”Du ser på mig som om, jeg er en fucking junkie! Ligner jeg måske sådan en?! Hvorfor laver I ikke to indgange? En til dem og en til sådan nogle som mig?” Noget i den retning siger Rasmus Arved Monrad i rollen som den unge fyr, der har henvendt sig til et misbrugscenter, fordi hans pilleforbrug har taget overhånd.
Pillerne tog hans smerte, men nappede også hans tanker. Nu, hvor det endelig ikke er weekend længere – og hermed igen åbent på misbrugscentret, sidder han foran en misbrugskonsulent, der som den første hører om hans misbrug.
Arved Monrad er 300 procent troværdig som den unge fyr. Han driver af livspres. Det snor sig som dybe rynker i hans unge ansigt og emmer ud af samtlige porer i hans lange krop. Hans tale er klemt som i en skuetvinge, men samtidigt velartikuleret klar.
Piller, perfektionisme, penge
Livet er langtfra let for personerne i ’Pres’. Pia Marcussen rammer hovedet på sømmet i forhold til nutidens unge. Hendes pen er fyldt med vid og udmærker sig tillige ved en udsøgt sans for at mixe tungt med let, alvor med humor. I misbrugsscenen forstår Marcussen eksempelvis at lade den unge fyr komme med små hints til, hvad han synes misbrugskonsulenten skal notere: ”Han er en stærk type. Mange vil gerne være ligesom mig. Skriv bare det.” Og lidt senere ”Han sover ikke. Skriv også bare det”.
I skikkelse af Karoline Toksvig Gammelgaard møder vi en ung pige, der lider under at ville gøre alt perfekt. Også den fødselsdagsfest, hun er i gang med forberede. En fest, som mange synes at ville komme til. Men snart tikker det ene afbud efter det andet ind på mobilen.
Toksvig Gammelgaard har fuldstændigt styr på gradvist at vende vrangen ud af den følelsesmæssigt tyndslidte snart 14-årige pige. Gammelgaard spiller også pigen, som i træningscentret punker sin kammerat for ikke at ville fortælle hvordan, hans tvillingesøster har det. Vi forstår med al tydelighed, at søsteren mistrives, og at det piner broderen.
Yas Wadi lægger udtryksfuldt krop til tvillingebroren, som af nød i den vedvarende udfritning vælger løgn og bortforklaringer.
Mormor er sidste udvej for en ung fyr, der mangler trecifrede kontantbeløb. Episoden minder lidt om en fra tv-dramaserien ’Huset’, hvor den unge i stedet for at opsøge sin mormor henvender sig til sin politibetjent-mor. Men samtidig er scenen på positivt afgørende vis anderledes. I ’Pres’ er synsvinklen nemlig den unges og episoden ender åbent.
Relevant, intens og dynamisk
Akkurat det er stærkt og karakteristisk for hele forestillingen, som aldrig kammer over og er lykkeligt befriet for løftede pegefingre. I stedet fyldes rummet med et nærvær, relevans, dynamik og ærlighed.
I Ingeline Lautrup Holsteen Jessens ultraenkle trappetrinscenografi og Martin Lundholms virkningsfuldt vekslende lyssætning har Pia Marcussen skabt arrangementer, som skarpt holder fokus på fortællingen. Og samtlige små scener lyser af sårbarhed og en særlig slags styrke midt i alle besværlighederne, fordi de tre skuespillere, som snart er i dynamisk fysisk action, snart holder sig i intens ro, er så dygtige til at optræde og så gode til at fastholde kontakten til publikum.
Den ene tilspidsede livssituation afløser flot den anden i en frise, som gør både følelsesmæssigt og tankemæssigt indtryk.
