byens Heks får de vendt usundt efteraberi og ’uharmonisk stilhed’ til en himmel fyldt med forskelligartede sangstemmer.
Budskabet i Filurens nye forestilling er krystalklart: Ingen bliver lykkelige af at ville være en anden. Hvis man accepterer og tror på sig selv, bliver man derimod smuk og glad.
Filuren har med deres bearbejdelser af Nanna Lüders historie og sange skabt en forestilling, der damper af spil-energi og oser af sympati for børn som dem, der – modsat de voksne – er i stand til at få nye ideer og udfolde fantasi. Og klogelig nok gestalter man ikke Tone på scenen, men illustrerer hende som et sæt dansende sanglæber på nattehimlen.
Børnelogisk ordsalat
På alle niveauer er ’Prinsesse Himmel i Mund’ en meget spækket forestilling.
Spillet foregår på flere scener og hele vejen rundt om publikum. På byens torv fortil trækker den actionfyldte Louise sin altid sultne lillebror Carl ud på de vilde ‘vi vil og vi kan redde verden’ vover. Ud over tyl og tennissko, pagehårsparyk og kasket, trækker de i deres netop fundne potentiale-identiteter, og træder som Superwoman og Superman ind på en eventyrarena sammen med deres tro hjælper Mister Danny.
Undervejs får de følgeskab af byens løbehjulsdrønende Motorbetjent Basse, der med blinkene blålys i lampetten er på jagt efter ulovligheder – hvis altså ikke de tager sig for farlige ud.
På den ene sidescene brygger byens Heks magiske drikke, hvis ikke hun med trolddomsfagter på fjerndistance og med grønne ‘laser stråler’ slås med byens Troldmand, der har hule langs den anden væg i salen. Og oppe på et lille repos i baggrunden grunder Danny over tilstanden i Tonelund med replikker som fx ’Brandmanden glemmer sin stige, moren sine børn, faren sine sko, teenageren at rydde op efter sig, togføreren at stoppe på stationen…’
På tekstsiden bliver replikker, som på nogle måder lider ved at være meget voksne i sproget, heldigvis forfriskende mikset med ordleg og rim af børnelogisk og voksenlivkritisk karakter, og det giver humor og energi til forestillingen. ’Katastrofalt’ bliver til ’katastrofatalt’. Heksen taler om ’hypnosejuice’. Danny pulser på en ’elektrificeret heksecigaret’. Louise kalder Carl en ’madnørd’. Og Fru Spøjsens datter har lovet sin mor, at hun vil vinde i ’Tone-look-a-like-talentshowet’.
Højtgearet optrædeblus
Judith Rothenborg har som iscenesætter skruet helt op for ‘sceneoptrædeblusset’. Når figurerne er vrede, er de tydeligvis blevet bedt om at optræde som hamrende vrede. Når de er sultne, skal de være glubende sultne. Når de er glade, er de jublende glade. Og når de er modige, kan de klare ALT.
Skuespillerne må siges at mestre den højspændte stil. Men desværre bliver meget lidt på den vis overladt til børnenes forestillingsevne.
Som det positive tager forestillingen børnenes parti 200 procent. Spillerne er blevet instrueret til i såvel sprogtone som kropssprog at optræde på børns ligefremme og ærligt energiske måde. Det fører undervejs til løjerlige, kække og seje optrin med alt fra rap, stepdans, stage fight til moonwalk.
Og så er Nanna Lüders sange værd at bemærke. De er nogle glade ørehængere med klare budskaber.
’Prinsesse Himmel i Mund’ er lidt af en paradoksforestilling. Den virker meget overmættet og overstyret i sit ‘ballademageri’, samtidig med at det netop er uhøjtideligheden, ligefremheden, den optimistiske energi og troen på forandringens og fantasiens kraft – alle de potentialer (for nu at bruge et af de ord, forestillingen selv leger meget med), som børn prises for at have, som gør forestillingen seværdig.
