Med afsæt i et koncept af Ditte Marie Bjerg har Pia Mourier opfrisket det stykke, som hun selv spillede Sara i, da Vendsyssel Teater satte stykket op i 1995.
’Sara og Snehvide’ adskiller sig meget fra både Walt Disneys tegnefilm, ’Snehvide og de syv dværge’ og fra Grimms eventyr, ’Snehvide’, som tegnefilmen bygger på.
Handlingen foregår i og omkring en stor himmelseng med blondeforhæng, udskårne gavle og små hvide puder. Sengen tilhører Saras mormor. Sara er som voksen på besøg hos sin bedstemor og skal sove i den seng, hvor hun som barn fik fortalt eventyr. Især det om Snehvide, som fik hende til at forestille sig, at det vrimlede op fra sengens dyb med små dværge. Selv havde hun (selvfølgelig) rollen som Snehvide.
Forestillingen begynder underfundigt og sødt med, at Sara stikker sine bare fødder ud gennem blondeforhænget. Hun vipper kækt med tæerne og titter ansigtet ud, før hun slår klædet til side og præsenterer sig selv og situationen. Da hun så lægger sig for at sove dukker en lille dværg op – og vupti hidkalder han sine artsfæller og inviterer Sara og publikum med ind i et eventyr, som vi aner er á la det, Sara oplevede som barn. Og op og ned af sengens sprækker og huller går det i lystig fart.
Lovlig sødt
Kaja Kamuk har på mange måder det, der skal til for at spille den voksne Sara, som stadig har legebarnet i sig. Hun virker tillidsvækkende på børnepublikummet, som hun sidder der i den store seng med bare tæer, lang natkjole, nænsomme bløde bevægelser og et sødt smil om læben.
Men venligheden har også noget gammeldags pædagogisk over sig. Selvom målgruppen går fra fire år, behøver Pia Mourier ikke at lade Katja Kamuk tale så påtaget barnligt til børnene.
Snehvides indlagte lille ’Prinsessen på ærten’-spil er skåret som en selvhenført nutidsprinsesses hilsen til Jysk Sengetøjslager over en for dårlig seng. Sjovt men også lidt afsporende og noget skingert.
Og når Kaja Kamuk med et stykke blondestof og ændring i kropssproget forandrer sig til den forklædte onde stedmor, bliver figurerne aldrig rigtigt farlige. Det er som om de er pakket ind i et lag af skånsomhed.
Impro-dværge
Adrienne Agnews har udformet dværgedukkerne som detaljerige individualister. Og
John Batz og Ronny Sterlø fører Benjamin, Per, Günther, Carl Bernard, Svend, Albert og gamle Viktor, som dværgene hedder her, med tilsvarende typetydelighed.
Benjamin og Per er som de to mindste legesyge dværge med krudt i røven. Benjamin er tillige lidt genert, og Per er detektiven, der fjumret men også fermt opklarer, hvor dronningen har forvoldt skade på Snehvide. Gamle Albert er stokdøv og bruger høretragt. Günter brokker sig uafbrudt. Svend fokuserer ensidigt på mad. Carl Bernard er en sydlandsk charlatan, og Günter er tropsføreren, som skynder på de andre og kommenterer tidspunktet for alle begivenhederne.
Dværgene er nogle festlige fyre. De trækker fx det ene fyldte fad med mad efter det andet op fra sengens dyb. De byder på både Dyrlægens Natmad og kulørte konditorkager. De synger evergreens og fejrer at Snehvide ikke er død med en rockkoncert.
Samtidig er det rytmiske trav noget ujævnt og undervejs tager den improvisatoriske leg, som John Batz og Ronny Sterlø tydeligvis har fået lov til, overhånd. Det indebærer et noget fokusforstyrrende revyagtigt islæt.
En underholdningsstund
I ’Sara og Snehvide’ er der ingen jæger. Intet blodigt dyrehjerte som afleveres til droningen. Ingen Snehvide i glaskiste. Den onde dronning indgår i form af en stemme bag et gardin, som gyseragtigt blafrer i et rødt baggrundslys. Og Snehvide – ja hun genoplives ved, at et barnepublikum inviteres op i rollen som den prins, der kan ae Snehvide til live.
Dramatisk set er der ikke meget mærkbar alvor på spil. Saras sødme, dværgenes sjov og ballade og i mindre grad det, at publikum spørges til råds og bedes om hjælp undervejs, er det som fylder. Let underholdning går forud for alvor med vægt. Budskabet synes at være, at man skal huske at blive ved med at kunne fantasere og lege, også når man er blevet voksen. Men det halter lidt med spilpræcisionen, spiltakterne er undervejs noget ujævne, og der er for uskarpt et fokus på, hvad det er man vil med forestillingen. Derfor lander barometret på tre små stjerner.