Pippi er prægtig. Pigen med efternavnet Langstrømpe er stærk og fræk, og så har hun en ovenud veludviklet fantasi og et uknægteligt gåpåmod. Sådan er pigen med de strittende knaldrøde fletninger og hovedet fyldt med fregner i Astrid Lindgrens bog fra 1945, og sådan er hun i Folketeatrets version.
Siw Ulrikke Maibom gestalter den brave pige med akkurat den frimodighed og vildskab, som man husker hende fra bogens sider og som hun blev spillet i TV-serien fra 1968.
Klædeligt vemod
Folketeatret har tillige moderniseret Pippi Langstrømpe visuelt. Pist væk er de stribede langstrømper, som løb i ål. De er afløst af skrigende pink stumpe-bukser med Villa Villa Kulla-print inklusiv print af Pippis hest og abe. Øverst bærer hun en tunika i blikfangs-rød og siden en oversize sweater med tre brede, vandrette striber: en pink, en gul og en turkis.
Teatret har også skruet lidt på vægtningen af den psyke, Pippi fremtræder med. Hvor Pippi i originalen og i særdeleshed i TV-serien primært og langt det meste af tiden er en pige med krudt bagi og konstant skøre påhits, der bryder med traditionel gammeldags børneopdragelse, udtrykker hun i denne teaterversion oftere og i mere udtalt og eksplicit grad, at hun savner sin mor og far.
I gentagne aftenscener – nærmest som visning af et fast ritual for Pippi – ligger hun i sin hængekøje og evaluerer dagen i samtale med sine forældre. Først moren, til hvem hun taler mest blidt og følelsesfuldt – når nu moren befinder sig oppe i himlen på en sky. Derpå mere råt og direkte – men stadigt kærligt til sin far, som hun humoristisk beskriver som en tøndetyk sørøver, hvis fedtlag får ham til at skulpe ovenpå i de syv verdenshave.
Pippis tristesse danner en fin modvægt til den sprælskhed, som er pigens mest fremtrædende DNA. Og det gør, at forestillingen, som i øvrigt har en del indbyggede sange, får to klangbunde; dur og mol; en humør- og fantasifyldt og en melankolsk, som er fyldt med savn.
Demonstrativt lys
Meget er ganske eksplicit i denne Pippi-version. Lyssætningen lader ingen i tvivl. Når vi er i Pippis univers er der knald på farverne: Hele bagvæggen (som breder sig ud til begge sider) lyser af farver og humør. Hjemme hos Annika og Tommy er universet derimod gråt eller leverpostejfarvet, lige som deres skoleuniformslignende tøj. I skolen er det ligesådan. Alt: læreren, eleverne og klasseværelset er kedeligt lysebrunt.
Med tiden – trin for trin – og i takt med, at Annika og Tommy – og såmænd også deres forældre, læreren og børnehjemsfrøkenen Frk. Prysselius – bliver smittet af Pippis livsgnist og sprælske fantasi, får de mere og mere kulør på deres tøj. Strømper, kantebånd, knapper, fodtøj m.m. får nogle af Pippis farver.
Denne næsten overtydeliggørelse af livskraftig børne-humør versus livsdrænende voksen-kedsomhed er på kanten til at være for meget. Samtidig er de mange glade farver med til at give forestillingen liv. Én ting kunne dog med held have være udeladt: Når Tommy mod slutningen er iført gul nederdel og Annika stribede kulørte bukser, er det efter al sandsynlighed tænkt som en visualisering af, at de to artige børn nu også er i stand til at slå sig løs. Men jeg var vidne til at akkurat dette klædeskift forvirrede nogle blandt børnepublikummet.
Irriterende udvendighed
Mange opsætninger bygger Pippis hjem op i noget der kan lige et 1:1 størrelsesforhold. Her er Villa Villa Kulla et lille dukkehus. På scenen er i stedet nogle legeplads- eller gymnastiklignende stænger, som Pippi og hendes abe snor sig rundt i, og som Tommy og Annika også siden slår sig løs i.
Pippis hest og aben Hr. Nilsson vandrer rundt på scenen. De er tøjdyr udstoppet med artister. Især aben er en gevinst, fordi den så vævert laver akrobatiske løjer.
Siw Ulrikke Maibom spiller ligesom i øvrigt Linea Høeg Olsen (som Anika) og Ulrik Windfeldt-Schmidt (som Tommy) med en timing og i et gear, som klinger fint sammen med de stemninger og det indhold, der er på spil.
Modsat virker det skuespil, som Tanya Lund Andersen og især Albert Stein Ankerstjerne og Morten Christensen leverer som henholdsvis de artige børns forældre og skolelæreren, meget anstrengt.
Det er mig en gåde, hvorfor skuespil i produktioner, som spiller for massevis af publikum ad gangen, ofte skal fremføres i så forskruet en form. I min oplevelse ødelægger det nervetrådene ind til det substantielle i forlægget – her det essentielle i Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe-fortælling. Det overgearede skaber en irriterende udvendighed. Det lader show-stemningen overskylle det åndrige i fortællingen.