Scenografien er en vigtig tredjepart i ‘To på spil’. Det Lille Verdens Teater oplyser ikke, hvem der står bag. Måske er det et kollektivt påfund, og det er genialt. På én gang den perfekte, visuelle ramme om forestillingens indhold og en skæg, interaktiv medspiller.
Gulvet er dækket af en kæmpestor, flot spilleplade til et brætspil. Hvilket er ret praktisk, da forestillingen er ét stort spil, som styres af publikum. Sådan da. Tilskuerne bestemmer under stor opmærksomhed, om brikkerne skal rykkes højre eller venstre om på spillepladen, og så drøner skuespillerne ellers af sted. Undervejs tegner de nogle troværdige karakterer, der konstant udfordrer hinanden i brætspillet.
Resten – faktisk det meste – er et målrettet, moderne eventyr om Lines møde med den udspekulerede spillefugl – ludomanien – og dens farlige fristelser. Det er en historie med mange sidetemaer. Om kunsten at blive en god taber i stedet for så sur og fornærmet, at ens mor ikke gider at spille mere. Men også om mor og datter forhold, og om magtkampen mellem spillefuglen og dens moder, der er en forvandlet prinsesse!
Nina Christrups bløde former er perfekte til en Line i nattøj og bare tæer. Men det er hendes naturligt livlige spil, der for alvor giver rollen som den søde, selvrådige pige troværdighed. Anne Kurzweil skifter behændigt og karaktérfuldt mellem rollerne som Lines bestemte mor, den elegante, men klamme spillefugl og fuglens gamle, forheksede mor. Hun formår at gøre spillet precist så tvetydigt, at man ikke ved, om man kan stole på dem eller ej.
Det hele hænger flot og fornøjeligt sammen i den koncentrerede tekst, hvor ordet ludomani slet ikke bliver nævnt. Det er heller ikke nødvendigt, selv om emnet er højaktuelt og dybt alvorligt.
Nervepirrende uhyggeligt
I ‘To på spil’ ser publikum med egne øjne, at Line kommer i meget dårligt selskab, da spillerfuglen pludselig springer ud af bornholmeruret.
Det begynder ellers rigtig sjovt. For Line er jo vild med at spille, men må nøjes med at spille med sig selv, fordi hun snyder, så hendes mor ikke vil være med. Men det vil spillefuglen, og Line er straks parat og følger med fuglen hjem. Brætspillet går lystigt derud af i hæsblæsende tempo og højt humør. Lige til Line vinder. Så begynder spillefuglen at hakke hende og true.
Men Line vil
vinde, så hun vælger at overhøre alle faresignaler og sætter til sidst sig selv som indsats i spillet. Svedig og rød i kinderne farer hun rundt og flytter brikkerne fra felt til felt, mens publikum holder vejret. For sent indser Line, at den modbydelige spillefugl manipulerer med hende. Så da hun taber, bliver spillet rigtig nervepirrende og uhyggeligt.
Men spillefuglens mor bryder sig bestemt ikke om sit afkoms ondskabsfulde metoder og forsøg på at fjerne hende fra magten. Så i den stærkt kritiske situation hjælper hun Line – og sig selv – ved at røbe, hvordan Line kan redde sig ud af spillefuglens fangenskab. Og så kommer moderen tilbage og vil godt spille et spil, inden Line skal sove. For hun er i nattøj og var lige fra begyndelsen på vej i seng.
Så kan vi jo spekulere over, om Line bare har haft en ond drøm. Men at ‘To på spil’ er en klokkeklar og vældig underholdende advarsel mod ludomani, det er den skinbarlige virkelighed.
