En stor, gul smiley-lampe lyser på scenen: En meget glad smiley. Og når de første to dansere trisser storsmilende ind på scenen iført blomstrede kjoler, ankelsokker med påsyede, gule smiley’er og lysende mini-smiley-lamper i håret, så er pointen klar: Denne danseverden er en glad verden. I hvert fald på overfladen.
Danseforestillingen ’Thank you have a nice day’ med Gunilla Lind Danseteater byder på smilende mennesker, der hele tiden vimser omkring uden egentlig at lave noget. Deres mundvige er nærmest stivnet fast i brede smil, og deres arme strækker sig imødekommende ud mod nye ’kunder’, hvorefter de trisser smilende videre.
Dette er den bærende skabelonscene i ’Thank you have a nice day’. Som helhed betragtet virker danseforestillingen egentlig mest som en karikeret kropsinstallation, hvor kroppene bliver ved med at gentage de samme bevægelser i mønstre på kryds og tværs af rummet. Der er ingen egentlig handling, og der er ingen rollefigurer. Så de fem dansere – og de to statister – bevæger sig alle sammen rundt i mekaniske bevægelser. Som en satirisk fremstilling af marionetter uden egen vilje.
Overdimensionerede skuldre
Scenografen Kirsten Viktoria Lind har skabt et enkelt og modeshowsagtigt rum til disse trissende og tøffende kroppe. Scenen afgrænses af hvide, tynde snorforhæng til tre sider, og dansernes fantasifulde kostumer er syet af blomstrede stoffer i mange forskellige mønstre – i firkantede snit og med strejf af noget japansk.
Jakkerne har desuden nogle overdimensionerede skuldre, der kan placeres højt over halsen, så det ser ud, som om dansernes kroppe slet ikke har hoveder. Det er sjovt og uhøjtideligt.
Kønnene eksisterer heller ikke i dette univers. Både kvinder og mænd optræder forfriskende nok i blomstrede nederdele, for performerne opdeles egentlig kun i ’tjenere’ og ’kunder’. Med danserne Shuli Nordbek og Jacob Schrøder som storsmilende frontdukker med servile nakkebuk og asiatiske strømpeglid hen over gulvet.
Svømme gennem luften
Undervejs opstår der heldigvis nogle enkelte scener, hvor man kommer en smule tættere på figurerne. Først omkring danseren Raphaël Eder-Kastling, der har en heftig og uforudsigelig voldsomhed i sine mekaniske bevægelser, og derefter omkring Ruth Rebekka Hansen, der indtager scenen helt alene i sin store kjole, som hun skubber foran sig som en artist i en manege.
Men det er danseren Marcus Alexander Roydes, der har den vildeste dans. Når han begynder at svinge med sit lange hår og lader sin krop bugte sig hen over gulvet, bliver den stiliserede verden ophævet. Han har et organisk flow i sine bevægelser, så han nærmest kan svømme gennem luften, og han bringer pludselig en menneskelig sårbarhed ind i forestillingen, som ellers er ved at stivne i sine egne billeder. Her bliver dansen interessant.
Overvoksen speak
’Thank you have a nice day’ er rettet mod teenagere. Umiddelbart virker forestillingen dog meget barnlig i sit kropslige udtryk, og de mange gentagelser gør forestillingen kedelig.
Forestillingens indtalte speak virker desuden mærkeligt overvoksen. ’Close your eyes and breathe with me,’ lyder en grødet mandestemme i højttalerne – uforklarligt nok på engelsk. Teenagerne skal altså fluks leve sig ind i de voksnes behov for afslapning og wellness. I hvert fald indtil stemmen forklarer, at der inde i os allesammen er et lille barn, der gemmer sig i et hjørne og er bange. Med den overrumplende slutordre: ’KILL THIS CHILD!’
Massiv dåselatter
Udover dette tankeblodbad kniber det med spænding i forestillingen. Musikken og lyddesignet af Kristoffer Rosing-Schouw er godt nok tætnet med dumpe, fjerne trusselslyde, og lysdesignet af Peter Bodholdt Løkke har sjove farveskift. Men i koreografien sker der næsten ingenting. Smiley-dansen er for monoton. Og den tvungne dåselatter, der massivt brager gennem rummet fra start til slut, er næsten ved at slå bevægelserne ihjel.
Gunilla Lind er en ung koreograf, der skaber masser af stærke, kropslige scenebilleder. Hun fik sit koreografiske gennembrud med forestillingen ’Vanity of Modern Panic’ i 2017, og siden har hun skabt de stiliserede danseforestillinger ’LoveU2nd’ i 2019 og ’Sorry Not Sorry’ i 2021.
Men Gunilla Linds flirt med stillbilledet og installationsudtrykket truer tydeligvis hendes koreografiske fantasi. De smilende danserkroppe i ’Thank you have a nice day’ savner i hvert fald noget mere udfordrende koreografi. Det gør publikum også.
