Han sidder på et mindre bjerg af puder. Fornuftigt, når man nu som sultan har brugt hele livet til at lave absolut ingenting. Ja, han er faktisk stormester i at gøre ingenting, fortæller han stolt. Den eneste gang, han rejser sig fra puderne, er, når han skal giftes, hvilket heldigvis for ham sker ganske ofte. 100 koner er det foreløbig blevet til!
Til det formål har han fået installeret en løftekran, så han kan komme ned fra pudebjerget. Han mangler bare en kranfører. Belejligt nok kommer en globetrotter forbi på cykel. 21 gange har han været verden rundt, så nu trænger han til et lille hvil. Han bliver naturligvis den nye kranfører, der hejser sultanen op og ned – det er her titlens klodsmajor kommer ind i historien, for det går ikke altid lige godt med hejseriet – i øvrigt til børnenes store fryd. Det er altid skønt at se nogen falde ned, især når det bare er ned i nogle store puder, så der ikke sker noget.
Men klodsmajoren begynder samtidig at stille både spørgsmål og krav til sultanens måde at leve på. For sultanen kan ingenting og ved ingenting. Han bestemmer bare og alting er, som det altid har været. Fra solens op- og nedgangstider til maden, han spiser. Grød, altid grød. Om det ikke er lidt kedeligt, spørger klodsmajoren. Næh, for sultanen har jo aldrig prøvet andet. Han kender ikke verden eller ordene for verdenen omkring ham.
'Jeg er jo sultan', som han siger, nok så selvbevidst. Og de skal åbenbart bare sidde og være til.
Sultan i aktivering
Det kan man naturligvis ikke få en hel børneforestilling til at gå med – bare at være. Så klodsmajoren lokker og driller sultanen, og indvier ham ganske langsomt i madens mangfoldige glæder, i glæden ved at bevæge sig og opdage verden. Hvilket ikke er let, for sultanen er som et stort og stædigt barn. Han vil have godnatsang, når han skal sove; han skal op og tisse, han vil puttes. Han vil og han vil. Uden tvivl ganske genkendeligt for både børn og voksne.
Men sultanen vokser heldigvis i karakter, som tiden går, og det ender med, at han skal ud og se hele verden på klodsmajorens cykel, mens klodsmajoren bliver og passer på både sultanhat, puder og koner.
Se, det er jo umiddelbart kønt nok – aktivering er jo næsten altid godt, i hvert fald på scenen, selv om man måske lidt voksenkrakilsk kunne mene, at sultanen jo sådan set var vældig godt tilfreds med sit hidtidige liv, også selv om han ingenting foretog sig. Men voksenmoraler kan og skal ikke lægges over eventyr for børn – se blot hvor slemt det kan gå i Sverige, hvor 'Folk og Røvere i Kardemomme By' sammen med Tintin lige nu er blevet målet for politisk korrekthed.
Mere energi, tak
Så her vil jeg holde mig til, at historien er morsomt skruet sammen med vittige sange indimellem, at skildringen af sultanen i Janus Kim Elsigs klejne skikkelse er sød og herligt irriterende i sin barnlige selvglæde, at klodsmajoren fremstilles lunt af Henrik Zangenberg, og at konfrontationen mellem de to fremkalder mange skægge situationer i Johanne Eggerts orientalske pudebjergs-dekoration.
Hvad jeg derimod kunne ønske mig, rent instruktionsmæssigt, var en lidt stærkere energi mellem de to, især hen mod slutningen. Her får den lidt dvælende spillestil os til at miste koncentrationen og det er synd. Så gå lidt mere på ham, klodsmajor, og bid lidt mere fra dig, sultan, så holder forestillingen pusten hele vejen igennem og bliver endnu sjovere.
