’Beboer’ er fyldt med forelskelsesenergi. Med stemninger af at invitere hinanden indenfor. Med scener, hvor døre bliver åbnet og store spring bliver taget. Hvor mennesker mødes og sprængfyldt med glæde udveksler. Omdrejningspunktet i det, som en time non stop udspiller sig på scenen, er det, at dele livet. Nærmere bestemt at turde bryde sin anonymitet og involvere sig i andre og det, der skjult for andre eller larmende højlydt foregår, der hvor man bo.
Helt uden ord og i stedet med bevægelser, farver, former, musik og sang smækker Don Gnu døren op for en skønt smittende glæde ved samvær. ’Beboer’ er som et brag af jubel, en rød solstråle, en hvirvlende beruselse, et blidt strejf mod din kind og en humoristisk hård nød, som omsider lader sig knække. Intentionen er åbenlys og den siges eksplicit og på en dramaturgisk klar måde i begyndelsen og til slut i forestillingens eneste replikker.
Bryd anonymiteten
I et spotlys foran fire brune etageopgangsdøre og med en videobagvæg af en kæmpe boligblok set udefra træder Mads Emil Duelund Hansen indledningsvis frem og siger, at han er en beboer, som har formået ikke at indgå i relationer med nogen af de andre, som bor der. Tilslut i stykket træder han frem igen og fortæller det samme undtaget negationen. For nu har han mødt andre. Nu kender han til og indgår i det, som foregår i boligområdet. Han betoner også inviterende med ordene: ”I ser måske bare bygninger, men vi er her, og I er meget velkomne”, at det her også angår os.
Indenfor den minimalistisk sproglige ramme springer forestillingen ud som energiske popkorn i en gryde på fuldt blus. Nu fylder finurlige bevægelser, fantasifuld dans, sanselige farver – navnlig kærlighedsfarven rød, musik og sang. Alt er aktion og oser af 'lad os mødes'-stemninger. Modstande er bevidst lagt ind. Det skal ikke være let. Der skal anstrengelser, kollisioner, tvivl og kaos til før 'frugterne kan høstes'.
Kompetente dansere
Scenen, hvor Mikolaj Karczewski må tage gevaldige tilløb til at komme i kontakt med sin nabo, er skøn. Fyldt med humor og hverdagsgenkendelige 'tør – tør-ikke'-signaler. Karczewski danser med knivskarp præcision og forstår samtidigt meget humoristisk at udtrykke al ambivalensen.
Marluze da Cruz, som er naboen, øger med sitrende energi i hele kroppen temperaturen i luften. Legende fistrer de ud og ind gennem hinandens døre, alt imens Mads Emil Duelund Hansen, der i virkeligheden er ham, som laver al larmen, dygtigt dansespurter i lejligheden ovenover.
Vippeplade-clou
De to naboer finder efterhånden sammen. En seng projiceres op på væggen, som effektfyldt pludseligt vipper. Hele fladen drejer og forvandler sig til en vandret flade. En af forestillingens største raffinementer er den dans, som alle de fire medvirkende udfolder her. På, under og rundt om fladen. Fladens rotationer sender i sig selv livslyst ud i æteren. Og det forstærkes af den fantasifulde måde, hvorpå de medvirkende kommer til syne, danser og synger.
Undervejs blander Mads Emil Duelund Hansen sig med stakkevis af rødt vasketøj, som de alle kyler rundt i luften, mens de intimt og lystent mikser parkour, hiphop og kampsportsdans med moderne dansetrin.
Stærk, sagte og sanselig sang
Alice Carreris musikalske kompositioner er en essentiel medspiller. Musikken er inciterende og spænder meget bredt, og Carreri har en helt utrolig facetteret stemme. Hun er tillige i stand til – som det mest naturlige af alt – at være tilstede som sangerinde på scenen. Hun ”bare” står eller går, mens hun synger. Smukt, sagte og intenst. Som en alf, synger hun tekster, der beskriver boligblokliv og det at være menneske fra mange perspektiver.
Hun danser tillige sammen med danserne. I en stille og rolig dans med Mikolaj Karczewski med en simpel metalstige får de to skabt billeder på alment genkendelige forløb og samværsformer.
Fantasifuld og facetteret koreografi
Jannik Elkær & Kristoffer Louis Andrup Pedersen viser her, at de også behersker de sagte udtryk. De humoristiske byder de også på. Fx i kosteligt morsomme duetter mellem Mikolaj Karczewski og Mads Emil Duelund Hansen. Det er vildt sjovt at overvære alle de anderledes måder, hvorpå de to mænd forsøger at flytte et par flyttekasser blot få millimeter.
’Beboer’ er en forestilling, hvor alt, som sker, både opleves helt konkret, samtidig med at det har flere og overordnede betydninger. Det er det, som er forjættende. Umiddelbart genkendeligt for teenagere og voksne, samtidig med at det åbner sprækker til alment menneskelige forhold og relationer, som ikke er så ligetil at tackle.
Virkelighedsbefordrende videoflader og interviews
Siggi Óli Palmasons scenografiske kulisse minder med sine små konstruerede spilstationer – på sort-hvid-ternet dansevinyl, ved sammenstillede døre, bag letvægtsmetalstativer broderet med persienner, på en flad tagterrasse og rundt på vippepladen – publikum om, at det hele er iscenesat.
Der opstår en god dynamik og en fin forbindelse til hverdagsvirkeligheden, når de scenografiske rammer mikses med videoprojektioner, som på kunstnerisk æstetisk måde gengiver boligblokke, trappeopgange og lejlighedsrum – billeder som kobles sammen med skøn dans. Fx Mikolaj Karczewskis hvirvelvind af en turbolent trappeopgangsdans. Indlagte små videofilm og klip med interviewpersoner, som fortæller om deres helt almindelige boligblok-liv (på en tekstlig humoristisk finurlig vis) er også med til at gøre forestillingen dagligdags-nærværende.
’Beboer’, som Don Gnu har skabt i et tæt samarbejde med Mungo Park og Bora Bora – dans og visuelt teater og beboere i Høje Gladsaxe, er et dygtigt kunstudtryk, som med energi, humor og poesi har en fin snor til virkelighedens problematikker. Dansekompagniet viser tillige – og mere tydeligt end i deres foregående forestillinger – at de udover meget ekspressive og fantasifuldt vitale kropsudtryk også og på en fornyende vis behersker mere sagte udtryksmåder. Udtryk, hvor Alice Carreris musik og sang spiller en afgørende rolle. Herligt.
