'I skovens dybe, stille ro' er en sang, som bl.a. er med i klassikeren 'De Små Synger'. Nu er det også titlen på en ungdomsforestilling, som Leiv Arne Kjøllmoen har skrevet i samarbejde med det hold, som har skabt den sammen i Teatret Fair Plays regi.
Forestillingen er bestemt ikke for mindreårige, men netop for teenagere fra 14 år og alle derover. Den handler nemlig om en 13-årig pige, som har begået selvmord, og teksten er baseret på den 69 sider lange dagbog, som en pige fra virkelighedens verden, Mira Mobeck, nåede at skrive, inden hun tog sit eget liv.
Skofri zone
Publikum skal tage skoene af, inden de må gå ind i det lukkede firkantede rum, hvor forestillingen spiller. Sædvanligvis er det med strømpesokker noget, der hører publikum til småbørnsforestillinger til. Men det passer også fint her. Fordi der er noget ceremonielt over det.
Det er en gestus, som er forbundet med en form for respekt for det rum og de mennesker, som er i det rum, man træder ind i – lige som når man tager fodtøjet af, når man træder ind i andre folks hjem, eller i al fald spørger om man skal gøre det, eller lige som man i arabiske lande og i østen har tradition for at gøre det, inden man træder ind i såvel en helligdom som i et privat hjem.
Publikum har også – uden at det skal lyde højtideligt – på den måde gjort sig selv lidt mere sårbare. Og sårbarhed, eller i al fald åbenhed, er en god ting at have med sig ind i det barske univers, som forestillingen skildrer.
Ingen kan sige sig fri
Indenfor sidder publikum på taburetter rundt langs alle fire hvide stofvægge. At vi som publikum sidder, så vi både kan følge spillet og se vores medpublikummer, er brugt mange steder før, men det rokker ikke ved, at det også er en meget velegnet publikumsopbygning til akkurat denne forestilling.
Man lader uvægerligt blikket vandre undervejs fra spillets eneste skuespiller (Isa Marie Henningsen) og hendes medspillende musiker (Anna Roemer) og rundt, ud blandt publikum, fordi stykket på en stærk måde peger på, at Mira ikke er ene om at have så store problemer med livet, at tanker om flugt og død trænger sig på.
Det er en central pointe, at Mira rent faktisk ikke ønsker at dø. Hun vil gerne smage på livet og tage del i det. Hun siger fx et sted i begyndelsen 'Jeg vil leve et godt liv. Gå på efterskole…', og længere henne siger hun 'Jeg vil ikke dø, jeg vil bare væk herfra'.
Men flere ting forhindrer hende i det. Hun ved, at hun ikke er til mænd, men til kvinder, og kan ikke finde ud af at tale med nogen om det. Og hun bliver en skæbnesvanger aften voldtaget af en flok mænd ude i en skov – og fortier det.
Kun dagbogen ved det. Og at skrive er ikke det samme som at sige det, som det så klart udtrykkes i tråd med stykkets intention om, at unge skal huske at dele deres tanker med andre og ikke fortie dem som Mira.
Stærkt skuespil
Teksten går fra første replik lige til sagen. Via Isa Marie Henningsen betror vores hovedperson os: 'Jeg har det pisseskidt…' og kalder sig selv 'et misfoster, en vanskabning, en dum lille tøs', og hun siger lige i hovedet på os: 'Jeg føler ikke noget for nogen angående kærlighed'.
Så skifter Henningsen over til at være fortæller. I den rolle forklarer hun os, at forestillingen bygger på en virkelig hændelse og på pigen Miras dagbøger.
Siden veksler spillet mellem citater fra dagbogen og scener, hvor Henningsen fortæller om sit liv og undervejs slår over i et anderledes tonefald og nærmest råbende kaster sig ud i en række mere affektive råb og udbrud.
Isa Marie Henningsen har tæft for at gestalte Mira. Udover at være præcis i både tale om kropssprog, gør den kombination af fysisk pondus og porcelænsagtig skrøbelighed, hvormed hun fremstiller Mira, uvægerligt indtryk.
Følelsesruskende el-guitar
Udbrudene ledsages tit af hårdt-pumpet spil på elguitar. Anna Roemer spiller nogle gange alene, andre gange som underlægning til Henningsens replikker. Kompositionernes klange mikser effektfuldt noget, der lyder metalhårdt med lyde, der tager sig ud som smerteskrig. Musikken signalerer med al tydelighed, at det er langt fra rart at være Mira.
Leiv Arne Kjøllmoen, som udover at være på teksten også står for iscenesættelsen, har sørget for fine variationer i arrangementerne, som tydeligvis vægter fysisk at tegne den uro, der raser i Mira.
Nathalie Mellbyes scenografi fungerer i den sammenhæng godt. I midten står et podium langs hvis kanter, der er et kuperet jordterræn beklædt med træer. Et lille skov-miniaturelandskab, som ligger hen i et rødbedefarvet lysskær og som effektfyldt belyses af lodret placerede lilla neonrør, så signalet er både spøgelsesskov, hospital og en kunstig uvirkelighed.
Landskabet minder lidt om dem, man i gamle dage lod et lille elektrisk tog køre igennem. Det har en god effekt, at Henningsen virker helt unaturlig stor, når hun sidder, står eller ligger på podiet. Den fysiske 'overfylde' spejler det, at Mira ikke kan få vejret psykisk i livet. Det skaber også en klaustrofobisk atmosfære, når de små træer belyses, så de kaster store skygger rundt på de hvide vægge over publikum. Og det virker samlende på spillet, når Henningsen og Roemer – som begge er dagligdags-ungt klædt på i cowboybukser og rosafarvede hættetrøjer – undervejs finder sammen på podiet og sidder ryg mod ryg.
Vellykket scenekunst
Selvmord og selvmordstanker er selvsagt en meget alvorlig sag. Teatret Fair Plays 'I skovens dybe, stille ro' er et godt bud på, hvordan man kan åbne op for at tale om et problem, som i allerhøjeste grad er vanskeligt at håndtere for unge.
Som en ikke uvæsentlig ting er forestillingen også vellykket teater rent kunstnerisk. Fordi der ikke ødsles med virkemidlerne, fordi alt er lavet professionelt og fordi man i sine valg inden og sin kontakt under forestillingen forholder sig seriøst til sit publikum.
Og så er titlen og brugen af sangen i sig selv meget velvalgt. Første vers af sangen synges undervejs og peger med sine slutstrofer ('der er idyllisk stille fred/i skovens ensomhed/og hjertets længsler tier her,/hvor fred og hvile er' gåsehudsskabende tilbage på eller ind i solar plexus af stykket.