Fugle er nærmere himlen end mennesker. Det er måske derfor, at fugle altid har været forbundet med varsler om døden. I danseforestillingen ’SorgFugl’ tager koreografen Ingrid Tranum Velásquez fuglens symbolik alvorligt: Fuglen, der kan flyve op mod himlen, men også fuglen, der kan bringe varsler om døden – og fuglen, som flakser omkring os, som om den var en hilsen fra et menneske, vi har mistet.
Den bærende figur i den poetiske danseforestilling ’SorgFugl’ er da vitterlig også en fugl: En insisterende, sort fugledukke i menneskehøjde med skinnende sorte vinger og et udtryksfuldt hoved med glinsende øjne og sørgmodigt sølvnæb.
Det er dukkemageren Anette Asp Christensen, der har skabt denne vidunderlige skabning. Og det viser sig hurtigt, at det er i de besjælede øjeblikke, hvor to dansere sammen lægger krop til denne fugl, at forestillingen letter og forvandler sig til sjælerejse.
Den ene danser bærer vingerne over skuldrene, den anden fører hovedet med armene. Men begge dansere lægger alle kræfter i give fuglen sus i sine ravnesorte fjer. Som om denne ’sorgfugl’ er en mytisk fugl, der flyver fra hjerte til hjerte, hvor den borer sit næb ind i dem, der har mistet – så hjertet bliver sort af sorg.
Flot flyvehøjde
Poesien er ganske overvældende i denne danseforestilling, der er del af det frederiksberg’ske sorgprojekt ’OmSorg’. Oven i et universelt forståeligt danseudtryk rummer forestillingen enkle ord om sorg. Danserne har talt med både børn og gamle mennesker om det at dø – og optaget nogle af deres tanker.
Disse virkelige udtalelser er med til at gøre forestillingen til noget så sjældent som en forestilling for mennesker i alle aldre; i hvert fald fra ni år og op. »Jeg tror godt, at fugle kan føle sig ensomme,« siger en barnestemme gammelklogt i højttalerne.
Scenen i ’SorgFugl’ er ellers ganske spartansk: Et rundt stykke gulv med publikumsstole i en stor cirkel rundt om fuglen. Danserne er klædt helt i sort med sorte bukser og sorte bluser – og sågar sorte mundbind. Den unge, argentinske danser Bety Pujol Cajal bærer fuglehovedet med fascinerende bløde bevægelser. Hun står foran Ingrid Tranum Velásquez, der fører vingerne.
Og så bevæger de to kvinder sig ellers fremad med helt tætte kroppe – som en stærk og fyrig fugl med kraftfulde vingeslag og årvågent blik. Dette er fuglen i flotteste flyvehøjde. Men senere bliver fuglen mat. Den bliver træt og syg. Den forreste danser læner sig tilbage mod den bageste danser, og fugleøjnene glider i. Så begynder vingerne pludselig at flakse og kæntre, indtil fuglen styrter.
Det er storladent og uundgåeligt. I dette symbolske dødsstyrt formår koreografien at spejle mennesket i fuglen – og sorgen over det slukkede liv. Det er et af de smukkeste øjeblikke, der er skabt i dansk danseteater meget længe.
Dødskramper og åndedræt
Ude i stolecirklen står komponisten og musikeren Henriette Groth og følger fuglens vingeslag med øjnene. Dødskramperne bliver til musik gennem hendes klarinet, og vingernes sitren giver sørgmodig genlyd i hendes drømmende bratsch. Det er en imponerende fusion af musik og dans, organisk og ubesværet.
De mandlige dansere byder ind med samme poesi, men også med endnu flere elegante muskelløft, hvor Aldo Tranum Velásquez bærer Frej Stenholt Mortensen på ryggen, mens begge vævert manøvrerer fuglen gennem rummet – rundt og rundt i besværgende cirkler.
Et særligt øjeblik opstår, da Aldo Tranum Velásquez stiller sig helt tæt op ad Bety Pujol Cajal. De bare står og står, indtil deres kroppe begynder at bevæge sig i en minimalistisk tango. En lillebitte impuls forplanter sig fra den ene krop til den anden, helt stille, men så større og vildere, lige indtil disse teknisk ekvilibristiske dansere pludselig eksploderer i fyrværkeriglimt af knæspark til lyden af en bandeneon i det fjerne…
Så omfavner fuglen tangoparret, og på tilskuerrækkerne transformerer energien sig til strakte halse og våde øjne hos publikum.
En alvorlig barnestemme fortæller om bedstefaderen, der døde – og om bedstemoderen, der fik øje på en isfugl. »Så troede hun, at det var ham, der var isfuglen,« siger barnet, forundret og samtidig helt tryg.
Skrabet scenografi
Der er altså højt til himlen fortællemæssigt i ’SorgFugl’ – med folkevisen om ’Jomfruen i fugleham’ og andre fatale fugleberetninger som underliggende kulturfortællinger. Der er en fin og uforudsigelig rytme mellem dansen og ordene. Egentlig er det kun en scene med nogle små papirfugle som føles overflødig i dette symbolstærke værk.
Scenografisk og lysmæssigt er forestillingen dog meget skrabet. Så man kan kun ønske for NextDoor Project, at kompagniet får mulighed for at performe på bedre scener end på den nye, runde scene i KU.BE, hvor der ikke er mørklægning, og hvor lydisoleringen er skrækkeligt mangelfuld. Det fortjener forestillingen.
De dårlige rammer på KU.BE ved Lindholm på Frederiksberg afspejler dog samtidig også den grundlæggende beskedenhed og inkluderende praksis hos NextDoor Project, der altså netop har skabt denne forestilling i tæt samarbejde med både børn på skoler, ældre borgere på plejehjem – og døende på hospicer.
Netop disse menneskers udtalelser om sorg er med til at give dansen en særlig autentisk klangbund, der er meget bevægende. I spørgsmålet om døden står børn og gamle helt lige, for der er jo ingen af os, der ved, hvad der sker, når vi dør.
Som en barnestemme siger det, mens fuglen ligger ubevægelig på gulvet med sine sorte fjer i sørgelig dødsstritten:
’Det, der sker efter døden, har jeg tænkt rigtig meget over.’