Instruktøren, dramatikeren m.v. Catherine Poher kommenterer nogle udtalelser fra Henrik Steen Larsen i artiklen ’Et solidarisk menneske’:
Kære Henrik Steen Larsen. Tillykke med de 40 år i Børneteatret. Jeg håber, du er blevet behørigt fejret.
Jeg vil gerne kommentere og stille dig nogle spørgsmål til dine udtalelser i dét portræt, der er af dig i artiklen ’Et solidarisk menneske’ her på portalen.
Du udtaler bla. at: ’….en lille selvudnævnt elite sætter sig selv i centrum og stjæler fra den bevægelse, der har skabt dansk børneteater’.
Jeg forstår ikke påstanden.
For det første er det vel ikke en ’Bevægelse’, der har skabt Dansk Børneteater? Det er de enkelte kunstnere/teatre, der har knoklet i årevis for at udvikle og fremelske forestillinger, som er udsædvanligt seværdige, der har skabt ’Bevægelsen’ – for nu at bruge dit eget udtryk.
Så vidt jeg ved, er der ingen, der påkalder sig ret til at være en elite, men da du jo selv nævner, at en stor del at Dansk Børneteater er af al for ringe kvalitet, ja, så er der vel på en eller anden vis også det modsatte, som vi såmænd godt kan kalde en elite ved det, at nogle forestillinger er væsentlig bedre end andre.
Kan det have at gøre med de nye festivaler, der er skudt op de seneste år, som er kuraterede og dermed har en anden karakter end den store årlige festival, som er for alle – også de, du selv udnævner til at være alt for dårlige til at være med?
Der er selvbestaltede festivaler: F.eks.
Spring Festivalen, hvor ZeBU vælger, hvad de synes er et bud på godt teater
SWOP-dansefestivalen, hvor Aaben Dans vælger et program
:Danish+, hvor Gruppe 38 står for det kunstneriske valg
Horsens Teaterfestival, hvor Horsens Kommune vælger et program vejledt af et udvalg nedsat af kommunen
’Fører de sig frem og fremhæver egne dyder og lader forstå, at de nærmest er det eneste gode børneteater i Danmark’?
Er det ikke tværtimod disse initiativer, der peger på, hvor stærkt et teater der findes i Danmark?
Vil det ikke altid smitte af på hele branchen, at der organiseres så fremragende festivaler, som i den grad trækker et både nationalt og internationalt publikum?
De nævnte arrangører tager alene hele tørnen (enhver, der har været med, ved hvor kæmpe et organisatorisk arbejde, det er), hele den økonomiske risiko, hvor de alene bærer et evt. økonomisk underskud – for at gøre opmærksom på noget af det gode og stærke teater, der bliver produceret i Danmark.
Det er vel under ingen omstændigheder for egen vinding?
Samtidig inviterer disse festivaler internationale forestillinger af høj kvalitet for at inspirere hele området.
Det er da formidabelt, at nogen kaster sig ud i sådan en opgave – for de andre.
Nuvel – der er nogle, der træffer et valg her. Hvem vil de gerne præsentere? Hvad er deres bud på et alsidigt, stærkt program? Deraf kvaliteten på disse festivaler.
Den store festival er solidarisk med alle teatre, der ønsker at spille for børn – godt eller skidt – jeg vover at påstå, at de ”selvbestaltede festivaler” er solidarisk med sit publikum. De ønsker at give dem det bedste.
Vi kan være uenige i, hvad der er det bedste – men der bliver truffet et valg. Problemet med den store festival er vel, at ingen træffer et valg.
Er det så dét, der er solidaritet? Solidarisk med børnene eller udøverne? Ikke at vælge er ligegyldighed. I solidaritetens navn?
Catherine Poher er Reumert-vindende instruktør, dramatiker m.v. og bl.a. tilknyttet Åben Dans
