Hvis ikke vi havde de fulde folk og dramatikerne til at sige sandheden, ville vi være ilde stedt. For ikke engang børnene tør altid sige, hvad de tænker og stille de spørgsmål til de voksne, der brænder i dem. Fx om døden. Eller om de lange skygger af sorg, den kaster ind i de levendes rækker.
De fleste af os – inklusive børnene – lider af en sandsynligvis kulturelt betinget blufærdighed, når en samtale nærmer sig de svære spørgsmål. Vi omskriver og krabber udenom. Fortrænger og forværrer. Berøringsangst gør, at vi efterlader sorg, angst og uro som ubearbejdede traumer i os selv og vores børn uden at tænke på, at konsekvensen bliver, at vi svigter vores ansvar, og børnene ligger alene på børneværelset med indre dæmoner, der vokser og vokser. Og vokser.
Skuespilleren og instruktøren Signe Kærup Dahl fortæller i en samtalevideo med udviklingskonsulent Nanna Widding fra Landsforeningen Liv&Død på ZeBU’s hjemmeside, at en undersøgelse har vist, at 40 procent af alle (danske?) børn ikke tør tale med deres forældre om sorg. Det har hun og ZeBU sat sig for at lave om på med den co-producerede forestilling ’Det magiske klippekort’, iscenesat som det blidest tænkelige skub i ryggen på det tavst sørgende barn af Signe Kærup Dahl selv. Og skrevet af Inge Duelund, den garvede børnelitterat og dramatiker, der mener, at ”børn er klogere, ærligere og mere interessante end voksne.”
1 klip, 1 tur
I en farveglad, mobil scenografi af Jonathan Hjorth og med stemningsvarierende musik af Søren Dahl Jeppesen sidder en gråhåret mand med fornuftige sko og stribede sokker i 1970’er-brune nuancer. Jonas Munck Hansen er enkelt tegnet som den skønneste guitar-morfar, der altid har tid til at lege og synge med barnebarnet Gerda, som tit kommer forbi sammen med sit lille garnnøgle af en hund, Santana – opkaldt efter morfarens musikidol.
Hos morfaren rimer æbletræer på bygevejr, og han kan spille nætterne mørke og drømmene lyse. Når han tager sit magiske klippekort frem og sætter gang i legen ”1 klip, 1 tur”, kan de vælge at tage på safari i hans lænestol, og så forvandler deres frodige fællesfantasi standerlampen til en giraf og arkitektlampen til dens føl.
Gerda – med stor indføling formet af Nanna Eide – er stor nok til at tage bussen over til sin morfar, men stadig så meget barn, at hun en dag ligefremt og uden kvababbelser spørger ham, hvad der egentlig sker med en, når man dør. Faktisk kan hun ikke forstå, hvorfor man begraver de døde, når de bagefter skal op i himlen. Paradokset har fået hende til at tænke på, om man mon ikke i virkeligheden ender som et støvfnug, der hvirvler søgende rundt i universet.
Morfaren kan ikke svare på det kloge barns spørgsmål, men han lytter og går ind på hendes tanker. Ja, han lover at ringe og løse gåden, når han engang er død. Men selvfølgelig ringer han ikke, da han kort efter faktisk dør. Musikken sørger medfølende. Væggene sukker i hans tomme hus. Og Gerda kan knap trække vejret af sorg over morfarhullet i stuen, selv om Santana gør sit bedste for at muntre hende op.
Hjemløse følelser
Døden er jo på én gang meget abstrakt og helt konkret. Ikke til at begribe, selv om stilheden runger, og morfarguitaren er lagt i kiste. Og når man som Gerda og hendes morfar slet ikke var færdige med at lege og synge og nyde hinandens selskab, er den bestemt heller ikke til at forlige sig med. Øv!
Men det skal man. Den er en slags naturlov, selv om den føles helt vildt unaturlig. Gerda befinder sig i en gråzone mellem det definitive og det uafsluttede, mellem døden og de levende følelser, der nu føles sært hjemløse. Hun bliver del af den ulykkelige statistik af børn, som ikke tør tale med deres forældre og selv må finde en vej ud af den overvældende sorg.
En dag finder hun det magiske klippekort i sin morfars jakkelomme og bruger det næstsidste klip til at besøge ham igen. Han ligner sig selv, men er mere afdæmpet, end han plejer. Han befinder sig ligesom inde bag en glasvæg, hun ikke kan trænge igennem. Er han mon også ked af det? Savner han også hende?
For at genetablere den gamle kontakt beslutter hun sig for at bruge det sidste klip på det magiske klippekort til at flytte ind hos ham, selv om det betyder et farvel til Santanas ivrige logren og aldrig svigtende omsorg. Da Santana med sænket hale bliver sendt væk, er det svært at sidde stille på rækkerne uden at gribe ind, for Katrine Karlsens nuttede bomuldshund har en usædvanlig rørende dyresjæl, tilført af dukkeføreren Astrid Kjær Jensen.
I forestillingens mest hjertegribende scene står det imidlertid Gerda klart, at selv om hun elsker sin morfar – og han hende – hører hun ikke til hos ham længere. Hun må finde en anden måde at være sammen med ham på. Og som det så ofte er tilfældet i tilværelsen, ligger løsningen lige for, uden at hun har forstået det: I det jublende og gøende venskab med Santana genfinder hun det ubetingede, livsbekræftende samvær, og da en jævnaldrende pige dukker op, opdager hun, at det hjælper at bryde tavsheden og snakke om sin sorg og lytte til venindens tilsvarende erfaringer.
Nænsomt og organisk flytter fortællingen sig fra Gerdas altdominerende, konturløse sorg til en accept af døden som del af livet. Den viser, at samværet med morfaren ikke er forbi, men overgået til en ny fase, nemlig til minderne. Til fortællingen om ham. Og til måden at leve sit liv på, sådan som hun har lært det af ham: legende, åbent og fuld af tillid.
’Det magiske klippekort’ er en fin lille forestilling, der viser, at kærlighedsevnen, som man opbyggede i den første barndoms trygge tider, kan folde sig ud igen efter et sorgchok. Men at det kræver, at man tør tage imod venskaber i mange varianter. Og at man lytter til, hvad de andre modige børn, de fulde folk og dramatikerne siger. Og fortsætter samtalen derfra.
