Happy jazz, som vi kender det fra Cirkeline-filmene, kickstarter det velkendte univers i Teater Next-dramatiseringen af Hanne Hastrups klassiker-figur på Anemonen.
En storsmilende, men lidt anæmisk udgave af Cirkeline, spillet af Anne Blomsgård, danser ind på scenen. Hendes lange, slanke skikkelse er forsøgt afrundet med ekstra fylde i form af hulahoprings-afstiver forneden på den sortprikkede, røde kjole, og det sorte hår stritter som det skal.
Genkendelig for de fleste, sød og imødekommende, om end også rigelig voksenfornuftig, leger denne sirlige Cirkeline skole for sine to fjogede musevenner – komplet med pegepind og lærerinde-brille på næsen.
Søde detaljer
’Op lille mus op lille mus, op at gå i skole’ synges der kækt, imens musene Ingolf og Frederik sukker over deres indskrænkede frihed og prøver at slippe over, hvor gærdet er lavest, med det meste.
Der er søde detaljer med kreativ børnestavning og osteorientering på skemaet, og den tykke uimodståelige Ingolf snyder selvfølgelig, da der skal laves morgengymnastik – til stor morskab for min lille ledsager.
Det er dog langt fra alt, der kan læres på skolebænken, forstår vi, og det er heller ikke helt nemt at få de to mus til at sidde stille, så med fine smidige sceneskift er vi med ét ude i naturen. I livets skole.
Her er både trolde, giftige svampe og stikkende bier, og den fjollede Frederik (fint spillet af Christian Bergman) drager dagens vigtigste lektie: 'Man skal ikke være bange for noget, man ikke ved hvad er, for så får man ikke nogen pandekager'.
Intet nyt under solen
Vi ved til gengæld, hvad vi har med dette lille sympatiske teaterstykke, som ikke kommer bag på nogen.
Faktisk kan det undre, at minimumsalderen er sat til 3 år, og at det endda understreges, at det er vigtigt at overholde den. Intet er farligt eller uventet her. Det hele er hyggeligt og dejligt og kan ikke gøre en kat fortræd. Selv ikke den ulykkelige skovtrold, der er blevet væk fra sin mor, får den mindste sjæl ud af sin komfortzone.
Det er næsten for hyggeligt og pænt det hele, men det går hjem hos målgruppen, og der er som nævnt også fine detaljer at glædes over som voksen undervejs.
Hos undertegnede er det især figuren Ingolf, der charmerer. Med ramasjang-attitude, svingende hofter og vibrerende kindposer får Louise Desirée Bottelet den fyldige figur udover scenekanten. Så meget at det faktisk sætter de andre figurer lidt i relief.
Skæve størrelsesforhold
Scenografisk er især det inkonsekvente størrelsesforhold skægt tænkt. Gigantisk viskelæder og signatur-tændstikæsken som kateder indikerer, som vi er vant til, at vores venner på scenen er mere end almindeligt små.
Et nypudset æble leveret til vores lærerinde, understreger dette yderligere, da det konsekvent omtales som et tyttebær. Kridttavle og Europakort passer til gengæld til dem på en prik.
Helt absurd bliver det, da Frederik får et bistik lige på sin lille musesnude. Cirkeline hiver dramatisk en overdreven stor brod ud, der slet ikke matcher størrelsesforholdet, og hele salen skraldgriner.
Fint men fladt
Publikum er glade, det hele er sødt og fint, og det er virkelig dejligt at være i teatret igen.
Når der alligevel mere end fornemmes et men, hos denne analyserende, voksne anmelder, er det fordi opsætningen ikke har nogle ambitioner om at udfordre noget som helst eller tilføre det velkendte univers noget ekstra. På den måde opleves al hyggen lidt flad.
Forestillingen er fin, men mere sprælskhed, fantasi eller fylde til figurerne havde løftet det hele meget.