Krig har i mange år været et tema i teaterforestillinger for børn og unge. Men de færreste går så langt tilbage i tiden som den brogede beretning om Sigurt Skallesmækker og Jakob Brødløs, der foregår fra cirka 1152-57. Dengang, viser det sig, da den tyske konge og senere tysk-romerske kejser, Frederik Barbarossa, spillede en central rolle i et vældigt opgør om den danske trone.
Efter ni års fred under kong Erik Lam udbryder der fra 1146 heftige stridigheder mellem fætrene Svend og Knud, og en tredje slægtning Valdemar melder sig også i kampen. Det er begyndelsen på en række mildt sagt indviklede begivenheder i danmarkshistorien, hvor landet, som indbefattede Skåne, deles på kryds og tværs og tilbage igen.
Logikken i hvem, der hersker hvor og hvorfor og hvor længe, er svær at få øje på. Det er ikke forestillingens, men Barbarossas skyld. Men det historiske kaos er springbrættet til det tilsvarende komiske og musikalske virvar på den lange, græsgrønne scene. Hvor publikum er anbragt på begge sider, som var det et middelalderligt gøglerteater.
I virkeligheden er det Barbarossa, der styrer gamet. Han vil have fred og har sendt Sigurd til Danmark for holde øje med, hvad der forgår. Det har Sigurt og hans medsammensvorne, Jakob Brødløs, selv store problemer med at få overblik over og berette om i god ro og orden. Men trods flere smådesperate forsøg kan Jakob ikke stoppe Sigurts alenlange intro-sang om de mange kong Erik’er og deres efterkommere.
God og sjov energi
Den bliver man ikke meget mere oplyst af, og det er nok heller ikke hensigten. Men tilskuerne bliver tydeligvis fanget ind af den gode og sjove energiske spillestil og hænger på hele vejen i den forrygende historie.
Ronny Sterlø er glimrende som fortæller. Han gør også fin fyldest, når han hopper veloplagt ud og ind af flere roller, mens hans flintrer frem og tilbage, skændes med Jakob og kontakter publikum.
Personerne er parodisk karakteriseret med udtryksstærke kropsholdninger, der rigtig kommer på banen, når Sigurt/Sterlø i dialog med sig selv lader flere optræde samtidig. Knud har han udstyret med en irriterende talefejl, men det glemmer man næsten, når musikken spiller. Den er superflot, dansant og kommenterende og bidrager i høj grad til stemningen.
Det ligefrem vrimler med musikinstrumenter, som også visuelt løfter forestillingen.
Ronny Sterlø er skuespiller, og Jakob Skov Søndergård musiker, og det er tydeligt helt ud i kostumerne, at begge angiveligt er vilde med middelalderen og dens gøglere. De hujer derudad med speedsnak og sange i skrappe kulører. Ind i mellem bliver den højrøstede, hæsblæsende stil, hvor Sigurt og Jakob afbryder og driller hinanden for meget af det gode. Men det meste af forestillingen er hurlumhejet holdt i tilpas kort snor.
Det hele slutter, da Svend kupper Knuds fredsfest, og begge bliver dræbt. Valdemar bliver såret, men flygter og bliver hele Danmarks konge i de næste 25 år og hans sønner efter ham. Dem hører man ikke om, for 'Sigurt Skallesmækker' er heldigvis mere komedie end historieundervisning.
Men trods masser af falde-på-halen og planlagt forvirring i beretningen om Svend, Knud og Valdemar så bliver man også klogere på en blodig tid i danmarkshistorien
