Paolo Nani er en hamrende dygtig komiker og en fremragende mimiker. En ‘plastisk’ performer med talent for timing og sensibilitetsfyldt præcision i de kropslige udtryk.
Nani kan bruge hænderne i en rullende bevægelse så fingrene tager sig ud som en bløddyrslarve i bølgedans. Han kan tonere en gangart, så vi ikke et øjeblik er i tvivl om sindsstemning og humør. Spile øjnene op i måbende naiv forbavselse. Triumfere med en stålsat selvsikkerhed, for fluks derefter at kollapse som en ‘sjask-ulykkelig klud’. Han kan svitse mellem overlegen ‘vinder’ og slukøret taber. Zappe mellem tilbagetrukken sky underlegenhedsperson og tromlende overlegenhedsvæsen. Svinge mellem sart tilbagetrukken poesi og rå, fremfusende pågåenhed.
Den artistiske snilde og det udtalte charme-gen bruger Nani fuldt ud i ’Jekyll & Hyde’. En soloforestilling, der, som titlen også indikerer, er inspireret af Robert L. Stevensons berømte ’The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde’. Romanen om dr. Jekyll, som med opfindelsen af et medikament, der kan befri ham for den kuede del af sin personlighed, også fremtryller en drik, som forvandler ham til det skrupelløse monster, Mr. Hyde.
Paolo Nani har transformeret Stevensons litterære forlæg over i et klovneunivers. Dr. Jekyll er en skøn, gigantisk tyk klovn med stor kartoffeltud, en krans af strithår på det i øvrigt ellers skaldede hoved, og en vom som en japansk sumobryder. En fysisk klovnestatur, der passer fint til den blufærdige og engleblide klovn, der snart vender vrangen ud på sig selv og får nogle anderledes diabolske træk.
Kolber og vandkanoner
Klovneforvandlingsspillet foregår med base i Julie Forchhammers kunstgjorte Storm P’ske kemilaboratorium. Et skønt langbord, hvor kulørte væsker bliver sindrigt blandet i kolber og glas. Med ‘farlige følger’ for ikke blot Nanis klovn selv. Men også for publikum. Frygtløs kaster han sig over publikum med sjove indfald og drilske publikumsinvolveringer. Der bliver kastet og sprøjtet og ‘gjort ved’.
Alt sammen for – som det hedder i programteksten på teatrets hjemmeside – ’at krænge indersiden ud og demonstrere menneskets komplekse grundvilkår og komiske eksistens’.
Og krænget ud bliver der. Det er overraskende, vildt, godt gjort og hylende sjovt. Undervejs og i længere øjeblikke rammer forestillingen en åre af dybere lag i den menneskelige eksistens’ dobbeltheder og identitetstumult. Det sker med tilbageholdt åndedræt, når Nanis Dr.Jekyll ikke kan få et ord frem i mikrofonen – i hvert fald ikke ord i den rigtige tonehøjde. Med laviner af drastiske hændelser, når Nani med sin klovnefigur viser menneskets tumlerier og ihærdige gøren ved for at opnå accept og anerkendelse. Med sørgmodighed på sørgmodighed, når kemimiksturen ikke vil makke ret. Med flitsbuespændt guitarvrid, når Mr.Hyde giver en gas som diabolsk rockstar. Med et fint skyggespil indledningsvis. Og afslutningsvis på koncertmaner og i et skønt bjerg af sæbebobler.
Men det vil være at tage munden for fuld, at påstå at vi hele vejen igennem når ned i nogle dybere eksistentielle lag. I flere passager er ’Jekyll & Hyde’ ren spas.
