En af de forestillinger der er blevet siddende i hukommelsen, i afdelingen for glædelige oplevelser, er Peter Holsts gengivelse af Selma Lagerløfs 'Den hellige nat' i Næstved for snart fem år siden.
Holst har flere historier på sit repertoire, – denne gang er det H.C.Andersen og den berømte historie om tinsoldaten, han vil fortælle for de 2- til 5-årige over det ganske land. Historien om 'ham, som bliver mærkværdig', ham der bevarer sin standhaftighed både til uniform, gevær og 'Kaskjet', og til sin kærlighed til den vidunderlige ballerina med sit 'Skjørt af den fineste Linon' i papirslottets 'aabne Slotsdør'.
Ordløst
Det Andersenske sprog er altid en mageløs fornøjelse at læse, ikke mindst at læse højt. Varieret, billedskabende, melodisk, og med en charmerende naïvitet.
Peter Holst har valgt en anden vej. Kun med små lyde til at illustrere ærgrelse eller glæde, overraskelse eller militære kommandoråb, fortæller han det hele (og lidt til) ved hjælp af billeder, små og store handlinger og – ikke mindst – ved brugen af Alla Toriks fleksible og smukke scenografi og dukker.
Plus et og andet megetsigende øjekast ud til os i salen.
Vi ser otte huse à la Gammel Strand, i duse farver, og her er både en kro og blomsterhandel og en legetøjsbutik.
Klædt i et tilpas slidt læderforklæde klapper Peter Holst guldalderfacaden sammen og stiller de smukke huse ud til siden på den rustikke sceneplatform. Til syne kommer der et skildvagthus på den ene side og en kakkelovn på den anden. Samt en æske som – lig med en russisk Babusjka-dukke – indeholder en lidt mindre æske som indeholder…osv.
En helt speciel æske findes der også, og den viser sig at indeholde en klovn, der popper op som trold af en æske. Og Holst finder en svane frem og afslører i baggrunden et slot med springvand og en ballerina som får plads foran slottet, og det er både smukt og spændende, men hvor er soldaten?
Jo – han og flere andre skal først skabes! Flydende tin kommes i boksen med støbeformene og ud kommer de flotteste soldater med blå og røde uniformer, geværer og bjørneskindshuer. Også den sidste, den enbenede – der var ikke nok tin til slut – men han er lige så adræt som de andre, og kommandoråbene gjalder og der drives eksercis.
Og så kommer Romeo-og-Julie-øjeblikket, da den enbenede får øje på Danserinden der oppe foran slottet, stående på én tåspids og med det andet ben højt i luften. Som skrevet står: 'Det var en kone for mig! tænkte han'.
Jeg går ud fra, at de fleste ,der er i stand til at læse denne anmeldelse, også har læst eller hørt H.C.Andersens fortælling om den standhaftige tinsoldat. Om at falde ud af vinduet, om papirbåden og rotterne og druknedøden, om fisken og køkkenet der hjemme og om kakkelovnen. Spændende og mangfoldig.
Forenet bliver de til sidst, soldaten og ballerinaen, i kakkelovnens flammehav, men et hjerte af tin kommer der ud af historien, – det ligger i den kolde kakkelovn næste morgen. Ifølge H.C. Peter Holst vælger at give de to plads på en sky i himmelen, og så er den hjemme.
Mange ting at se til
Lige så dreven og dygtig en fortæller Peter Holst er med ord, er han også når tingene og billedene taler, så dramaturgien er klar også for de mindste – endskønt jeg tror at to år er lige lovligt lavt.
Men dét problem, jeg synes forestillingen har, er at Holst har for mange ting at se til. Det giver et forpustet indtryk – alt som skal hentes og fjernes, skjules og vises, ude på siderne, under scenen, oppe og nede, bag og foran.
Der var øjeblikke i forestillingen, hvor det blev mere interessant at følge Holsts arbejde end historiens detaljer, hvor den gode fortæller tabte kontakten til publikum i al sin travlhed.
Men det skal også siges, at der er fortælle-elementer der er fremragende – det stigende vand i regnvejret, de sjove rotter, video af den forslugne fisk.
Og musikken er strålende, den følger den sceniske handling med jazzede rytmer, mange forskellige instrumenter, fra en enlig basgang til pianotrio til harmonika.
