Den mindste, mest enkle form for teater, en personog en tekst, kan vise sig at rumme store oplevelser. Alt, der skal til, er en fremragende dramatiker med noget på hjerte og en dygtig skuespiller med masser af mod og dramatisk overskud.
Forestillingen 'Johan Padan opdager Amerika' har begge dele.
Dario Fos monolog er en vidunderlig generøs skrøne og en klar kritik af europæernes og den katolske kirkes overgreb på indianerne og på deres egne befolkninger. Med Ernesto Piga Carbone har forestillingen en skuespiller, der kan mere end blot at fortælle en historie.
Johan Padan er en italiensk bonderøv, der ved et tilfælde og Fos mellemkomst kommer med Christoffer Columbus skib til Amerika. Unge Johan har måttet flygte for den sorte Inkvisitions rædsler, og for ham bliver det en tur med mange strabadser, men også store glæder.
Heldigvis, for rejsen kommer til at vare resten af hans liv og drager publikum med ind i en kulørt og saftig verden fuld af erotik og komik. Et sted, hvor man er i godt selskab.
Ernesto Piga Carbone forsøger ikke at efterligne Dario Fos skarptslebne, italienske pantomime – heldigvis, for den danske skuespiller kan så rigeligt selv. Med sit livlige og lysende illustrative kropssprog og sin klangfulde stemme skaber han på egne kunstneriske præmisser en sjov og charmerende Johan Padan. Hvis klare diktion og modulerede sprog forfører, så man mod al fornuft tror hvert ord og griner af de vulgære lyde fra dyr og mennesker, han også lukker ud.
Fylde og kant
I et anonymt, fuldt oplyst lokale og dagligt tøj skaber Ernesto Piga Carbone dramatiske, sensuelle og sjove billeder, som huskes længe.
Der er Johan og tre andre søsyge og skrækslagne dyrepassere, som bundet fast til hver sin gris plasker rundt i høje bølger efter et forlis. For grise flyder ovenpå og finder altid den direkte vej til land. Eller Johan, der omgivet af smækre kvinder må lære at elske i en hængekøje uden at dratte ned, når det bliver rigtig hedt.
Det er dog småting i forhold til, hvad han og publikum efterhånden skal holde styr på. Vel ankommen til Amerika bliver det til en hel indianerstamme, store flokke af heste, drabelige modstandere og morderiske angreb. Johan er verdensmester i at overleve godt hjulpet af magi og fantasi og en sund sans for rå og praktiske løsninger, når problemer melder sig. Hvilket de gør i en lind og underholdende strøm.
Men det går ikke uden Dario Fo. Han er umiskendeligt til stede i tekstens velkendte og vidunderligt profane, stærkt alternative bibelhistorie. Til gengæld er det Ernesto Piga Carbone, der her og nu giver komikken fylde og kant og tempo – ikke jappende og ikke for langsomt.
Det gør Johans ihærdige indsats over for indianerne ekstra morsom, når han må kristne dem på skrømt, så de kan redde livet i mødet med den kristne civilisation.
Alligevel kommer mødet til at forgå langt mindre fredeligt, end han havde håbet. Efter at have sendt op til flere krigeriske, men godtroende guvernører og regimenter ud på havet til den visse død, indser Johan Padan, at han må blive for at forsvare indianernes land. Selv om det indebærer, at han aldrig vil gense det Italien, som han forlod i 1492 og savner. Det tror vi på.
