Der er noget dejligt bedstemoragtigt og trygt over Christine Albrechtslunds lille forestilling. Sød, varm og smilende sidder hun ved et lille, gammeldags sybord; der er blonder på skærmbrættet bag hende, te i den store kop og blødt lys fra den gamle standerlampe.
Man kommer i humør til et godt eventyr. Og så bliver begyndelsen af H.C. Andersens ’Tommelise’ ellers fortalt, så vi virkelig spidser ører, og man mærker den uddannede skuespillers arbejde med stemmen, mens hun formidler eventyret om den gamle kone, der så gerne ville have et lille barn, og om heksen, bygkornet og blomsten med den lille Tommelise indeni.
Og op af brændekurven vokser blomsten, stor og blodrød, med en lille dukke gemt bag kronbladene. Senere dukker skrubtudserne frem fra brændekurven – grønne handskedukker med herligt røde tunger – mens åens vand skabes af blåt tyl over det lille bord.
Og der er edderkopper, en sød markmus, en dejlig svale, ja, der er det hele i herligt varieret dukkeform, kiggende frem fra skufferne i sybordet eller indvendigt i brændekurven, der overraskende forvandler sig til markmusens lille hjem. Og der er drabeligt snevejr, når hvide tørklæder svinges i luften, inden vi ender hos blomsterprinsen, hvor Tommelise omsider bliver lykkelig.
Uspændende dukke
Sødt er det, og det klæder forestillingen, at Christine Albrechtslund bruger så meget af original-teksten. Måske flyver de mere subtile sproglige nuancer hen over hovedet på de fire-årige – til gengæld er Andersens kringlede og finurlige ord gode for de større børns hjernevindinger.
Skal man indvende noget, må det være, at Tommelise-dukken ikke er af de mest spændende. En lillebitte dukke, der ikke rigtig kan noget og som bare sidder det meste af tiden. Det er ganske vist helt i pagt med eventyret, for Tommelise handler jo ikke ret meget, men bliver handlet med hele tiden, men det gør unægtelig hovedpersonen til en lidt død og uvedkommende ting i lange perioder, mens de andre dukker muntert bakser omkring og kan en helt masse.
Selv om det måske med den titel kunne være fristende at vise forestillingen for de to- til tre-årige, skal man nok være varsom med det. Dertil er det sproglige niveau for avanceret. Til gengæld rammer blandingen af stille poesi, mere joviale situationer, sproglig spændstighed og originalt tænkte dukker i en ramme af gammeldags hygge de fire- til otte–årige aldeles glimrende, tror jeg. Måske pigerne mere end drengene.
