'Det er ret vildt at tænke på, at først så var der slet ikke noget'.
Åbningsreplikken i Teatret Maskens nyskabte forestilling 'Eksplosioner', skrevet af dramatiker Anna Panduro og instrueret af Jacob Stage, leveres med forundret teenageattitude af Andreas Berg Nielsen, den ene af forestillingens to medvirkende.
Fra sin plads bag DJ-pulten, hvor han har snurret lækre technorytmer, mens publikum har indtaget deres pladser, træder han nu frem som forvirret og forelsket teenager – for pludselig blev der lys, og der var Stine.
Og der er hun, helt konkret i skikkelse at Mia Lerdam, der træder frem i lyset. Således er scenen er sat til Eksplosioner, både de store kosmiske og de indre personlige.
Rammefortællingen om Stine og den forelskede dreng kæder fra forestillingens begyndelse elegant de kosmiske eksplosioner, der har skabt universet sammen med de, målt på den skala mikroskopiske, men målt på en menneskelig skala gigantiske indre 'eksplosioner', man udsættes for som teenager.
Udgangspunktet for forestillingen er blevet til i et samarbejde mellem Teater Masken, dramatiker Anna Panduro og Instruktør Jacob Stage gennem et workshopforløb med 8. klasser fra Guldborgsund Kommune.
Den nye pige i klassen & alle de andre
Stine er den nye pige i klassen. Der overhovedet ikke synes, at det er fedt at skulle starte på en ny skole, slet ikke når hun har været så dum at glemme sin mobiltelefon, livlinen til verden, den første dag: 'Hvis jeg sætter mig ned med en bog, tror de bare, at jeg er en stræber'.
Trods allestedsnærværende snak om de unges kvaler i præstationssamfund synes 'boglig' her ikke ligefrem at være i høj kurs.
Foruden den forelskede dreng og den nye pige i klassen møder vi igennem forestillingen forskellige andre unge, i bekymrede og begejstrede situationer. Blandt andre bloggeren Marie Louise med en holdning til mangt og meget og et stort behov for at udtrykke den; Patrick, der pjækker fra skole for at spille voldelige computerspil, fordi han alligevel ikke kan 'finde ud af en skid i skolen'; og Kongen og Kevin, en Youtuber-duo uden følgere og Karl og Katrine, der dyrker asiatisk kampsport i forsøget på at tæmme den indre vrede.
Porre-Wars og hermafroditter og ligestillingsdebat
Skiftene imellem de forskellige karakterer klarer de to skuespillere smidigt. Førnævnte Stine og den forelskede dreng fremstår ret nuancerede i deres interaktion med hinanden, med deres forældre, og i deres monologiske sekvenser, hvor de taler til sig selv.
De andre, vi møder, ligger på kanten af karikatur, både i spillestil og stereotypiske karaktertræk, hvilket går rent ind hos det unge publikum. Der grines højt, når Kongen og Kevin slår om, hvem der skal have slag i nosserne med en porre; Porre-Wars, og når bloggeren Marie Louise bedrevidende fortæller ham, der har svinet hende til i kommentarsporet på hendes blog, at alle burde være feminister, for det handler om ligestilling både for mænd, kvinder – og hermafroditter…
Særlig eksplosivt bliver det i en scene, hvor en tørklædeklædt Mia Lerdam fortæller, hvordan tørklædet er hendes personlige valg og får hende til at føle sig fri. Samtidig taler en slipseklædt Andreas Berg Nielsen om slipset som et personligt udtryk, en måde hvorpå han tager dagen på sig og bliver klar til verden.
Selv hvis man bekymres mere end man begejstres over denne sammenkædning af historisk kvindeundertrykkelse og et mandligt modefænomen, så må man konstatere at det det er ungdomsteater, der tør! Og lægger op til diskussion i klasseværelset efterfølgende.
Scenografisk Tetris og mor på kassen
Scenografien, der består af forskellige kasselignende elementer, opbygget i flere niveauer, som et spil Tetris, fastholdt lige der, hvor brikkerne endnu ikke er faldet helt på plads, udnyttes på mange måder. Man mærker instruktørens koreografiske baggrund og fornemmelse for rum, når han får spillerne til at ligge, sidder, danse og bevæge sig på både de horisontale og de vertikale flader.
Ligeledes fremstår de mange forskellige video- og lysprojektioner aldrig tilfældige eller overflødige, men velvalgte ift. hvilken fortællermæssig funktion de understøtter. Lys og projektioner er et væsentligt aspekt af den overordnede udvikling i forestillingen, der starter i al det, der irriterer en teenager, og slutter i en håbefuld stemning af konkrete bud på, hvordan en bedre verden kan se ud.
De store emner i de små problemer
Det er interessant, at emner som (homo)seksualitet, vold i hjemmet og alkoholisme, der alle må siges at være store, uhåndterbare og følelsesmæssigt overvældende, kun nævnes i bisætninger og ligger som uartikulerede implicitte skrig i nogle af karakterens mere dagligdags problemer. En ikke uvæsentlig pointe om det at være menneske; det vi ønsker at flygte fra, eller det vi stræber imod, er ofte det, vi har sværest ved at tale om.
Til sidst får Stine, selvfølgelig fristes man næsten til at sige, kysset ham, der er så forelsket i hende, og som tager hende med ud og se på stjerneskud, universets smukkeste eksplosioner. Dejligt og lidt forudsigeligt.
Det eksperimenterende arbejde både med forestillingens form og indhold er grundigt og veludført, men man efterlades lidt uforløst med et savn efter noget, der skubber mere til det velkendte.
I lyset af det forudgående arbejde med målgruppen, skal det dog hertil siges, at historierne og karaktererne på scenen må antages at spejler teenagelivet anno 2019, sådan som det opleves fra indersiden. Og det er ikke et uinteressant indblik
