Af: Kirsten Dahl

12. november 2021

Stærk og savnfyldt Pippi Langstrømpe

I Folketeatrets moderniserede version af Astrid Lindgrens klassiker er Pippi en udadvendt, stærk og fantasisprudlende pige, men også en pige med tristesse.

Pippi er prægtig. Pigen med efternavnet Langstrømpe er stærk og fræk, og så har hun en ovenud veludviklet fantasi og et uknægteligt gåpåmod. Sådan er pigen med de strittende knaldrøde fletninger og hovedet fyldt med fregner i Astrid Lindgrens bog fra 1945, og sådan er hun i Folketeatrets version. 

Siw Ulrikke Maibom gestalter den brave pige med akkurat den frimodighed og vildskab, som man husker hende fra bogens sider og som hun blev spillet i TV-serien fra 1968. 

Klædeligt vemod 

Folketeatret har tillige moderniseret Pippi Langstrømpe visuelt. Pist væk er de stribede langstrømper, som løb i ål. De er afløst af skrigende pink stumpe-bukser med Villa Villa Kulla-print inklusiv print af Pippis hest og abe. Øverst bærer hun en tunika i blikfangs-rød og siden en oversize sweater med tre brede, vandrette striber: en pink, en gul og en turkis. 

Teatret har også skruet lidt på vægtningen af den psyke, Pippi fremtræder med. Hvor Pippi i originalen og i særdeleshed i TV-serien primært og langt det meste af tiden er en pige med krudt bagi og konstant skøre påhits, der bryder med traditionel gammeldags børneopdragelse, udtrykker hun i denne teaterversion oftere og i mere udtalt og eksplicit grad, at hun savner sin mor og far. 

I gentagne aftenscener – nærmest som visning af et fast ritual for Pippi – ligger hun i sin hængekøje og evaluerer dagen i samtale med sine forældre. Først moren, til hvem hun taler mest blidt og følelsesfuldt – når nu moren befinder sig oppe i himlen på en sky. Derpå mere råt og direkte – men stadigt kærligt til sin far, som hun humoristisk beskriver som en tøndetyk sørøver, hvis fedtlag får ham til at skulpe ovenpå i de syv verdenshave. 

Pippis tristesse danner en fin modvægt til den sprælskhed, som er pigens mest fremtrædende DNA. Og det gør, at forestillingen, som i øvrigt har en del indbyggede sange, får to klangbunde; dur og mol; en humør- og fantasifyldt og en melankolsk, som er fyldt med savn. 

Demonstrativt lys 

Meget er ganske eksplicit i denne Pippi-version. Lyssætningen lader ingen i tvivl. Når vi er i Pippis univers er der knald på farverne: Hele bagvæggen (som breder sig ud til begge sider) lyser af farver og humør. Hjemme hos Annika og Tommy er universet derimod gråt eller leverpostejfarvet, lige som deres skoleuniformslignende tøj. I skolen er det ligesådan. Alt: læreren, eleverne og klasseværelset er kedeligt lysebrunt. 

Med tiden – trin for trin – og i takt med, at Annika og Tommy – og såmænd også deres forældre, læreren og børnehjemsfrøkenen Frk. Prysselius – bliver smittet af Pippis livsgnist og sprælske fantasi, får de mere og mere kulør på deres tøj. Strømper, kantebånd, knapper, fodtøj m.m. får nogle af Pippis farver.

Denne næsten overtydeliggørelse af livskraftig børne-humør versus livsdrænende voksen-kedsomhed er på kanten til at være for meget. Samtidig er de mange glade farver med til at give forestillingen liv. Én ting kunne dog med held have være udeladt: Når Tommy mod slutningen er iført gul nederdel og Annika stribede kulørte bukser, er det efter al sandsynlighed tænkt som en visualisering af, at de to artige børn nu også er i stand til at slå sig løs. Men jeg var vidne til at akkurat dette klædeskift forvirrede nogle blandt børnepublikummet. 

Irriterende udvendighed

Mange opsætninger bygger Pippis hjem op i noget der kan lige et 1:1 størrelsesforhold. Her er Villa Villa Kulla et lille dukkehus. På scenen er i stedet nogle legeplads- eller gymnastiklignende stænger, som Pippi og hendes abe snor sig rundt i, og som Tommy og Annika også siden slår sig løs i. 

Pippis hest og aben Hr. Nilsson vandrer rundt på scenen. De er tøjdyr udstoppet med artister. Især aben er en gevinst, fordi den så vævert laver akrobatiske løjer.

Siw Ulrikke Maibom spiller ligesom i øvrigt Linea Høeg Olsen (som Anika) og Ulrik Windfeldt-Schmidt (som Tommy) med en timing og i et gear, som klinger fint sammen med de stemninger og det indhold, der er på spil. 

Modsat virker det skuespil, som Tanya Lund Andersen og især Albert Stein Ankerstjerne og Morten Christensen leverer som henholdsvis de artige børns forældre og skolelæreren, meget anstrengt. 

Det er mig en gåde, hvorfor skuespil i produktioner, som spiller for massevis af publikum ad gangen, ofte skal fremføres i så forskruet en form. I min oplevelse ødelægger det nervetrådene ind til det substantielle i forlægget – her det essentielle i Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe-fortælling. Det overgearede skaber en irriterende udvendighed. Det lader show-stemningen overskylle det åndrige i fortællingen. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.