Af: Anne Middelboe Christensen

19. august 2019

Smukke svaler i sjusket instruktion

Skuespillerne med venindehårblomsterne lyser i den sympatiske, men usammenhængende flygtningeforestilling ’Svalerne’ med det svenske Teater Turkos.

Det bedste ved ’Svalerne’ er blikkene fra de to døvstumme skuespillere. For disse to kvinder ser ind i vores øjne med så oprigtig en nysgerrighed og så overvældende en omsorg, at vi virkelig føler os sete som tilskuere. 

Og deres nænsomhed virker ægte, når de lever sig ind i forestillingens fortælling om de forfærdelige vilkår for de flygtninge, som i disse år risikerer livet for at komme til Europa og i sikkerhed. Skuespillernes fineste rekvisit er to små papirsvaler, som de løfter op og får til at flyve, så man nærmest kan se den blå himmel bag dem og mærke pigebørnenes ubekymrede leg. I hvert fald indtil de bliver nødt til at flygte…

Onde solbriller

Desværre er denne poetiske forestilling af det svenske Teater Turkos meget uegal og ureflekteret i sin helhed. Forestillingen begynder faktisk uden for scenerummet, hvor to brutalt udseende kvinder med solbriller genner tilskuerne sammen. De siger ikke noget. De virker bare truende og farlige, sådan som de peger. 

Børnene bliver utrygge, og det bliver vi voksne faktisk også. Ikke mindst fordi stilheden virker så overvældende. Der kommer ikke nogen teatermedarbejder og forklarer os, hvad vi skal til at opleve. Heller ikke at dette teater er et tegnsprogsteater. Det havde nok ellers været en god idé. Forvirrende er denne indledning i hvert fald.

Alt for en venindehårblomst

Inde i scenelokalet ændrer de to skuespillere dog karakter. De lægger solbrillerne og forvandler sig til smilende skuespillere, der begynder at spille en forestilling om piger, der bliver veninder. De åbner en gammel kuffert hver, og frem vælter minilandskaber af grønne bakker og bjerge. Det er fint og rart. De viser tydeligt, hvordan de kan lide hinanden og ofte besøger hinanden – og hvordan de forærer hinanden en hårblomst og et armbånd: En venindehårblomst og et venindearmbånd. 

Men så bliver de bange. Det begynder at regne med bomber ned over deres by. De flygter i rædsel, og de kommer væk fra hinanden… 

Kejtet tavshed

Flugthistorien er altså klar nok. Men tavsheden er voldsom. Instruktøren Lars Otterstedt har måske tænkt, at vi hørende tilskuere skal fornemme stilheden, der omgiver en døv. Men i stedet bliver effekten faktisk, at vi hører stilheden som enormt larmende og kejtet. Desuden byder det meste teater i dag netop på en yderst veludviklet lydside, så en forestilling renset for lyseffekter kommer uvægerligt til at fremstå mærkeligt ufærdig. 

Det sværeste i fortællingen er imidlertid, at der kun mimes og ikke bruges ord. Det er nemlig uklart, hvad der er pointen med ikke at bruge ord – eller hvad der er pointen med netop ikke at bruge musik til at akkompagnere bevægelserne, sådan som man ellers ville gøre i en danseteaterforestilling. 

Jovist, scenografiens små kuffertlandskaber gør det muligt for os at følge historien om mennesker, der er bange, og som ender med at flygte. Vi ser en overfyldt båd – som et stiliseret papirklip – og vi ser mennesker, der føler sig alene. Så langt er vi med. Men nuancerne i forestillingen ryger. 

Mainstream-mime?

Skuespillerne gestikulerer godt nok ivrigt med hænderne, men det er svært at tyde. Er dette tegnsprog? Eller er det snarere en slags ’mainstream-mime’? Det blev jeg personligt aldrig helt sikker på. 

Men det var anstrengende at sidde og være usikker på, hvad tegnene betød. 

Det kan selvfølgelig være, at de 4-årige har en anderledes og intuitiv forståelse af disse bevægelser. Jeg tror det dog næppe. At børnene umiddelbart kan se, at et firkantet stykke orange papir skal forestille en redningsvest, tvivler jeg også på. Målgruppen virker i hvert fald snarere som 8-12 år end 4-9 år.

Ladt i stikken

Skuespillerne har imidlertid et stærkt fysisk nærvær og et bevægende følelsesudtryksregister. Rebecca Drameh har en fin sødme og skaber nærmest dans med sine udtryksfulde mimefingre, og Jamilla Ouahid har en charmerende spontanitet og en fin piget hurtighed i sine bevægelser. De er bare ladt i stikken af en instruktør, der tilsyneladende ikke har gjort arbejdet færdigt. Forestillingen har turneret siden 2016 med forskellige skuespillere – og prøver nu altså at komme ind på det danske børneteatermarked. Derfor virker det decideret underligt, at forestillingen ikke er blevet slebet til her tre år efter premieren. Skuespillerne har jo ikke en chance for selv at mærke, hvor overgangene knækker over for de hørende tilskuere…

Efter forestillingens klapsalver indbød en døvetolk fint alle til at stille spørgsmål til skuespillerne. Her var publikum tydeligvis berørte over at komme så tæt på døves fortolkning af verden. Men den egentlige nysgerrighed samlede sig sigende nok mest om de elskelige skuespillere. Mere end om forestillingen. 

Så hvis ’Svalerne’ skal få den udbredelse, som både skuespillerne og deres vigtige flygtningehistorie fortjener, så må nogen dem til at at flyve højere og friere.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.
En venlig teaterversion
Teater Next:
'Peter Kanin'
Teater Next byder med ’Peter Kanin’ på endnu en forestilling, der tager afsæt i kendt børneunderholdning, og det er blevet til en smuk og vellydende forestilling med enkelte mangler under overfladen.
En forrygende ventetid
HumanLab:
'Terminus'
’Terminus’ er et medrivende snapshot af et samfund, der er kørt af (tog)sporet.
Heftig parodikomedie
Teater Lux:
'Snehvide'
Gys viger pladsen for grin i en aktuel og radikal bearbejdelse af eventyret om Snehvide.
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.
En venlig teaterversion
Teater Next:
'Peter Kanin'
Teater Next byder med ’Peter Kanin’ på endnu en forestilling, der tager afsæt i kendt børneunderholdning, og det er blevet til en smuk og vellydende forestilling med enkelte mangler under overfladen.
En forrygende ventetid
HumanLab:
'Terminus'
’Terminus’ er et medrivende snapshot af et samfund, der er kørt af (tog)sporet.
Heftig parodikomedie
Teater Lux:
'Snehvide'
Gys viger pladsen for grin i en aktuel og radikal bearbejdelse af eventyret om Snehvide.