Kan en tør paragraf blive til godt fortælleteater? Svaret er ja, når det gælder noget så menneskeligt nærværende og forståeligt som ligestilling mellem kønnene. Det drejer paragraf 5 i FN’s Verdensmål sig om, og den er angiveligt udgangspunktet for Fortællekunstens forestilling 'Kongerosen'.
Det er navnet på en børnehave, og ophavsmand og fortæller Kasper Sørensen lægger ikke fingrene imellem i beskrivelsen af, hvordan danske børn fra de er små stadig præges af stereotype kønsrollemønstre.
Trods årtiers forsøg på det modsatte er lyserødt og lyseblåt, dukker og drengebold igen blevet helt almindelig markører. Men 'Kongerosen' handler først og fremmest om, at det ikke er nogen selvfølge eller noget, som piger og drenge uden videre skal godtage. Det gør fem-årige Rose bestemt heller ikke. Hun er udstyret med en ualmindelig viljestærkt overbevisning om sit eget værd, og at hun som pige i alle måder er på højde med eller ligefrem overgår drengene.
Rose vil ikke lade sig undertrykke af urimelige normer og er ikke bleg for at demonstrere sin holdning i praksis. Hun er en lille fysisk og psykisk superstærk heltinde med Pippi Langstrømske træk og ligesom hende et forbillede for andre. Ikke kun for piger, men også for den jævnaldrende Thor. Han stritter først imod, for selvklart kan piger ikke tænde bål med et ildjern eller fange fisk. Pigers plads er i køkkenet, hvor de lærer at skære kartofler. Det ved en enhver rask og rigtig dreng.
Men selv om Thor har navn efter en af fortidens guder, har han – af gode grunde – ikke styr på verdenshistorien. Det har tilskuerne nok heller ikke. Men det har Kasper Sørensen, der også er en vital og medrivende fortæller, der med humor og sikkert overblik fra sin røde barstol hele vejen er i direkte kontakt med publikum.
Stolte køkkendrenge
Men med al respekt for kvaliteterne i 'Kongerosen', så kunne man unde små tilskuere en mere visuelt spændende teateroplevelse end en sortklædt fortæller i sorte omgivelser. Derfor er det også rart med lidt forandring, når Kasper Sørensen hopper ned af stolen og bruger både krop og især stemme som effektive virkemidler. Skal en lyd være høj eller stille? spørger fortælleren. Det viser sig, at den høje lyd er HØØØJ.
Det oplever man, når Rose og Thor ved et uheld under en fisketur falder gennem gulvet i en gammel slotsruin, besvimer og pludselig befinder sig i en anden tid. Dengang var der køkkendrenge i de store husholdninger, får man at vide. Drenge, der var vældig gode til at skære kartofler og stolte af deres fag og status, men som ikke lærte at bruge våben. Derfor var de uduelige som soldater, og det bliver fatalt, da en fjende pludselig dukker op.
Efterhånden bliver der så stor mangel på kampklare tropper, at køkkendrengene må hentes op for at bekæmpe fjenden. Og så er det Rose, der i al hast lærer dem at slås. Piger er nemlig ikke ”bare” piger, og det, man ikke kan, kan man lære, lyder det, og det gælder også for drenge. Desuden bliver man god til det, som man øver sig på. Så da Rose og Thor er kommet til sig selv og igen er hjemme i børnehaven, har Thor ikke længere noget imod at skære kartofler.
Det viste sig, at Teateravisen.dk var med til premieren på 'Kongerosen', og at dømme efter festival-publikummet i Esbjerg blev fortællingen om drenge og piger og FN’s verdensmål om ligestilling godt modtaget. Det sker sjældent, at en aldersgruppe defineres med så få år som her.
